Photos by Emilie Dybdal
Photos by Emilie Dybdal

Prime is Coming

Skråen, Aalborg

Prime Collective ved, hvad der rører sig. Det beviste de endnu en gang, da de lørdag aften bød på Aalborg-versionen af den nu landsdækkende Prime is Coming-turné. Ti aspirerende rock- og metalbands var presset sammen på plakaten, og hver havde de 20 minutter til at vise, hvad de dur til! Det blev til en højspændt aften i den gode sags tjeneste – overskuddet gik nemlig til Børnecancerfonden.

Sons of Death Valley

Sons of Death Valley

Første stop på dagens tour de force gennem dansk rock og metal var ingen ringere end Sons of Death Valley. På en scene, der var lige så stor som en dørmåtte, krympede bandet sig sammen, og klokken 20:00 skød de gang i ”Cutter Throat”. Trods hårde odds – få publikummer og en temmelig skidt lyd – formåede Sønnerne at spille en glimrende koncert. Energiniveauet var faretruende højt, drengene spillede tight, og der var god plads til humor og interaktion med forreste række. Den karismatiske frontmand både smed sig på gulvet og lod publikum synge i mikrofonen, hvilket bidrog til den intense stemning. Bandets kække blanding af hardcore, rock ’n’ roll og western gik lige i blodet, og det var svært ikke at rocke med. Kun få øjeblikke dalede niveauet, men især ”Fight Song” og ”Path of the Righteous” viste, at Sons of Death Valley er et rigtigt stærkt liveband. Deres lyd passer perfekt til en lille og intim scene, hvor man kan fornemme hvert enkelt strøg på guitaren og se hver enkelt svedperle på de hårdtarbejdende herrer.

8/10

I’ll Be Damned

I’ll Be Damned

Hastigt drog vi mod den store scene for at overvære rockdrengene I’ll Be Damned. Publikumsfremmødet var stadig ikke værd at prale af – og sikke en skam. Den store sal på Skråen var pinlig tom! Måske var det netop derfor, at aarhusianernes første to-tre numre aldrig rigtigt fængede. Selvom bandet spillede upåklageligt, manglede der simpelthen noget energi og pingpong mellem scene og gulv. Den indlevende forsanger Stig Gamborg forsøgte ivrigt at skabe en fest, men vi skulle helt hen til anden halvdel af sættet, før der skete noget. Flere folk var kommet til, og med ét var stemningen vendt. Bandets habile hard rock havde fået grebet om publikum, og frontmand Gamborg skruede en tand op for energien. Lad dig ikke snyde af den nydelige herre i skjorte og slips; han ter sig som en tegnefilmsfigur og synger ganske råt. Dynamikken mellem bandets medlemmer var god, og med hittet ”Fever” satte de et pænt punktum for en koncert, der havde lidt startvanskeligheder.

7/10

Unseen Faith

Unseen Faith

Så skulle vi i det tunge hjørne sammen med deathcore-ensemblet Unseen Faith. Klokken 21 sharp lød de båndede introtoner af ”Dystopia”, og så var der ellers dømt fuldt smadder. De umiskendelige djent-guitarer bragede ud i salen, og kort efter fulgte Alexander Eriksens imponerende vokal trop. Eriksen lyder fantastisk på plade – og han lyder endnu bedre live. Hans dybe brøl sad ganske enkelt lige i skabet, og de rungede helt inde i ribbenene. Sammenflettet med bandets sans for melodi og atmosfære leverede drengene et bundsolidt lydbillede. Dog blev optrædenen besværet af en halvdårlig lydkvalitet på den lille scene, og det skrællede desværre toppen af oplevelsen. Heldigvis påvirkede det ikke hverken energi eller engagement, og der var efterhånden godt fyldt i den sparsomme sal. Kort inde i sættet blev der skudt gang i en væg-til-væg-moshpit, og jeg tvivler på, at nogen stod stille. Bandet spillede både godt og tungt, og de har styr på den visuelle del; vi blev bombarderet med stroboskoplys. På sidste nummer deltog Cabal-sangeren Andreas Bjulver, hvilket gav en fantastisk afslutning. De to sønderknusende vokaler passer bare skidegodt sammen!

