Vakse ved havelågen … eller?
Heimdal, guden der efter sigende kunne se græsset gro og høre ulden på et får vokse. Asen med de ni mødre, hvis fornemmeste tjans det var at bevogte Bifrostbroen og blæse af fulde lungers kraft i gjallarhornet ved Ragnarok. Det var ham, som dræbte Loke ved verdens undergang, og den sidste af guderne, der døde. Så nok var hans skæbne beseglet, men uanset må man alligevel erkende, at det var vigtigt, at han var på vagt. Tyske Heimdalls Wacht har siden 2004 udgivet den ene plade efter den anden, ofte med lange og besværlige titler. Sphärenschänder: Echoes of an Old Belief – Part I er deres syvende udgivelse. Med den titel er det ikke utænkeligt, at man som lytter kan ende med at sidde tilbage med en følelse af at mangle et klimaks. Men lad os da undersøge, om værket her ender så antiklimatisk, som man kunne gisne.
Bundesliga-black
Stilistisk er det ret svært at finde den helt rette kasse at smide Heimdalls Wacht ned i. Her er elementer af klassisk tysk pagan-black, men elementer fra den svenske melo-black trænger nu også ned i materien. Ligeså er her masser af viking metal, som ankommer hånd i hanke med Gorgoroth’et bølleblack. Nu og da glider vi over i noget atmosfærisk, nærmest post-black. Dette skyldes dog mest clean-vokalen, der nærmest har noget Alcest over sig til tider. Det er mest tydeligt på ”Flammen der Erwaches” og ”Flight Eternal – Der Flug über das Nirgendmeer”. Ergo er Sphärenschänder: Echoes of an Old Belief – Part I en forholdsvis varieret sag. Egentlig minder Heimdalls Wacht mig om en blanding af Asenheim og også Gràb, da de benytter sig af de samme dramatiske, grynede folk-symfonier som de to.
Der er tre ting, der virkelig trækker værket ned. Den ene er den papirstynde produktion, som er helt utrolig lav. Selv hvis man skruer op på maksimum volumen, så sidder man stadig og føler sig som Fru Møhge uden sit hørerør. Det andet problem, er at der igennem albummet skiftes mellem at synge på tysk og engelsk. Når der synges på tysk, fungerer det perfekt. Når der synges på engelsk … ja, så er det lidt som at høre nazisterne fra ’Allo ’Allo. Det er ikke kønt og ikke på den der trve-black-måde. Det er ikke kønt, fordi det lyder så umådeligt kluntet. Især slutningen af ”Flammen der Erwaches”, hvor der bliver råbt en længere deklaration om, at der skal tændes en ild, der vil fjerne de falske, og jeg skal komme efter dig. Dette gøres meget højt og meget tydeligt, og på et jammerligt Bundesliga-engelsk. Det tredje problem er, at gruppen heller ikke er de stærkeste sangskrivere.
Det mærkes især på de sidste fire-fem numre, som alle svinger fra middelmådigt til totalt ligegyldigt – nå ja, et enkelt er også decideret tåkrummende. Her taler jeg om lukkeren, ”Forlorn”, en ligegyldig kombination af korsang, blæsevejr og lejrbålsguitar akkompagneret med lyrikken ”We have forsaken our gods, the Heaven is coming closer”. Selv som glødende antiteist er det der sgu for fesent og tyndt. At det så også leveres på gebrokkent tysk-engelsk hjælper bestemt ikke.
Næppe ventetiden værd
Sphärenschänder: Echoes of an Old Belief – Part I er afgjort en antiklimatisk størrelse. Ikke fordi man sidder og ved, at der kommer en reel slutning senere, men fordi albummet egentlig begynder udmærket. Men desværre går der ikke længe, før gruppen snubler over egne ambitioner og drømme og lander pladask i offermosen – med hovedet først. Jeg må derfor erkende, at jeg ikke rigtig tror, jeg orker at vente på Sphärenschänder: Echoes of an Old Belief – Part II, for jeg tvivler på, at det vil være ventetiden værd.
