Intet pres, men…!
Jeg har efterhånden hørt metal i størstedelen af mit liv. Jeg har anmeldt over 400 udgivelser, og mine playlister bugner med over tusind numre lavet af musikere fra samtlige kontinenter – med undtagelse af Antarktis, da pingviner generelt er mere til smooth jazz. Der er bands fra Java, Fransk Polynesien, Mongoliet, Aserbajdsjan og Tanzania. Men af uransagelige årsager er der ikke ét eneste band fra Island – en ø, der ellers på alle tænkelige måder er utroligt metal. Ligeså har jeg, så vidt jeg kan se, kun anmeldt et enkelt band fra vulkanøen, nemlig Cult of Lilith. Ergo må det være på tide, at Island én gang for alle overbeviser mig om, at de altså fortjener min fulde opmærksomhed – intet pres, Skálmöld!
Vikingekapow
Skálmöld spiller ægte, ufortyndet viking metal. Altså ikke akustisk lejrbålsnonsens om Odin og Thor og ej heller melodød med vikingelyrik. Ergo skal du tænke på de fire vikinge-Bathory-udgivelser samt tage højde for en noget mere nydelig, ren og poleret produktion – dels fordi vi skriver 2023, og dels fordi det er Napalm Records, der står bag. Selvom det bestemt ikke er Skálmöld, der har opfundet den obskure nichegenre viking metal, så har de dog en kæmpe fordel, som den kære Quorthon ikke havde, nemlig det islandske sprog. Du kan iføre dig nok så meget uld og skind, mens du reciterer både Vikings og Skyrim, men du bliver aldrig mere viking end en, der rent faktisk taler det sprog, som vikingerne – formentligt – talte. Og netop sproget er bandets absolutte styrke. Tag ikke fejl, det instrumentelle fejler intet, tværtimod, men det er – ved Odin – sproget, der lige tilføjer det endelige kapow samt bidrager med et helt særligt niveau af autenticitet. Ganske vist fatter man absolut ikke en fløjtende fis af, hvad stor-thegn Björgvin Sigurðsson råber ad en, men man køber fuldstændig illusionen om, at det altså er vikinger, der tæsker løs på ens trommehinder. Min primære anke ved Ýdalir er, at lydbilledet er et nyk for poleret og pænt. Når nu der er tale om vikinger, så kunne det snildt tåle at være lidt mere råt og krigerisk. Dog er jeg kæmpe fan af de enorme Judas Priest-influerede guitarsoli, som er alle vegne på albummet – generelt kan der ikke siges nok rosende ord om guitararbejdet på det her album; det er fænomenalt. Især knuselsker jeg melodien i broerne under titelnummeret, som bare hørmer af Finland og midnatssol. Det er desværre ikke alle numre, der bidrager med lige meget, eksempelvis føles et nummer som ”Níðhöggur” overflødigt, og ligeså burde introen ”Ýr” være blevet kogt sammen med det efterfølgende nummer, ”Ýdalir”. Ser man dog bort fra disse relative petitesser, så er Skálmölds sjette værk særdeles stærkt og velfungerende – der er endda enkelte passager hist og pist, som jeg vil kalde for smukke, som den meget milde midterpassage i albummets lukker, ”Ullur”.
Velkommen om bord!
Nu er vi ved vejs ende, og spørgsmålet er så, om Skálmöld får lov at komme med på skibet, eller om de bliver efterladt tilbage ved kajen.
Ýdalir er, uden tvivl, det bedste eksempel på moderne vikingemetal, jeg har hørt siden Ereb Altors Vargtimman – ergo skal de selvfølgelig med og har derfor fået æren af at være det første islandske band til at pryde mine playlister. Så hvis man er til viking metal, men foretrækker en moderne lyd samt 80’erguitar over lejrbålsguitar, så skal man absolut sætte Ýdalir på anlægget.