8/10

Cabal

Cabal

Cabals okkulte deathcore har fået meget ros – og med god grund. De kan noget helt særligt, de drenge. Deres musik er ikke bare tonstung og kulsort; de har også formået at skabe et æstetisk koncept, der virkelig klæder lyden. Med sorte kutter og massevis af røg indtog bandet den store scene, og de lod sig indhylle i det blodrøde skær. Allerede fra første nummer indtraf den store skuffelse dog: Vokalen druknede totalt i bandets lyd, og frontmand Bjulver lignede mest af alt en mimer. Øv. Efterhånden blev der rettet en smule op på problemet, men helt godt blev det aldrig. Kvintettens ondskabsfulde sceneshow – med et voldsomt stroboskoplys som eneste reelle lyskilde – fængede desuden ikke de gæve nordjyder, og der kom aldrig rigtig gang i publikum. Det er en skam, for bandet spillede upåklageligt, og deres sange er på internationalt niveau. Mod slutningen af sættet fik vi besøg af vokalisterne fra både Unseen Faith og møl, og det peppede trods alt showet lidt op.

6/10

Daze of June

Daze of June

Efter at vores ører var blevet revet itu af både Unseen Faith og Cabal, skulle vi nu forkæles med et skud habil metalcore. Drengene i Daze of June lagde ud i den hårde ende af deres spektrum, og publikum var allerede så småt i bevægelse. Gennem sættet på cirka 20 minutter fik vi en vandring gennem bandets dynamiske univers, der byder på alt fra growls og breakdowns til skønsang og cleans. Energien var på et pænt niveau, og bandets smil smittede af på publikum. Sikke en stemning! Dog var der lidt problemer på den auditive front: Bassen var en anelse for høj, og de to guitarer udsendte så meget feedback, at jeg tror, samtlige tilskuere nu har tinnitus! Nuvel, sammenspillet i bandet var godt, men særligt én person stjal rampelyset: Frontmand Benjamin Ganzhorn leverede en betagende vokal og vekslede ubesværet mellem sang og brøl. Enkelte numre havde ikke den helt store gennemslagskraft, men den spritnye ”June” var blandt aftenens ubestridte højdepunkter. Nummeret viser en blødere, mere rocket side af bandet, og det supermelodiske omkvæd fungerer fantastisk live.

7/10

møl

møl

Jeg har tidligere oplevet møl live, og da fik de på ingen måde publikum revet med; bandet bevæger sig i en introvert og nichepræget genre, der kan være svær at afkode for den gængse metalfan. Denne aften var en helt anden historie. De få publikummer, der var troppet op foran scenen, blev fra første sekund tryllebundet af møls splittede lyd: Det smukke og eftertænksomme møder det afskyelige og destruktive. Atmosfæren var i top, der var en vis tyngde i musikken, og frontmand Kim Song Sternkopf havde den helt rette udstråling. Med en selvsikker fremtoning og komplet indlevelse i musikken lod han sig indhylle i mørket og det – for denne aften – allestedsnærværende stroboskoplys. Som ved Cabals tidligere optræden druknede vokalen desværre ret meget, og vi fik således ikke det fulde udbytte af Sternkopfs blackgaze-udskejelser. Under ”Bruma” fik vi endnu en gæsteoptræden fra Andreas Bjulver – fin seance, men det blev efterhånden en anelse forudsigeligt med de mange gæstesangere.

8/10

Odd Palace

Odd Palace

Klokken 23:00 var vi atter tilbage i den bløde ende af skalaen, men det skulle hurtigt vise sig, at Odd Palace var mindst lige så nicheprægede og kompromisløse som møl. Bandet stod for aftenens skæve indslag, idet de hældte glad prog tilsat minitrompet og sjove lydeffekter ned i vores øregange. Herrerne leverede arrangementets mest energiske show, og der var absolut ingen ro på den lille scene. Alle var i bevægelse. Dog smittede energien ikke af på publikum før midt i sættet. Bandet nød tydeligvis at optræde, de spillede ganske tilforladeligt, og sangene fungerede ok. Desværre var hele koncerten præget af et uhæmmet kaos, og de sporadiske lydeffekter og trompetindslag bidrog ikke med ret meget – udover forvirring. Til sidst i sættet kammede det helt over, og samtlige medlemmer af Odd Palace væltede rundt på scenen. Instrumenterne fløj til højre og venstre, trommesættet skvattede nær sammen, og det er vist et mindre mirakel, at ingen brækkede noget. Desværre, Odd Palace, det blev sgu en kende uprofessionelt.

