Hvad er sammenhængen mellem hvid Monster og goth-piger?

Instagram, YouTube Shorts, Facebook Reels og TikTok er alle ved at flyde over med ligegyldigt, overbrugt og absolut intetsigende indhold. Indhold, hvis eneste bidrag til verden er at sænke klodens gennemsnitlige IQ — bedre kendt under navnet brainrot. Om det er ligegyldige ranglister, åndssvage danse eller fordummende thirst traps, så er det efter min mening alt sammen med til at forringe vores kognitive evner. Gør man intet, så kunne man argumentere for, at menneskets kognitive funktioner er i fare for at uddø. En fare, som franske Warside muligvis råber op om på debuten Cognitive Extinction.

Mere kvæg, mindre Dannebrog

Med inspirationskilder som Dying Fetus og Misery Index, så kan det dog også godt være, at franskmændenes dødsmetal vil reducere dine kognitive evner på mere makaber vis.

Apropos makaber, så har Warside faktisk bedre kort på hånden, når døende fostre og dårligdomsindekser får fingeren, og Cattle Decapitation trækkes frem. “Mind Fracture” satser alt på at lægge sig et sted mellem Karma.Bloody.Karma, The Harvest Floor og Monolith of Inhumanity, hvor det bistre, grindede godstog af død forenes med noget mere kreativt, en større lyd og tydeligt mere veludviklede musikalske muskler. Og det er bestemt en godkendt satsning, omend stadig med et lidt for sikkert greb om klassisk død. Den rå muskelkraft bliver dog bestemt også spillet med på “Neurocide”, hvor godstoget frakobler bremserne, og det grindede groove leger kylling med hårnålesving og stejle skrænter. Netop denne lyd af deathgrind, der tydeligt vil og kan noget mere, men ikke glemmer genrens grundpiller, er efterhånden en mangelvare. Noget, som netop Cattle Decapitation og Misery Index med tiden lyder til at have glemt. Bevares, franskmændene gør det ikke perfekt, men “Synthetic Abyss” havde været et lille højdepunkt på Misery Index’ Rituals of Power.

Til gengæld er pladens tre sidste numre ikke højdepunkter på noget som helst. Riffet på “Visceral” er så typisk Hatesphere’sk og misbrugt af den danske scene, at samtlige nødhjælpsorganisationer og genbrugsstationer har måttet lukke for indlevering af det. Warside kan være være nok så franske, men riffet er stadig mere livsdrænende end et landsmøde i hegnssynet. En ulykke kommer dog sjældent alene, og søreme ikke om “Thirst for Rot” har et lige så træls, thrashet riff, dog nu som amerikansk rundetrunte. Titelnummeret starter egentlig ganske habilt, men halvvejs er det lige før, at lighteren skal findes frem. Ikke for at brænde hele pisset ned, men fordi store følelser, livsglæde og gruppekram deles ud med rund hånd. Det er i hvert fald sådan, jeg tolker den ekstremt malplacerede sjæler-solo og lydklippet fra en voldsomt tilskadekommen mand, som på mirakuløs vis overlevede. Med de foregående 25 minutters smågrindede tunge tæv in mente, er dette en decideret jammerlig måde at runde pladen af på.

En kreativ bøddel

Men selvom pladens sidste tredjedel er en træls omgang, der får mig til at overveje, om kreativitet også kan blive opslugt af sorte huller, så må man ikke glemme resten af Cognitive Extinction. Glimrende kreativ dødsmetal til den grindede side, der ikke er bleg for at ændre vinklen på lussingen i sidste øjeblik. Deathgrind kan ofte være en ensformig genre, men Warside har bestemt noget at tilbyde.