Sepulturas svanesang
Sepultura er på vej til at blive 'ik’-mer-nu-ra'. De er allerede godt i gang med deres kombinerede 40-års fødselsdags- og afslutningstour. På vores breddegrader har Copenhell hyret dem til årets udgave af festivalen, hvorfor det er tid til at komme ud af busken, hvis du endnu mangler dem på din koncert-bucket-liste.
Samtidig med at bandet sætter punktum i livemæssig sammenhæng, udgiver de The Cloud of Unknowing, en fire numre lang EP som den endelige afslutning på den front. Det giver i og for sig god mening, da deres seneste reelle udgivelse, den fremragende Quadra ligger mere end seks år tilbage. Men det giver også noget at leve op til. For selvom Sepulturas kvalitet har været svingende, siden Cavalera-brødrene gik hver til sit for flere årtier og udgivelser siden, er Quedra svær at følge op på – oveni at skulle afrunde hele historikken. To af numrene er allerede udsendt som singler, én mindre fuldtræffer og et klart fejlskud til følge, hvilket giver bange anelser for finalen som sådan.
En grim ælling eller en smuk svane?
Det er i og for sig en ganske umulig mission, Sepultura har begivet sig ud på. Hvordan skal de som band kunne sætte punktum for 40 år og mindst fire skelsættende udgivelser i thrashens tegn? Og ovenikøbet med en kort EP? Bandet selv lægger ikke fingre imellem ambitionen om at runde af, kigge tilbage på årene og sætte det sidste punktum. Strukturelt virker det, som om opbygningen fra Quedra forsøges gentaget med fire temaer, der indrammer udgivelsen. Der er ét nummer med rendyrket thrash, ét eksperimenterende, ét i regnskovs-rytmisk tribal-thrash og ét i en mere melodiøs indpakning.
”All Souls Rising” lægger ud med dyb desperation i ren thrash, tempo og tone, hvor Derrick Green viser sig fra sin stærke side vokalmæssigt. Han er noget af et kraftcenter og virker langt fra at være færdig som (gård)sanger. Det kan strofen ’Said the future is not our end ’ i ”Beyond the Dream” måske også antyde. Bandet har selv udtrykt, at de længe har ønsket at afprøve at skrive melodiske ballader, hvilket kommer til udtryk netop her. Men det skal de lade være med. Slut. Intentionen med at slå en storladen, patosfyldt knude på karrieren falder helt til jorden i et tåkrummende banalt nummer med floskelfuldendt tekst og fantasiløs melodi. Det eneste, der er værd at tage med derfra, er Andreas Kissers fine solo. Det vil sige: Hvis det kan anses som god kvalitet, at den simple melodi hjemsøger én efter endt lytning, kan det jo nok noget. På lige fod med hæderkronede ”Pas på den knaldrøde gummibåd”, ”Blue (Da Ba Dee)” og ”For evigt”.
Til gengæld er såvel ”The Place” og ”Sacred Books” gode eksempler på den groovy og tunge metal, som Sepultura er kendt for. Den første i en rytmisk stil, der peger tilbage mod tiden omkring Chaos A.D. og Roots med noget af den galopperende nødvendighed fra fordoms storhed, og den sidste overrasker med fremragende flygelsupplement, snublende trommer oveni den lidt kornede distortion og bas, som Sepultura altid har budt på. Det fungerer. Sådan da. For alligevel sidder jeg hele tiden med fornemmelsen af at have fået et let udvandet og unødvendigt produkt. Det er hørt bedre, større, med mere integritet. Såvel dengang, hvor de var genredefinerende, som for ganske nylig.
Det må være en gås
Den umulige mission viste sig at være umulig, og The Cloud of Unknowing ender måske mest med at være en selvopfyldende profeti. Det er uklart, hvad Sepultura rent faktisk gerne vil med udgivelsen. Bevares, tre af fire numre er et dacapo værd, men ingen af skæringerne bør kunne komme med på top 20 hos fans af bandet, uanset om primærpræferencen er 90'er-thrash, regnskovs-groove eller senere bedrifter. Og så er der det ene nummer, hvis påtagne svulstighed føles som en klæg konfirmationskomponeret kage.
Det er ikke en katastrofe, men det er så sandelig heller ikke godt. At mægtige Sepultura vælger at slutte karrieren med denne udgivelse, virker hvis ikke tragikomisk, så bare helt ligegyldigt. For mig vil Quedra være den rigtige, værdige afslutning.
