Hey, må jeg skrive af efter dig?

Patchwork er et ret så ubeskrevet blad fra Illinois, der med 15 år og kun én tidligere udgivelse på bagen næppe bliver til hverken hel- eller deltidsbeskæftigelse for medlemmerne. Måske skyldes den sparsommelige produktivitet en mangel på originale indfald? Men hvad gør man så, når man som band gerne vil spille 80’er-thrash, men mangler det kreative gen? Man planker da bare, hvad der fungerede dengang! Med et veritabelt tag-selv-bord af fordums musikalske lækkerier lurer ubeslutsomheden dog lige om hjørnet, så hvorfor lade sig begrænse? Lyder det så mest som Metallica, Megadeth, Slayer eller Anthrax?

Ja, bare lav lidt om på det, så det ikke kan ses

Svaret er: Ja. Musikken har så lidt originalitet, at en gennemlytning snarere tilskynder en omgang plagiatbingo end reelle forsøg på fordybelse. Vi skal da heller ikke mere end et par numre ind, før der er fuld plade, og alle fra ‘The Big Four’ er repræsenteret. Man behøver blot lytte til singlen “Fallout”, og så er købmandskurven så godt som i hus, ingen grund til at ryste posen. Desværre udløser bingo ikke en tidlig afslutning på bekendtskabet med disse kopister. Næ nej, hele 12 numre skal vi slæbes igennem, før kopimaskinen er færdig. Riffs og hele segmenter minder med deres ublu lighed med ikoniske klassikere konstant lytteren om, at der er bedre ting at udsætte ørerne for. Vokalen er et helt kapitel for sig. Forsanger Heith Gruner vil allerhelst lyde som James Hetfield, men ender alligevel hist og her med at snuble ind på Tom Arayas territorium. Ingen af delene slipper han dog synderlig godt fra, og hans pinagtige levering af de tåkrummende tekster er grænsende til det utålelige. 

Jeg kan ikke finde meget godt at sige om Patchwork, men jeg anerkender, at de med deres uskønne sammensyning af alt godt fra 80’ernes thrash-giganter lever helt og aldeles op til deres navn. Victor Frankenstein står beskæmmet i kulissen og finder ringe trøst i, at han med sin skabning dog forsøgte at gavne menneskeheden. Er det her en selvironisk joke eller ramme alvor? Jeg håber på det første, og at vi her har med thrash metallens svar på Gulddreng at gøre. Et blik på bandets egen profiltekst bevidner dog snarere det sidste – og en komplet mangel på selvindsigt. Dette er især tydeligt, når bandet beskriver sig selv som ‘progressiv’. Tror de her mennesker virkelig, at bare fordi de skriver af fra artister, der sprængte rammerne og var genredefinerende, så er de selv er progressive? Er det i samme lys, en snydepels ser sig selv, når denne består en eksamen på at skrive af?

Jeg sagde jo, at du skulle lave lidt om på det!

Der er ikke så meget som én original idé på dette album. Patchwork stjæler med arme og ben fra deres idoler, tilsyneladende i den tro, at et sammensurium af deres respektive kvaliteter skulle resultere i et produkt af høj lødighed. Som en censor, der dumper en eksamensopgave på baggrund af en plagiatkontrol, hvor alarmen er rødglødende af at bimle og bamle, må jeg bare konkludere: ‘Det her er spild af min tid.’