Mill

Første navn på plakaten var aalborgensiske Mill. Bandet spiller en form for eksperimentel black metal, så naturligvis måtte der – næsten – ikke være noget lys på scenen. Når man vælger at optræde i bælgravende mørke, stiller det store krav til bandet: Man skal som minimum levere virkelig god musik eller have en blændende karisma. Her halter Mill desværre på begge fronter. Selvom musikken uden tvivl havde sine højdepunkter, blev seancen temmelig monoton, og det lød mest af alt, som om kvintetten stadig stod i øvelokalet. Der var småfejl hist og her, og bandet kom aldrig ud over scenekanten. Faktisk virkede de meget usikre, og især bassisten stod utrolig stille. Sikke en skam. Guitarist Marie Bendtsen skal dog have credit for at interagere en smule med folket, og Tobias Aske Nielsen leverede en solid indsats bag trommerne. Som aftenen skred frem, blev koncerten da også bedre, og da vi nåede ”Spoils of Prometheus” samt allersidste nummer, svingede det egentlig meget godt. Det var bare ærgerligt, at det tog tre kvarter at nå dertil.

5/10

Cabal

Hvad Mill manglede, flashede Cabal med det samme. Klokken lidt over 21 indtog københavnerne scenen og gav sig selvsikkert i kast med første nummer. Gulvet nærmest rystede af de tunge toner, og publikum kunne ikke stå stille. Hele forreste række var i hastig bevægelse, og Cabal nød tydeligvis synet. Bandet udstrålede oprigtig glæde – også selvom de skal forestille at være sure! Sættet var gennemøvet til punkt og prikke, og der er i det hele taget ikke meget at udsætte på drengenes okkulte deathcore. 

De karakteristiske sorte kutter var denne gang skrottet til fordel for en mere casual beklædning – det vil sige T-shirts og jeans. Alligevel formåede bandet at opretholde deres stærke visuelle udtryk: Cabal-logoet var overalt på scenen, stroboskoplyset kørte på højtryk, og drengenes bevægelser var temmelig koordinerede. Det er tydeligt, at bandet efterhånden har spillet en del koncerter, for de ved præcis, hvad deres næste move er.

Under anden sidste sang fik vi noget, som kunne have været fantastisk: en gæstevokal fra MØLs Kim Sternkopf. Desværre virkede seancen lidt forhastet, og pludselig var Sternkopf væk igen. Indslaget bidrog ikke med andet end en smule forvirring og en tam følelse – øv. Markant bedre gik det dog med sættets sidste sang, den knusende ”False Light”. Riffene blev leveret med overbevisende præcision, energiniveauet var højt, og frontmand Andreas havde publikum i sin hule hånd. Cabal viste international klasse – dem kan vi altså godt være stolte af.  

8/10

Møl

Det er ikke til at overse MØL. Bandet svømmer i succes fra både ind- og udland, og deres første album, JORD, tog metalverdenen med storm. Har man hørt bare en smule med MØL, forstår man begejstringen. Drengene formår at blande det skønne og det grimme, og liveoverleveringen er – næsten – altid lige i skabet. Dette var i hvert fald tilfældet lørdag aften i Aalborg.

Ensemblet lagde ud med den potente ”Storm”, hvorefter ”Vakuum” for alvor satte gang i festen. De støjende toner fik folket i bevægelse, og under ”Ligament” startede en moshpit, der ikke sluttede, før MØL trådte af scenen tre kvarter senere! Folk var i den grad klar til at feste med MØL.

Det viste sig hurtigt, at MØL også var klar til at feste med os. Bandet har en virkelig stærk frontmand i Sternkopf, der ikke bare er musikalsk overlegen, men også karismatisk og dragende. Når først han indtager sin powerstance – med læderstøvlen solidt plantet på monitoren og mikrofonstativet holdt i strakt arm – er der intet, der kan røre ham. Selvsikkerheden stråler ud af ham, og det smitter af på publikum. Flere gange hoppede han desuden ned på gulvet og sang blandt de fremmødte, og lige så ofte sendte han en skål eller en lille tak af sted.

Blandt højdepunkterne var den hurtige ”Penumbra”, hvorefter intensiteten desværre dalede en smule. Et nummer eller to bed sig ikke rigtig fast, men da vi ramte ”Bruma”, var alt ved det gamle: Den atmosfæriske intro fik folk til at lukke øjnene og nyde øjeblikket, hvorefter helvede brød løs. Energiudladningen var enorm, og røgmaskinerne pumpede løs – faktisk så meget, at da tonerne af sidste nummer ”Jord” ebbede ud, kunne man svagt høre en hvinende røgalarm. Hov. Nu var det vist tid til at tage hjem. 

8/10