Stilstand og stoledans

Efter en længere pause fra studiet er tjekkiske Pandemia tilbage med sin sjette fuldlængdeudgivelse, Darkened Devotion. Her har bandet har fået selskab af en gammel kending i form af guitarist Alex Marek, der var med til at grundlægge Pandemia i 1995, men ikke har figureret på et Pandemia-album siden Riven fra 2005. Bag slagtøjet er der også blevet skiftet ud, da Jakub Bayer har erstattet det mangeårige medlem Pavel Kouba. Har denne rysten med posen og et årtis kreativ pause så været en musikalsk saltvandsindsprøjtning til et band, der i år kan fejre perlebryllup? Ikke rigtigt.

Sovs-og-kartofler-død uden skyggen af smittefare

10 år er passeret, siden vi her på sitet anmeldte Pandemias seneste plade, At the Gates of Nihilism, der bød på en hæderlig, omend uopfindsom omgang melo-groovy dødsmetal med referencer til både Göteborg og Texas. Pandemia omtaler selv Darkened Devotion som deres mest modne album til dato, men efter at have gennemlyttet albummet en håndfuld gange må jeg erkende, at min oplevelse er præcis den modsatte. Der bliver febrilsk hevet og skubbet på alle maskineriets håndtag uden tanke på hverken retning eller variation. Riffene er enormt monotone, og tempoet gumpetungt som bare fanden. Bayer gør isoleret set et udmærket stykke arbejde bag trommerne, men rytmesektionen som helhed er for uorganisk og aldeles uden den nødvendige tyngde.

Frustrationen forstærkes kun af, at tjekkerne helt åbenlyst godt kan spille, for det tekniske niveau er der som sådan ikke mange fingre at sætte på. Numre som ”Nightmare Paradox” og ”Heights of Your Fear” er okay-ish, og den instrumentale ”Catalepsy” kunne man tilnærmelsesvis have mistænkt for at være noget fra bunken, hvis Death havde samlet et overskudslager fra overskudslageret fra The Sound of Perseverance. ”The Pallor of Detest” har noget okay(-ish!) guitararbejde, men det er de helt små halmstrå, jeg griber ud efter her. Meget symbolsk slutter pladen med ”Blessed, Blessed Oblivion”, et underligt upbeat nummer, hvis indhold ikke flugter med den nedslående titel, og efter 32 strabadserende minutter er vi således nået i mål. ’Jo-jo, det gled da ned’, som min salig far for mange år siden udtalte, da jeg debuterede med tarteletfyld til familiens påskefrokost. ’Men sat’me ikk’ møj mere end det.’

Det tynde tjekkiske øl

Stod jeg i en tilfældig baggård og hørte Darkened Devotion som baggrundsmusik til en skridtvarm Harboe Classic og en containerbrand, ville jeg formentlig tænke, at der trods alt var værre måder at bruge en tirsdag formiddag på. Men mere pænt er der heller ikke at sige om Pandemias seneste udspil, der er et aldeles harmløst bekendtskab. Et album, der er svært at holde af, hvis man vel at mærke godt kan lide dødsmetal, der demonstrerer bare lidt mere end et mindstemål af snert og begejstring for håndværket.