5/10

Siamese

Siamese

Så kom bossen selv i arbejdstøjet, og det var tid til Siameses letfordøjelige poprock. Fra første sekund stod det klart, at sceneshowet var nedprioriteret til fordel for et større fokus på de gode melodier og den fremtrædende violinist. Bandet leverede en solid indsats, og især trommerne fik gulvet til at skælve. Under flere sange var der lidt vokalproblemer hos forsanger Mirza Radonjica, men han charmerede sig gennem hele sættet og brillerede da også under hittet ”Ablaze”. Cirka midt i showet slap bandet ”Soul and Chemicals” løs, og det var tydeligt, at mange af de fremmødte kendte dette nummer! Ingen stod stille, samtlige munde sang med, og aftenens store fest var indtruffet. Små ti minutter senere, mens Siamese forberedte sig på at forlade scenen, blev Skråen pludselig fyldt med elektronisk musik, der nærmede sig dubstep. Umiddelbart var dette et meget malplaceret indspark, men folk lod sig rive med, og Siamese sejrede.

8/10

Daycare for Jedi

Daycare for Jedi

Klokken slog midnat, og vi fortsatte i den bløde rocks tegn. Denne gang skulle vi være i selskab med Daycare for Jedi og deres amerikaniserede poppunk. Fra start udviste bandet høj energi, og den ene gode melodi fløj af sted efter den anden. Dog formåede bandet aldrig at komme ud over den famøse scenekant, og der var ikke mange publikummer, som var med på legen. Bandets punkede islæt opfordrer til fællessang og teenageoprør, men ingen af delene fandt sted denne aften. Der manglede simpelthen en gnist. I stedet for højenergiske protester og knyttede næver blev vi trakteret med mange tekniske problemer. Ganske få numre inde i sættet forsvandt lyden fra frontmand Jens Eriks mikrofon, og fejlen blev aldrig for alvor rettet. Efter flere mislykkede forsøg på at redde situationen valgte drengene med ét nummer tilbage at smide håndklædet i ringen, og koncerten sluttede brat. Det er selvsagt svært at klandre bandet for de tekniske udfordringer, men særlig festligt blev showet altså ikke.

6/10

Aphyxion

Aphyxion

Så blev det tid til aftenens sidste og absolut mest professionelle show. De garvede herrer i Aphyxion havde lagt skolebøgerne på hylden og i stedet taget turen til Skråens store scene. Med sig havde de en flot scenografi med fine bannere, betagende lys og store røgkanoner. Alt sammen satte den helt perfekte ramme for bandet, der indtog scenen med selvsikkerhed og et fast greb om publikum. Det var tydeligt, at mange havde glædet sig til Aphyxions galskab, og fra allerførste nummer var der heftig moshing på det store gulv. Drengene kvitterede med store smil på læberne og et virkelig tight spillet sæt. Især imponerede Michael Vahls mange growls, men også de mere melodiske aspekter satte gang i festen. Ripensernes hårdtslående numre og betontykke lyd fungerer ganske enkelt fantastisk live. Til sidst fik vi hittet ”Destined to Fail”, hvis medrivende omkvæd fik hele salen i bevægelse. Kan Aphyxion overhovedet levere en dårlig koncert? Jeg tvivler.

9/10

Se det fulde billedgalleri her.

Kommentarer (2)

Martin Gjelstrup

Sønderborg

Bliver Sønderborg koncerterne også anmeldt?

Emilie Dybdal

Anmelder

Indlæg: 6

Sønderborg

Hej Martin. Nej, desværre ikke.