Et halvt århundrede

Året er 1974. London Tower rammes af en bombe, og freden bliver truet. Samtidig tiltrådte Helmut Schmidt som tysk forbundskansler, mens den amerikanske præsident Richard Nixon blev pålagt at aflevere 64 båndoptagelser i forbindelse med Watergate-skandalen. Disse begivenheder prydede utallige forsider og solgte flere aviser, end der var rotter på gaderne i London. Samme år gik det dengang ukendte band Judas Priest i studiet med producer Rodger Bain, og indspillede deres debutalbum Rocka Rolla, som ”fortjent” ikke formåede at sælge mange eksemplarer. Pladen blev et kommercielt flop, og ifølge bandet skyldtes det primært tekniske problemer under indspilningen. Judas Priest forsøgte sig dog igen i 1976 med Sad Wings of Destiny, inden de af økonomiske årsager valgte at skifte pladeselskab, og albummet regnes den dag i dag af mange, som værende en af de mest indflydelsesrige heavy metal-udgivelser til dato. Nu spoler vi tiden et halvt århundrede frem, hvor Priest er klar med deres nittende album Invincible Shield. Det er en enestående præstation at have bidraget til heavy-metal scenen gennem dens lange udvikling, men tiden har også sat sit præg. Det ældste medlem Glenn Tipton har rundet de 76 år, og for at styrke fremtiden og deres live-optrædener, valgte bandet derfor at tilknytte Andy Sneap som både turnémedlem og producer – og det har vist sig at være en yderst vellykket beslutning.

Klassisk heavy metal i en ny indpakning

For seks år siden anmeldte vi Firepower, og kvitterede med syv kranier. Albummet viste sig dog at have længere levetid, end vi oprindeligt havde forventet. Derfor var store dele af redaktionen også spændte på, om Invincible Shield ville følge i samme fodspor. Modtagelsen af albummet har dog været ret blandet. Invincible Shield viser sig nemlig at være en ekstremt moderne metaludgivelse på godt og ondt. Produktionen er yderst ren og steril, hvilket givetvis er afgørende for, hvorvidt albummet falder i ens smag eller ej. Hvis man har fulgt Priest igennem tiderne (muligvis fra barnsben), vil lyden føles komprimeret og uden stor dybde. På den anden side er produktionen ekstrem skarp, og mange bands fra 2024 kunne drage stor fordel af at lytte til, hvordan Andy Sneap har mixet albummet. Meget af æren skal tilfalde Richie Faulkner og Andy Sneap, der begge på hver deres måde har været med til at genoplive Priest efter det højt kritiserede album Nostradamus (2008), som mange frygtede ville markerede enden på det britiske band.

Invincible Shield er en vellykket blanding af hurtige og midt-tempo sange. Pladen åbner med singlen ”Panic Attack”, der er aldeles glimrende. Med 80’er inspirerede synths og trommer, og et stærkt riff introduceres vi til Halfords stemme, der lyder fantastisk på hele albummet. Hans præstation er imponerende, især når man tænker på, at han har rundet de 72 år. ”Panic Attack” har klart potentiale til at blive en klassiker i briternes moderne diskografi og åbner albummet med et brag. Titelnummeret ”Invincible Shield” er også spændende, især på guitar-og-trommefronten. Efter en lidt for lang opbygningsfase får vi et yderst fængende og klassisk omkvæd, hvor Halfords vokal skifter mellem at være bidsk og snerrende. Dette bliver flot suppleret i verset, hvor vi derimod får høje toner og korarrangementer fra Halford og Sneap. Midt på albummet dukker ”Gates of Hell” op; et fantastisk midt-tempo guitarnummer, der viser Richie Faulkners talent. Den instrumentale indledning er fantasifuld og ivrig, og nummeret afsluttes med pladens bedste guitarsolo, hvor de progressive aspekter for alvor får lov til at udfolde sig. Sidst men ikke mindst, vil jeg fremhæve ”Escape From Reality”, som er et af pladens tungeste numre. Her er bassen i fokus, og Ian Hill demonstrerer, hvorfor den firestrengedes vigtighed ikke skal undervurderes.

Invincible Shield slipper dog ikke helt uden fyldnumre, og har desuden nogle spøjse øjeblikke gemt under overfladen. Omkvædet i ”The Serpent & The King” virker tvunget, og falder ikke naturligt på plads. Lyrikken ofrer melodi for at passe ind i den akavede tekst, hvilket gør, at den bliver kåret til albummets dårlige omkvæd. Næstsidste nummer ”Sons of Thunder” virker desuden malplaceret på skiven, og ville have passet bedre på Firepower, hvis lyd er en kende tungere. Nummeret slutter ret brat, og kunne sagtens være inkorporeret bedre. Derudover føles det som en forseelse, at man kun har valgt at inkludere nummeret ”The Lodger” på deluxe-versionen. Det er et af albummets bedste numre, og det undrer og irriterer mig, at det er blevet nedprioriteret på denne måde.

På med skjold og briller

Endnu engang har Halford og co. leveret en stærk skive, der absolut tager kampen op imod de seneste udgivelser Firepower og Redeemer of Souls. Invincible Shield byder på adskillige højdepunkter, herunder ”Panic Attack”, ”Gates of Hell” og titelnummeret ”Invincible Shield”, og formår at holde lytteren engageret hele vejen igennem. Priest udmærker sig klart bedst, når de holder et højt tempo, og derfor kan ballade ”Crown of Horns” sagtens skippes. Jeg anbefaler desuden kraftigt at lytte til deluxe-versionen, hvor man finder ”The Lodger”, der gemmer sig som en genert skildpadde i sit skjold. Bliver Invincible Shield det sidste Priest album nogensinde? Måske. Men hvis det skulle være skæbnen, kan Birmingham-bandet være stolte af deres sidste indsats.

Denne anmeldelse er baseret på deluxe-versionen af albummet, som inkluderer numrene; ”Fight For Your Life”, ”Vicious Circle” og ”The Lodger”.