Opvisning og hyggestunder fra en karantænetid
Vi spoler lige tiden halvandet års tid tilbage…
7. februar 2020 udgav Sepultura deres femtende studiealbum, Quadra. Albummet var ikke bare ualmindeligt godt og høstede store roser verden over; det var faktisk også noget af det bedste, som det ofte så kritiserede band har præsteret i mange år. Derfor var timingen af den verdensomspændende coronavirus utroligt uheldig. Andreas Kisser og hans kumpaner havde alle skyts kørt i stilling til en omfattende turne, som på linje med alt andet i de måneder måtte aflyses og udskydes på ubestemt tid. Og hvad skal man så stille op?
“Hey, skal vi ikke ringe og jamme med vores venner?”
I stedet for bare at sidde på deres flade bagdele og trille tommelfingre fik den hårdtslående kvartet en ide: legeaftaler med alle de venner, der også sidder derhjemme og kukkelurer. Når nu hele verden var lukket ned og kun var tilgængelig via Teams, Zoom og andre online medier, hvorfor så ikke mødes på nettet og jamme gamle numre med gamle venner? Som sagt, så gjort. Fra hver deres stue foran hver deres webcam mødtes de fire medlemmer med en gæstestjerne og gav den gas. Al hyggen er blevet til albummet Sepulquarta, men er det virkelig værd at bruge tid på, spørger man så sig selv. Ja, det er det faktisk. Bevares, man kender numrene, og lyden er selvfølgelig ikke voldsomt god, når den kommer fra fem forskellige dagligstuer og skal samles et helt sjette sted via en netforbindelse. Men trods vanskelige forudsætninger har Conrado Ruther gjort det yderst fornuftigt bag lydpulten. Og her opstår også noget rigtig interessant: Når lyden er så nøgen og ægte, som den unægteligt bliver på en plade som denne, høres det virkeligt, hvor ulækkert dygtige Sepultura er. Og det gælder især trommeslager Eloy Casagrande. Lyt bare til “Territory”, hvor David Ellefson spiller med, “Vandals Nest” med Alex Skolnick og “Inner Self” med Phil Rind. Det er grydebankeri i verdensklasse!
Udover de nævnte numre skal “Slave New World” med Matt Heafy samt “Mask” med Devin Townsend også nævnes som to af de bedre numre på pladen. Men det er i særdeleshed afslutteren fra Quadra, det forrygende “Fear, Pain, Chaos, Suffering”, der bliver ekstra sublimt med skønne Emmily Barretos kyndige gæsteoptræden. Hun og Derrick Green må hjertens gerne synge duet igen en anden gang, hvis det står til mig.
Passioneret karantænehygge
Sepulquarta er selvfølgelig ikke et “rigtigt” album, men man må alligevel tage hatten af for den gode ide samt hylde Sepultura for et resultat, der er langt mere velspillet og interessant end forventet. Er man ikke synderligt vild med Sepultura, kan man godt springe albummet over, da det næppe vil fænge, mens fans af gruppen som minimum bør give det et lyt eller to. Forvent ikke det vildeste – bortset fra trommespillet – men læn dig tilbage i favoritstolen med en kold leisner og nyd en vellykket omgang legestue med Sepultura & Co.
