Nyt navn, samme band?
Trommeslager Brian Jung og forsanger Joe Flynts fra Asphalt Valentine dannede i 2022 deres nye projekt, Kissing Kaos. Debutpladen, jeg har kastet mig over, hedder To Your Limit, opkaldt efter skæring nummer fem, som må være uden dybere mening, da bandet hverken flytter på eller skubber til grænser, overhovedet. Kvartetten spiller forudsigelig kommerciel melodisk hardrock, med en lille punkvibe hist og her. På den måde virker bandet som en naturlig forlængelse af Flynts og Jungs tidligere gruppe, og man kan undres over, at gutterne har valgt at udskifte det ellers glimrende navn. Jeg forstår, at tyske Kissin’ Dynamite har opkaldt sig efter et AC/DC-nummer, men Kissing Kaos, really?
Ni udmærkede sange
Indrømmet, det var måske ikke min mest flatterende indledning, og ret skal være ret. To Your Limit er egentlig en ret god plade, og den har en charmerende debutvibe, som i grunden er temmelig sjælden nu til dags. Produktionen er lidt amatøragtig, men havde det været en demo, ville man samtidig kunne rose den for dens høje kvalitet. Selvom bandets medlemmer jo langtfra er grønne, så bidrager den lidt tynde produktion med noget uskyld, som understøtter det debutalbumudtryk, som ærlig talt er uimodståeligt.
Åbneren ”Hey Sugar” er klassisk sleazy hardrock i stil med L.A. Guns, og Joe Flynt lyder faktisk en hel del som Phil Lewis. På ”Can’t Fake Me” er førnævnte punkislæt mest tydeligt, og referencerne peger i retning af Danko Jones. Det er imidlertid den melodiske hardrock med glamundertone, som musikken bærer mest præg af. ”Heartache and Scars” er en fin iørefaldende midtempo ballade. Efter gentagne lyt er det dog ”Breakthrough”, der står klarest i hukommelsen. Med den interessante akustiske intro og de mange vokallag i omkvædet er det bare et særdeles velkomponeret stykke. På ”Chaos Inside” lyder stemmen pludselig som vores egen Mike Tramp, da han var en verdensstjerne. Albummets sidste skæring, ”Yesterday’s Kids”, kan sammenlignes med svenske Eclipse. Kissing Kaos formår således at variere deres udtryk nok til at holde spændingsniveauet intakt gennem alle ni numre, uden at det lider noget knæk undervejs.
Kort og godt
På To Your Limit bliver genren hverken udviklet eller genopfundet, men man er loyal mod en velkendt formel. Sangene er godt sat sammen, og den flade produktion er med til at få skiven til at fremstå uforfalsket, uden at det virker råt. Det at albummet kun består af ni numre, og spilletiden knap sniger sig op på 34 minutter, gør selvfølgelig produktet lettere at fordøje. Man slipper med andre ord nemmere igennem værket, hvad end man er lytter eller kunstner, og det kalder jo ikke ligefrem på et ekstra kranie i karakterbladet.
