Et styks plot til en 80’er splattergyser, værsgo

Kristus døde efter sigende for at sone for vore synder. Og selvom Jesu død og lidelser kaldes Guds vilje, så må den gode tømrer have haft en anelse masochistiske tendenser for ikke at yde mere modstand mod denne “vilje”, end han gjorde. At kristne så har valgt at bruge strukturen, som Jesus endte hans dage på, skriger også masochistisk fetish-klub. Og Kristi genopstandelse, ja, lad os kalde det voodoo, for så har vi opsummeret titlen på franske Sublime Cadaveric Decompositions nyeste plade The Macabre Voodoo Messiah of Masochism and Fethishism.

Endnu en gang agerer erfaringen redningskrans

En så sindssyg ting som en genopstået kinky og torturlysten Messias skal selvfølgelig have et lige så sindssygt soundtrack, så franskmændenes gorede deathgrind er ganske passende.

Desværre passer The Macabre Voodoo Messiah… dog mindre til at fejre en tilbagevenden fra døden og mere til den periode af tvivl og ubeslutsomhed, som fulgte døden. Bevares åbneren “AutoSarcophagial Requiem” benytter sig flot af hele goregrindens kirurgiske værktøjskasse fra grindens hvinende rundsavsklinge til kraniet over den brutale døds breakdowns-mukkert mod brystkassen, alt imens kirurgen hvæser og skriger gennem tænder, mundbind og gasmaske. Vi skal dog ikke længere end til pladens andet nummer, før skiven begynder at stå i stampe. “Naked Before the Undertaker (The Sleeping Beauty of the Bogeymen)” driver rovdrift på et riff, der bedst kan betegnes som bonderøvs-grind. Høvl en Toyota Hilux ud over en knoldet kartoffelmark, og så passer rytmen cirka med, hvordan du bliver kastet rundt. Der er absolut intet sublimt over, at et band med Sublime Cadaveric Decompositions renomme begiver sig ud i sådanne uopfindsomheder. At “The Doomsday Procession (My Harrowing of Hell)” derefter byder på tanketom nærmest melodisk hardcore tilsat totalt tilfældige blastbeats bekræfter mig kun yderligere i, at franskmændene efter snart 30 års eksistens er ved at løbe tør for ideer. 

“My Spintria to the Psychopomps” minder os dog om, at alt ikke er helt tabt. Grindede dødsmetalliske grooves, gasmasken, der strammer alle de rigtige steder og et par blackede riffs tegner et billede af et koldt, psykotisk, men alligevel let tilbagelænet band, som bestemt ikke har glemt den mørke rådnende massegrav, som de kravlede ud af i midthalvfemserne. Netop mørket dyrkes også i stor stil på “The Doom of Ishtar (The Gagged Madonna - Immaculate in Limbo)”, hvor goregrinden perverterer den atmosfæriske brutale død fra Eximperitus til et smukt og blodigt ritualistisk BDSM-orgie til ære for de Assyriske guddomme. At Sublime Cadaveric Decomposition rammer disse interessante mørke kompositioner, lyder dog ofte til at være mere held end forstand. Nok er det da fint, at “The Fall of the Kingdom of Heaven (666 Cyprine Pearls Wept by the Sky)” også kigger mod blacken, men på resten af nummeret føler jeg mig igen hensat til førnævnte Toyota Hilux, hvor marken bare er frosset til. Nok er genbrug moderne, men alt med måde. Der er ingen, som har brug for Dying Fetus grind i vild slåskamp med Coldworker på “The Smoke From the Purgatorial Crematorium” kopieret over på “The Crowning Glory of Lucifer (The Chronicles of the March to Pandemonium)”. Og slet ikke når denne slåskamp agerer udgangspunkt for langt størstedelen af, hvad der foregår på pladen. Det er ikke dårligt, men Jesus, hvor er det dovent.

De var bedre uden lyrik

Skal man være bundærlig, så er der ikke rigtig nogen grund til, at Sublime Cadaveric Decomposition skulle udgive The Macabre Voodoo Messiah of Masochism and Fethishism. På trods af et par glimrende lyspunkter af kulsort gore, groove og andre grusomheder, så er det er en gennemsnitlig, plade, der mest af alt lyder som en fortyndet udgave af fortiden. Men mangler du 40 minutters grindende vanvid, så synes jeg bestemt, du skal give dig i kast med noget perverst fransk Kink-Christ kirugi.