Mafiaen er måske storkunde
Hvor jeg arbejder, bearbejder vi forskellige kompositmaterialer, som vi også selv fremstiller ved at imprægnere eksempelvis bomuldsvæv med forskellige kemiske blandinger kaldet resiner. Når imprægneringen er færdig, bliver udstyret anvendt til blanding af disse resiner renset i et ludkar, hvor resinen opløses. Lud kan dog opløse mangt og meget. For at lave sæbe eller gelatine opløser man eksempelvis heste, grise, køer og får, og skulle man være så uheldig selv at falde i, ja, så er der nok kun dine sølvplomber og porcelænskroner tilbage. I den forstand kunne man nemt forestille sig, at Imperious Mortality ganske enkelt refererer til et ludkar med titlen på deres debutplade Abyss of Uncreation.
Gode, gedigne grusomheder
Til sådan en industrialiseret udgave af den blå tønde, Jeffrey Dahmer havde i soveværelset, giver det selvfølgelig kun mening, at Imperious Mortality har holdt nogenlunde fast ved den brutale dødsmetal, vi stiftede bekendtskab med på ep'en Realm of Mortal Decay.
I forhold til ep'en er Abyss of Uncreation dog en noget mere kreativ sag. “Beyond Realms of Obscurity” åbner med et par forsigtige kig ned i dissonansens mørke, hvor især breakdownet på “Captial of Ville Profanity” gladeligt tager springet ned i det ubehagelige dyb. “Dehumanizing Metamorphosis” formår dog at ramme et noget nær perfekt krydsfelt af dissonans og brutalitet. Ikke nok med at riffene saver let gennem torsoen, og groovet kommer som en hammer mod kraniet, skævheden i det hele får det til at lyde så perverst, som var det Ed Gein, der komponerede dødsmetal. Det er virkelig solidt, tungt og ubehageligt. At hele pladen så som minimum også lader døren stå på klem over for det dissonante, giver præcis det gys og myrekryb, som mange brutale dødsmetalbands rammer i introen, men derefter lader gå tabt i flishuggeren.
Samtidig har Abyss of Uncreation også en noget mere old school lyd, der bestemt ikke gør sagen ringere. Molested Divinity er stadig en tydelig inspiration, men i stedet for at give en valgfri gud eller gudinde den samme brutale tur i kanen, så får overgrebene, specielt på pladens anden halvdel, klang af USA før årtusindskiftet. “Invoking of Ancient Evil” har det herligt grove stubfræser-i-ansigtet-Devourment-groove, hvor “Degenerated From Sovereign” kigger længere tilbage og kører med et par lækre, helt klassiske Cannibal Corpse øksehug-riffs. Til hele herligheden har Imperious Mortality også valgt at gå med den brutale døds velkendte lidt skrabede produktion. Men i stedet for at gøre som eksempelvis Devourments Molesting the Decapitated og mudre det hele sammen, så er der plads på Abyss of Uncreation, plads til hele vokalens gurglende bundtrawl og instrumenternes sygelige dans mellem brutalitet og dissonans. Lyder det som en million? Nej, men det skal det så sandelig heller ikke, når man trækkes ned i intethedens dyb.
En form for intethed kan man også kalde det eneste nævneværdige minus ved Abyss of Uncreation. Nu hvor Abyss of Uncreation netop er en plade, der kan bære en dyster og ubehagelig intro, så er det grusomt irriterende, at “Awakening of Dormant Legions” bare er to minutters frygteligt gennemsnitligt groove, der aldrig har fattet en meter af det med, at introen er pladens hypeman. Halvandet minuts dyster og ildevarslende lydklip om jordens undergang havde været perfekt, og selvom toeren altid er dårlig, så skal der vel være plads til forbedringer.
Det skal lyde farligt
En intro til arkivering i makulatoren ændrer dog ikke på, at Imperious Mortality har forbedret sig gevaldigt på de tre år, der er gået, siden vi her på sitet sidst hørte fra bandet. Abyss of Uncreation gør sig rigtig godt i sin dissonant inspirerede brutale død. Man er aldrig et sekund i tvivl om, at pladen har til hensigt at leve op til sin titel og trække dig ned i afgrunden, og samtidig gøre turen så modbydelig og grusom som muligt. Det er grimt, grumt, tungt og solidt.
