Der var engang, hvor svenskerdøden tog til Tyskland …

Det er over 20 år siden, vi havde debuten fra Fragments of Unbecoming under behandling. Dengang fik de en ret så lunken modtagelse, og først nu, på sjette udspil, retter vi igen blikket mod den tyske kvintet, der har taget svensk melodød a la tidlig Dark Tranquillity og At The Gates til sig – og tilsat et strejf sort metal. Har de med årene opbygget tilstrækkelig pondus til at stå mål med mastodonterne fra Göteborg, eller har de kun grus at kaste efter de kampesten, som svenskerne har slynget af sted?

… men den gad ikke blive længere end til middag

Netop grus starter tyskerne ud med på dette album, og serverer en flok uinspirerede numre, der knap nok vil gå an som pausemusik. Først på fjerde skæring, “To Everyone And None” finder man et nummer, der fra ende til anden hænger virkelig godt sammen. Temamelodien gennemgår variationer, der passer sammen med temposkift og stemning. Desværre er der for få af denne type numre på albummet og for mange, hvor syningerne i det kompositoriske patchwork er så tydelige, at man skulle tro, de var vendt på vrangen. Halvvejs inde i albummet giver det korte, instrumentale nummer “The Amber Emperor” et tiltrængt intermezzo, som med sin melankolske melodi trækker tempoet markant ned. Så meget desto mere ærgerligt er det, at der ikke er en bedre overgang til næste nummer, “Caught In The Endlessness”. Det forfriskende afbræk ender som lus mellem to negle.

I det hele taget fungerer denne skive bedst, når bandet lader musikken komme ned i tempo, og Fragments of Unbecoming har unægtelig flair for melodier. Så er det bare ærgerligt, at de på Dawnbringer insisterer på at klemme dem ind mellem alle de blast beats. “Lakespectre” står som glimrende, om end trist eksempel herpå. Hvad der starter med spanskpræget klassisk guitar, afbrydes af galoperende fandenivoldskhed, og da melodien endelig vender tilbage, forsvinder den hastigt igen som dug for solen. Det lyder simpelthen forceret og malplaceret, når en fængende melodi på den måde afbrydes af hæsblæsende segmenter, hvor det sortmetalliske indhold mere eller mindre kan reduceres til ‘tupa-tupa’ på trommerne. Retter man blikket mod bandets tidligere værker, er der en helt anden synergi at finde mellem den bløde død og den sorte metal. Måske er forklaringen ikke så fjern: Det foregående album, Perdition Portal, er det sidste, hvor den oprindelige trommeslager, Ingo Maier, optræder. Han udviser i sit spil en musikalitet, der understøtter melodierne, hvor hans efterfølger, Tobias Blach, synes at favorisere fart og brutalitet, som tæver dem sønder og sammen.

Det ser sort ud for melodien

Mængden af opfindsomme melodier gør, at jeg virkelig gerne vil kunne lide det her album. Desværre fungerer bandets ihærdige flirt med klassisk black metal på dette album bare ikke med deres melodiske univers. I stedet for at berige de melankolske toner med rå, primal energi bliver de skubbet noget så brutalt til side. Udskiftningen af trommeslager er helt sikkert en bidragende faktor, og jeg er bange for, at bandet musikalsk har taget et skridt tilbage på den konto. De korte glimt af velfungerende melodisk metal ændrer ikke ved, at Fragments of Unbecoming står i skyggen af den ægte vare fra Sverige. Bank lidt af den sorte sod af melodierne, så er der helt sikkert flere end fem kranier at hente.