Skibet er ladet med metal, bajere og hygge!
Det er efterhånden et par år siden, jeg sidst var afsted på COPENHELL Metal Cruise. Det var før covid-19, så på sin vis var det jo i et helt andet liv. Men nu skriver vi altså 2023, og det er derfor tid til at stikke til søs igen sammen med et lineup, der lader meget tilbage at ønske. Lineuppet til COPENHELL Metal Cruise har altid været en voldsomt blandet pose bolsjer, lig selve festivalen, men i år virker det, som om alle bands af en eller anden årsag alle smager mere eller mindre af Kongen af Danmark. Der er mange ting, man kan spørge sig selv om, som ”Hvem syntes, det var en god ide at booke Dog Eat Dog?”, ”Hvorfor er det anden gang, Hatesphere er med ombord?”, ”Hvad var tankerne bag at booke et bluesband?” og ”Hvorfor i alverden er der ikke et eneste black-band med, når nu turen går til og fra Norge!?”
Nå, men man skal selvfølgelig ikke skue hunden på hårene (selvom det er meget svært, når det drejer sig om Dog Eat Dog), og de tidligere år har også haft sine ups’ere blandt lineuppet, så monstro det ikke nok skal gå alligevel? Og så til søs!
Skullclub
Uanset hvad man så måtte synes om resultatet af et fordrukkent one-night stand mellem Alestorm og Flogging Molly, så er Skullclub med sin piratpunk den mest oplagte booking til dette arrangement, og folket var da også klar på at se Skt. Pauli og dø.
Eyelinerpiraterne præsenterede ny guitarist, nemlig Kristian kendt fra bland andet Black City, men også et nyt nummer, ”Pesten fra Vesten”, blev præsenteret – og taget godt imod. Reelt set var det eneste, der gik bandet imod, det faktum, at de skulle spille allerede kl. 16. Det er lige tidligt nok til den slags koncerter, da den slags nydes bedst med en lille skid på, og selvom jeg ikke betvivler publikums dedikation, var festhumøret ikke helt der, hvor Skullclub for alvor giver mening. Ligeså er det da også de færreste, der i ædru tilstand kan værdsætte en banjos skønklang.
Men det til trods, så spillede de nu en ganske glimrende koncert, og især kaptajn Troels gjorde et fremragende arbejde som en særdeles underholdende showman og egentligt også imponerende vokalist, der formåede at holde tonen hele vejen igennem selv nogle krævende passager.
Når alt det så er sagt, kommer jeg næppe til nogensinde at sætte Skullclub på derhjemme, men hvis det skulle forholde sig således, at jeg kommer til at opleve dem igen, vil det heller ikke gøre mig noget. Skullclub er et band med få tricks oppe i ærmet, men dem, de har, ved de præcis, hvordan man skal bruge. Så stor ros for det, om ikke andet.
HateSphere
Sidst jeg så HateSphere, var sjovt nok på COPENHELL Metal Cruise ’19. I mellemtiden har bandet skiftet store dele af besætningen ud og udgivet en ny plade. HateSphere er en institution inden for dansk metal og er, som udgangspunkt, garanter for et godt show, selvom musikken måske ikke rigtigt har udviklet sig siden 90’erne trods utallige udskiftninger. Sidste gang de indtog Oslofærgen, var det med Esse i front, som ikke var bleg for at uddele voksenskældud til publikum, hvilket ærlig talt fremstod en kende sølle. Men nu er Esse væk, og det er Mathias, der er styrmand på projektet, så forhåbentlig slipper vi for den slags brandtaler denne gang.
Grundet kø missede jeg de første to-tre numre fra HateSphere, men da jeg så endelig kom ind, var det tydeligt, at den jyske kampmaskine havde startet en gedigen fest. Sidste gang jeg så gruppen, var det iøjnefaldende, at det var et band, der ikke helt vidste, om de orkede at være til stede på scenen. Alle virkede småsure og uengagederede. I år var dog et helt andet show, og det lader til, at udskiftningen fra Esse til Mathias var præcis det, de manglede. Bandet strålede af overskud, spilleglæde og generel livslyst, og bedst af alt, så var der ingen bøvede kommentarer fra frontmanden, kun de sædvanlige og forventelige budskaber om, at det var fedt at være her samt for eksempel info om, hvornår der kom en ny sang.
