Warbringer spiller koncert i VoxHall, Aarhus C .
Warbringer - Weapons of Tomorrow

Weapons of Tomorrow

· Udkom

Type:Album
Genre:Thrash metal
Antal numre:10

Officiel vurdering: 4/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

War (What is it good for)

Californiske Warbringer har nu brugt snart 16 år på at fortælle os, at krig er noget værre noget, at våben slår ihjel, og at magt korrumperer. Ergo må vi erkende, at de mestrer originalitet som ingen andre. Warbringer spiller thrash af den helt gamle skole. Ikke at der rigtigt findes andre skoler indenfor thrash, så hvis man har hørt bare tre-fire plader fra 1980’ernes San Fransisco, vil man nok kunne genkende 97% af samtlige riffs, soloer og trommepassager på Weapons of Tomorrow. Men er det at være blottet for én eneste original tanke eller idé en skidt ting, når man er et thrashband? Er det ikke bare det, ”folket” vil have? Måske er det bare mig, der har misforstået noget, og ikke kan se genialiteten i at gylpe gamle Exodus-riffs op som en anden fois gras-gås, der har løsrevet sig fodertragten.

Aldi-Thrash

Thrash, åh thrash… Det var engang dig, der løb forrest med flaget højt hævet, dig der ville noget nyt og dig, der havde visioner og ambitioner! Men se dig nu! Nu sidder du der i din slidte fatboy iført en onesie med indtørret Knorr-sovs i skødet og nedslidte crocs på dine uvaskede fødder. Du er ude af form og lad os være ærlige, det er ikke os – det er dig, den er gal med. Fra en progressiv og fremadstormende genre er du nu blevet en regressiv parodi, der som en gammel debil herre står på torvet og råber op om, at alt var bedre i gamle dage – dengang hvor der kun var marker, og en araber var en hest, man ikke havde råd til. Du er en genre, der ikke har udviklet sig siden 90’erne, hvor alle forlod dig for at spille dødsmetal, blackmetal, groove eller underlig far-agtig blues.

Warbringer symboliserer alle disse ”dyder” og appellerer derfor perfekt til alle de puritanere, der ikke mener, der er udkommet noget ”fee musik” siden 1988, at Metallica solgte ud på Metallica og stadig komplet uironisk kan finde på at skråle: ”Spil noget med Slayeeeeeeeer!” til samtlige koncerter, du nogensinde er til – selv en Slayer-koncert!

Spiller de dårligt? Nej. Er Weapons of Tomorrow dårligt produceret? Nej. Er det muligt at undlade at småheadbange eller hive en luftguitar frem, når man hører albummet? Nej. Er det ikke meget sjovt at sidde og lege, ”hvis riff er det” på hvert nummer? Jo bestemt, det ville endda nok være en herlig drukleg, hvor man skulle bælle en nosselun Slotspilsner, hver gang rytmeguitaren parodierer Death Angel. Nå, men hvad helvede er så problemet, din pissesure stodder? Problemet er, at Weapons of Tomorrow er så bragende uoriginalt og så uambitiøst, at det fremstår mig uforståeligt. Lige så uforståeligt, som at de der live-action-versioner af Aladdin og Løvernes Konge kan sælge så meget som én eneste billet. Jeg kan simpelthen ikke forstå, at man vælger at høre Warbringer, når nu vi har den ægte vare i form af Death Angel, Exodus, Testament, Metallica, Slayer, Kreator, Sodom osv. Det er som at gå i Aldi for at købe en Racer i stedet for at gå i Netto og købe en Snickers!

Jamen så skål da!

Warbringer er ikke et dårligt band, Weapons of Tomorrow er ikke en dårlig udgivelse, og sange som ”Defiance of Fate”, ”Crushed Beneath the Tracks” eller ”Glorious End” er udmærkede eksempler på god, gedigen thrash. Men igen – hvorfor? Ja, jeg har svært ved at forstå det, men hvis man er total thrash-puritaner, så synes jeg da bare, man skal konsumere så meget Warbringer, som man kan rumme og så evt. skylle det ned med noget Havok, Power Trip eller Municipal Waste eller et af de andre præcis lige så uoriginale ”thrash revival”-bands – bund, eller resten i håret!

Tracklist

  1. Firepower Kills
  2. The Black Hand Reaches Out
  3. Crushed Beneath The Tracks
  4. Defiance of Fate
  5. Unraveling
  6. Heart of Darkness
  7. Power Unsurpassed
  8. Outer Reaches
  9. Notre Dame (King of Fools)
  10. Glorious End

Kommentarer (2)

Hubertus von Hævi

Er det en anmeldelse?

Jeg bliver lidt i tvivl om hvorvidt anmelderen har lyttet til albummet. Ikke at jeg mener det er et fantastisk udspil, men det fortjener vel en fair anmeldelse. Faktisk vil jeg ikke engang kalde det en anmeldelse, for der bliver kommenteret meget lidt på selve musikken. Det virker i stedet som et mavesurt forsøg på komik.
I en egentlig anmeldelse kunne man bl.a havde kommenteret på det faktum, at bandet har valgt at introducere elementer fra black metal - som på tracket ‘Heart of Darkness’, for eksempel.

Jeg giver anmeldelsen 3 ud af 10 lange læderfrakker.

Christian Roland Andersen

Det var vist bare endnu en

Det var vist bare endnu en anmeldelse for at høre sig selv på skrift. Kan vi ikke få nogle anmeldere med lidt kærlighed til genren, til at anmelde de forskellige genrer. Når man nu absolut skal fokusere på genrer.

Det er godt musik, og åbneren alene er hele pladen værd. Selvfølgelig findes der flere slags thrash, og hvis anmelder tror det her bare er retro, bliver det endnu mere pinligt.