Fra Marseille med metal
Franske Landmvrks har i det seneste årti positioneret sig som ét af de mere grænsesøgende navne i europæisk metalcore. Bandet blev dannet i Marseille i 2014 og har siden debutalbummet Hollow i 2016 forfinet deres stil med at kombinere hardcore, nu metal, rap og melodisk metalcore til en eksplosiv cocktail af følelser og energi. Med forsanger Florent Salfati i front er Landmvrks et band, der nægter at stå stille. Vokalisten har en imponerende spændvidde i sit register, hvilket kommer til udtryk gennem både fransk rap, skønsang, growl og følelsesladede brøl. Deres fjedre langspiller, The Darkest Place I’ve Ever Been, er gruppens mest ambitiøse og emotionelle værk til dato og viser også en mere moden og eksperimenterende side af de franske fyre.

Fransk landskab med kontraster
Hvor sidste skive, Lost in the Waves fra 2021, generelt var præget af stram, aggressiv metalcore og energisk riffarbejde, åbner den nye plade op for en langt bredere musikalsk palet. Dette skabes, foruden ovenstående, ved hjælp af fransk rap, elektroniske elementer og mere nuanceret brug af dynamik og stemninger. Vokalen træder mere frem end tidligere og spænder fra skinger desperation til afdæmpet sårbarhed. Det er stadig Landmvrks med deres egen lyd, ingen tvivl om det. Men med større mod og mere på spil, både musikalsk og emotionelt. Også selv om bandet aldrig har været bange for de store og ubehagelige følelser.

De bedste øjeblikke på skiven er netop dem, hvor gruppen tør gå linen ud og blande det brutale med det sårbare. Her mærker man et band, der tør at miste fodfæstet, hvis det betyder, at udtrykket får mere dybde og tyngde. Dynamikken mellem det voldsomme og det melodiske er velafbalanceret og føles organisk snarere end kalkuleret. Som i “Blood Red” og “Funeral”, hvor skiftet mellem aggression og følelse står klarest, eller i “The Great Unknown”, der elegant trækker tråde til både nu metal og moderne metalcore.

Men albummet har også momenter, hvor formen begynder at spænde ben for indholdet. Titelnummeret åbner stærkt, men mister momentummet i sin lidt påtagede introduktion, mens “Sombre 16” mest fungerer som et kunstnerisk greb snarere end en nødvendig del af helheden. Enkelte steder drukner nerven i overflødig pynt eller lidt for meget genbrug af strukturer, der tidligere virkede stærkere.

Alligevel er helhedsindtrykket domineret af en følelse af fremdrift og kunstnerisk ambition. Albummet viser et band, der tør udfordre både sig selv og lytteren, og som i de fleste tilfælde lykkes med det. “Deep Inferno” og “La Valse du Temps” understreger netop det spændingsfelt, hvor Landmvrks bevæger sig bedst: mellem raseri og refleksion, kaos og kontrol. The Darkest Place I’ve Ever Been er en rejse ind i mørket, men med øje for nuancer og kontraster, der løfter helheden op over det ordinære.

Slår dig i gulvet og tager dig i hånden bagefter
The Darkest Place I’ve Ever Been er et album med tydelig retning og mod. Landmvrks balancerer genreeksperimenter med følelse og rå energi, og selvom ikke alle numre står lige stærkt, er helhedsindtrykket imponerende. Det er musik, der både vil slå dig i gulvet og tage dig i hånden bagefter. Med nogle enkelte justeringer kunne det være blevet et mesterværk. Men som det står, er det stadig et markant og modent album fra et band i kreativ topform.