Men det var ikke kun bandet, der strålede denne aften, for det var bestemt tydeligt, at folket på skibet primært var kommet for at få et stykke med HateSphere – det var derfor en skam, at der var kø både for at komme ind og ud, og at lyden ikke altid var helt på bandets side. Eksempelvis kunne man kun se bassen, men ikke høre den. Ligeså forsvandt lyden ind i mellem fra Peters guitar, hvilket må siges at være tragisk, da manden bestemt er en dygtig guitarist.
Sætlisten bestod af et godt miks fra bandets lange diskografi og naturligvis med et stort fokus på numre fra den nyeste udgivelse, Hatred Reborn, hvilket efter at have set bandet i aftes må siges at være et utroligt passende navn, for der var vitterligt tale om et Hate(Sphere) Reborn – flot arbejde! Afslutningsvis vil jeg slutte af på et citat fra en herre bag mig i madkøen, der overhørte en samtale, som min fotografkollega og jeg havde: ”Melo-døds-thrash? Det har jeg sgu ikke forstand på, men jeg ka’ godt li’ thrash … Og jeg ka’ godt li’ Hatesphere!” Jeg tror, denne sætning er kernessensen af bandets fans, der egentligt bare gerne vil have noget musik, de kan danse, råbe og drikke bajere til – ikke så meget pis, ikke’å?
Unto Others
Hvem har tænkt, at følsom, gotisk rock var den perfekte genre at hive med til en fest, hvor folks promille nok skal måles i procenter? Dette spørgsmål fik jeg desværre aldrig svar på, da Unto Others-koncerten lå delvist inde i spisetid og delvist inde i Me & That Man-Koncerten, og man kan desværre ikke være to steder på en gang.
Me & That Man
Me & That Man er måske det eneste band, jeg reelt set glædede mig bare lidt til at se – selvom det er en virkelig underlig booking. Hvis man ikke er bekendt med sideprojektet fra frontmanden i Behemoth, Nergal, så kan det beskrives som satanisk blues-musik, lidt henad ”Danzig møder Nick Cave”. Lyrikken og tematikken er ligeså antikristen som i Behemoth, men i stedet for corpsepaint og nitter er der cowboyhatte og lejrbålsstemning. Tilbage i 2017 udgav projektet faktisk en fremragende debut, men det er derefter kun gået støt ned ad bakke. De sidste to udgivelser har udelukkende været en kombination af Nergal på guitar og så diverse gæstevokalister som Ihsahn, Abbath, Kvarforth og White Gluz, da Nergal selv var utilfreds med sin vokalpræstation i projektet. Det er helt fair, men samtidig superunderligt, når nu de af åbenlyse årsager ikke kan slæbe mere end 20 mennesker med på tour, hvilket så tvinger ham til at synge alligevel. Men måske netop derfor og på grund af en udmærket debut var jeg nu alligevel spændt på at se, hvordan denne koncert ville udspille sig.
Om folk hellere ville drikke bajere, sidde og hyggesnakke eller bare ikke rigtig gad satanblues ved jeg ikke, men fremmødet til Me & That Man var ikke imponerende, hvilket egentlig var rart, da der så allerede fra start var sikret en langt mere intim atmosfære, hvilket virkelig klæder et band som dette.
Nok er det et lille og forholdsvis ukendt projekt, men det bliver stadig anført af en verdensstjerne, og selvom han kun sporadisk stod for vokaltjansen, så stjal Nergal – som forventet – billedet.
Bevæbnet med røverhistorier, anekdoter, en røvfuld charme og en nærmest jovial ydmyghed førte Polens mest kendte satanist os gennem bandets repertoire, hvor der var plads og humor nok til at lave om på både sangtitler og lyrik undervejs, således at sangen ”Nightdrive” blev til ”Nightride”, ”On the Road” blev til ”On the Boat” og da de spillede et cover af Roky Ericksons ”White Faces”, blev det påpeget, at med det efternavn var han måske nok dansk.
Men udover charme, selvtillid og lækkert hår, så var selve musikken også lige i skabet. Lyden var perfekt, og især trommerne lød uovertrufne. Numre som ”My Church is Black” og ”Burning Churches” har aldrig været mere passende end på en tur til landet, hvis musikscene primært er kendt for at stikke ild på kirker. Det var intet mindre end fantastisk – selvom de på papiret nok lignede en skæv booking, så må jeg erkende, at ’necro-folk’, som Nergal selv kaldte musikken, passede perfekt til dette arrangement, og det er lige så sikkert som amen i kirken.
Urne
Udover lige Me & That Man var Urne et band, jeg så frem til – sådan på et relativt plan. De unge englændere, som Joe Duplantier (Gojira) har taget under sine vinger, spiller en moderne og progressiv form for metal, der minder om både Gojira (sjovt nok), Mastodon og Conjurer.
