Kontrolleret kaos eller dårligt design?

Katagory V er et progressivt metalband, der har eksisteret siden 1999, hvilket teknisk set gør dem til veteraner. Hjemmehørende i Utah har kvintetten gennemgået flere udskiftninger end et amatørteater i provinsen, men mirakuløst nok er tre af de oprindelige medlemmer stadig med ombord: Dustin Mitchell på bas, Matt Suiter på trommer og Curtis Morrell på guitar. Ifølge bandet selv trækker de på inspiration fra giganter som Fates Warning og Queensrÿche, men har også kigget til thrash- og doom-genren. Det lyder jo alt sammen godt på papiret, og med ni år siden sidste udgivelse skulle man tro, at Awaken a New Age of Chaos var blevet poleret med kirurgisk præcision. Men desværre matcher albumtitlen værkets materiale, som er et ukontrollerbart kaos af en anden dimension.

En kattepine

Katagory V forsøger sig med en bred vifte af genrer, men resultatet føles som at få bank med en guitarhals, mens nogen råber musikteori ind i øret på dig med en megafon. Der er masser af idéer, bevares, men de fleste er lige så uvelkomne som en finger i røven midt i kirkesang. Rytmeskiftene er klodsede og usammenhængende, og bandet har simpelthen så travlt med at fremvise deres evner, at man sjældent når at nyde et eneste moment. Jo, der er skygger af Queensrÿche og nogle tunge passager, der snuser til både thrash og doom, men det hele smager som en gryderet, hvor man er i tvivl om proteinet. Og så er der vokalen. Albert Rybka leverer en præstation, som mildest talt ikke er særlig behagelig. Hans forsøg på høje toner er så smertefulde, at jeg flere gange måtte tjekke, om jeg havde sat mit stoleben på kattens hale. Det er skingert, skævt og utroligt uelegant.

Når Awaken a New Age of Chaos lader guitaren tale, sænker tempoet og giver melodierne mere kærlighed, er der dog håb at spore. Albummets suverænt bedste nummer, ”Escape to Beyond”, er mere dystert og gør bedre brug af Rybkas vokal i et lavere toneleje. Intermezzoet midt i nummeret giver guitaristerne Curtis Morrell og Dan Coxey lidt velfortjent solskin efter at have været spændt bag vognen af albummets kaotiske slædetur, og de har uden tvivl begge talent. Det klæder bandet at lade strengearbejdet tale i stedet for at overdøve det med konceptuel forvirring og uinspireret vokalsvingeri. Desværre er der alt for få af disse momenter, for lige så snart man tror, man får lov til at nyde et øjeblik med kvalitet, bliver man brutalt flået videre til næste idé, næste skift, næste se-hvad-vi-kan-sekvens. Katagory V ville faktisk være langt bedre tjent med at trække vejret og dykke ned i deres doom-elementer, som ulmer med en helt anden tyngde og karakter. I stedet får vi 55 minutters højoktan-prog-kuller, hvor det meste fordufter hurtigere end en Bacardi til en Miley Cyrus-koncert. Og det er alt for lang tid, når man ikke engang kan samle fem numre med konsekvent kvalitet.

Kaos i kategori-land

Awaken a New Age of Chaos viser glimt af håb, men man finder aldrig den røde tråd. Bandet har så travlt med at vise deres færdigheder, at de glemmer at skrive sange, man rent faktisk gider høre færdig. Albert Rybkas vokal topper sit irriterende klimaks allerede midtvejs i ”Absolution Divide”, og det er kun andet nummer på skiven. Derfra er der stadig over 45 minutter tilbage med ufokuseret temposkifte og intetsigende kompositioner, og det føles sgu som at bestige Mount Everest med betonsko og motorcykelhjelm. En lang og hård rejse.