“Art comes from joy and pain… But mostly from pain”
Pain sells…
Op gennem verdenshistorien har rigtig meget kunst været et direkte resultat af den pågældende kunstners indre smerte. Og det er ikke en overdrivelse at påstå, at der inden for diverse metalgenrer findes et album eller to, der er en fortolkning af artistens personlige helvede og efterlever ovenstående citat fra Edward Munch. London-trioen Urne, der i 2021 imponerede i stor stil med den genre-anarkistiske Serpent & Spirit, er ingen undtagelse i denne sammenhæng.
Den længe ventede opfølger, A Feast on Sorrow, er igen, som titlen antyder, en rejse rundt i den smerte, der er pladens ultimative drivkraft. Selvom den indgangsvinkel har dannet fundament for mangen et metalalbum gennem tiderne, føler man i dén grad det Gojira-godkendte bands store kvaler.
Strength in pain
Der findes lige så mange mennesker, som der findes meninger om, hvilken genre Urne spiller. Et konkret bud er uhyre efterspurgt, og svaret ligger et sted mellem thrash, prog, hardcore, sludge og groove uden rigtig at være noget af det. Men man må i hvert fald sige, at Urne som på debuten stadig læner sig rigtig meget op ad idoler som Gojira, Mastodon og Opeth. Det erkender bandet også blankt og bærer det med stolthed, mens de samtidig stadig bærer følelserne uden på tøjet i alt, hvad de gør. Men sammenlignet med debuten er A Feast on Sorrow om muligt endnu mørkere og vredere. Og forbandet god.
Med åbningsnummeret, “The Flood Came Rushing In”, får vi en rigtig lækker start, der leder minderne hen mod hedengangne Power Trip. Det er thrashet som bare pokker – med kras hardcore-vokal fra den frustrerede frontmand, Joe Nally, og uforlignelig headbangindbydende dynamik fra den nye grydebanker, James Cook. Sublim start, som dog med sin spilletid på godt seks minutter bliver en anelse for lang i spyttet til sidst. Dette gælder også det forrygende “A Stumble Of Words”, der har en spilletid på over elleve minutter, men for hulan, hvor er disse numre dog medrivende og fandens godt skruet sammen. Så kan man godt leve med at træde vande et par minutter.
Urne er ikke kun gudsbenådede musikere, de besidder også fantastiske evner inden for sangskrivningens kunst. Lyt bare til “Becoming The Ocean”, titelnummeret, og den smukke afslutter, “The Long Goodbye/Where Do The Memories Go?” Den soniske rejse, man som lytter lokkes med på, er simpelthen så djævelsk dragende, flot og hårdtslående. Nok er ‘konceptet’ med en vred plade drevet af stærk sorg og smerte hørt mange gange før, men det er sjældent, man føler kunstnerens helvede så voldsomt og intenst, som det er tilfældet her.
A Beast Of Sorrow
Vokalen, lyrikken og de brutale riffs udgør en mørk, men smuk treenighed, der hele tiden ligger og lurer under brutaliteten. Ligeledes er sangskrivningen til tider eminent, og havde samtlige numre bidraget mere og bedre til den store sammenhæng og den samlede lytteoplevelse, havde karakteren været endnu højere. Jeg kan dog ikke belønne Urne med mere end otte flotte kranier, da Gojira-frontmand Joe Duplantiers produktion også lader lidt tilbage at ønske. Bevares, lyd er en smagssag, men i min optik fortjener en plade som A Feast On Sorrow en skarp og detaljerig lyd, hvor Monsieur Duplantier er gået efter et mere råt og uperfekt udtryk. Det er selvsagt ærgerligt for dem, der er i samme hifi-båd som mig, men så kan man trøste sig med det faktum, at albummet vokser gevaldigt for hver gennemlytning. Og gennemlytninger bør der være masser af, inden Urne får Oslobåden til at kæntre om et par måneder på årets Copenhell Cruise. Jeg glæder mig!