Desværre var dette simpelthen ikke en god koncert på noget tidspunkt. Lyden var dårlig, bandet uengageret og publikum for fulde. Det eneste tidspunkt, hvor Urne gjorde noget rigtigt, var, da de blandt publikum fik øje på en knægt på 7-8 år og hev ham med på scenen, så han fik en betydeligt bedre plads. Det var megasejt gjort af Urne, så den ros skal de have!
Men den elendige lyd, kombineret med det faktum at bandets sange er forholdsvis ens, gjorde, at man ikke anede, hvilket nummer de spillede hvornår. Ej heller kommer jeg nogensinde til at forstå folks behov for at moshe og gå så meget amok til en form for musik, der på ingen måde byder op til det. Men efter at være blevet skubbet ind i det samme hegn syv-otte gange i streg måtte jeg opgive min plads til fordel for en, hvor man hverken kunne se eller høre noget – det sidste ændrede dog ikke ret meget.
Jeg skrev længere oppe, at jeg havde glædet mig til at se Urne. Oven på aftenens koncert må jeg konkludere, at medmindre de er opvarmning til noget, jeg gerne vil se, så blev det her både min første og sidste koncert med Urne.
Dog Eat Dog
Da klokken blev 23.00, indtog Dog Eat Dog scenen foran et tændt publikum, der var mødt talstærkt op. Så talstærkt, at jeg blev nødsaget til at sætte mig i en blød stol for overhovedet at kunne se noget som helst. Det var så her, at der indtraf det, man kan kalde for force majeure. Efter en lang dag med masser af fest og farver – og alkoholiske drikkevarer – skete der nemlig det, at jeg simpelthen faldt i søvn. Det er beklageligt og tilsvarende uprofessionelt, men i situationen desværre også uundgåeligt. Så jeg kan ikke skrive ét eneste ord om koncerten udover det, min makker fortalte mig. Nemlig at det var en rendyrket nostalgifest med dårligt lys, og at bandet samlet set havde gjort det ganske godt, selvom det var en malplaceret booking.
802
Da programmet i år var så tæt pakket, missede vi desværre 802, men mon ikke de unge mennesker gjorde deres absolut bedste?
Bersærk
Jeg kan lige så godt melde ud, at jeg jo nok er en af de få metalfans i det her land, der virkelig ikke kan se fidusen ved Bersærk. Jeg bryder mig slet og ret ikke om musikken, og jeg må ligeså tilstå, at selvom folk alle dage har lovprist Caspers vokal, så har jeg altid ment, han lød mere som Bobcat fra Politiskolen.
Folk har dog altid – meget passioneret – forklaret mig, at når man først så dem live, så ville alt gå op i en højere enhed, og man ville nærmest være parat til at få brændemærket deres logo midt i panden. Det siger sig selv, at jeg derfor tilgår denne koncert med lige dele skepsis og modvilje, men lad os da se, om Bersærk ville få mig overbevist om, at ’hedninge-hegn’ er vejen frem.
Lad os starte med det positive: Bandet lyder godt, og publikumskontakten sidder lige i øjet. Bersærk er hverken uprofessionelle eller uøvede amatører, langt fra endda. Bandet var enormt meget til stede, og der blev da også både danset, headbanget og skålet til den helt store guldmedalje.
Dette ændrer desværre ikke på, at uanset hvor meget jeg end forsøgte at leve mig ind i deres ”Kyuss møder Valhalla”-musik, så lykkedes det ikke. Trods kraftanstrengelse på kraftanstrengelse var det umuligt at lokke så meget som én eneste følelse op til overfladen. Den eneste trang, jeg havde, var trangen til at se, hvad klokken var. Uanset hvilken gang Casper annoncerede en sang, stod jeg konstant med følelsen af, at den havde de da lige spillet – så ensformig finder jeg deres musik.
Bersærk har tydeligvis en særdeles dedikeret fanskare, og på samme måde som man ved, der altid er én blandt publikum iført den famøse ”Jesus is a Cunt”-T-shirt, så kan man være sikker på at se mindst én Bersærk-T-shirt til en hvilken som helst koncert i Danmark. Alt dette cementerer jo vel egentligt, at Bersærk har fat i den lange ende, og jeg har kke det store problem med at være noget nær den eneste metalfan i landet, der ikke er med på Team Bersærk – jeg tænker, det er et faktum, vi alle overlever. Så beklager, Bersærk, det var første, eneste og sidste gang, vores veje mødtes – det er bedst sådan.
