Hard, fast and mean
 

Indtil for ganske nylig kunne man slå op på Eradikateds hjemmeside og blive mødt af sloganet ’We play thrash metal like it’s supposed to sound – hard, fast and mean’. Denne herlige imødekommenhed er dog pillet ned i forbindelse med salget og promoverigen af nyeste plade, Wiring of Violence, som rammer gaden 8. maj 2026. Pladen er nummer to i rækken for de svenske thrashere, som ved deres første udgivelse, Descendants fra 2023, høstede en svensk Grammis. Eradikated er dermed klar til at give deres bud på et thrashalbum anno 2026 – spørgsmålet er, om de kan levere den lyd, som ’den skal lyde’.

En hyldest til fordums tider

Langt hen ad vejen – ja! Lyden af thrash i original forstand bliver leveret fuldstændig som forventet, og der hersker ingen tvivl om, at 80’ernes giganter er den store inspirationskilde for Eradikated. Tempo, aggressivitet og intensitet tegner lydbilledet og bliver krydret med solid samfundskritik. Det fungerer i det store hele ganske godt og er en hyldest til fordums tider. Desværre fornyer det ingenting. Intensiteten ligger især i trommerne, der er hidsige og aggressive fra start til slut. De hurtige riffs i korte rundgange supplerer tempoet effektivt og skaber en konstant fremdrift, der sjældent giver lytteren ro. Guitararbejdet er stramt og disciplineret, og selvom det ikke bryder nye grænser, rammer det præcis den nerve, man forventer af klassisk thrash.

Der er desværre ikke helt nok bund og tyngde i vokalen. Den mangler den dybe og truende autoritet, som ofte kendetegner genrens største navne. Til gengæld har den en mere underspillet fremstilling, som trækker tydelige tråde til punkens verden. Og netop punkens samfundskritik har Eradikated taget til sig. Fra pladens intro, ”And on the Economy”, bliver tonen slået an: En kaotisk nyhedsstrøm af død og ødelæggelse vælter ind over lytteren og sætter scenen for albummets tematikker. Det er en effektiv åbning, der føles som at blive kastet direkte ind i den moderne verdens konstante informationsbombardement og den desperation, der følger med.

Musikken, der rammer en efter denne intro, er ligeledes et kontant bombardement, hvor tempoet er skruet helt i vejret. Man finder dog mere groovy passager i numrene ”Again I Rise” og ”Confession – Obsession”, som tjener som et fint afbræk. Pladen slutter med endnu en nyhedsoplæsning af samfundets værste historier samt trivielle og ligegyldige nyheder om katte, hvormed nyhedernes fokus på samfundets bagateller bliver udstillet. Al støjen imellem de to nyhedsindslag, ”And on the Economy” og ”And Cats!”, har været hæsblæsende samfundskritik. Erakdikated har valgt at kalde denne kritik for Wiring of Violence.

Og ikke mere end det …  

Efter endt gennemlytning står man med en fornemmelse af, at der mangler et sidste lag for at løfte pladen fra solid til mindeværdig. Sangene flyder til tider en smule sammen i deres insisteren på tempo og aggression, og man kunne godt have ønsket sig flere markante hooks eller variationer, der for alvor satte sig fast. Når det er sagt, så er det svært at sætte en finger på håndværket. Det er energisk og tydeligt drevet af en kærlighed til genren. Eradikated rammer altså plet, når det gælder attituden og energien, men holder sig i høj grad inden for de trygge rammer. Det er thrash metal, som den ’skal’ lyde, men måske også lidt for meget, som den altid har lydt. For nogle vil det være hele pointen, for andre en begrænsning.

Alt i alt er Wiring of Violence ikke en plade, der genopfinder thrash metal – men det er heller ikke dens ambition. Eradikated leverer en kompromisløs og energifyldt udgivelse, der står solidt plantet i genrens rødder. For fans af klassisk thrash er det her en pålidelig og veludført omgang, om end udført efter en lidt traditionsbunden opskrift.