Sidste indskud i trilogien

Wandar er en tysk atmosfærisk black metalgruppe, der siden deres opstart i 2006 har udgivet to albummer i henholdsvis 2019 og 2021. Disse albummer, Zyklus og Landlose Ufer, er de to første akter i en trilogi, bandet nu fuldender med Tiefe Erde, fem år efter sidste indskud. Deres lyd kan betegnes som en form for hi-fi atmo-black, der spænder bredt i forhold til at udforske forskellige niveauer af musikalsk mørke. Atmosfæren kommer her af den emotionelle kvalitet af harmonierne og melodierne. Spørgsmålet er blot, om bandet kan udfolde en tilfredsstillende og klimaktisk afslutning på deres nuværende historie.

Lyden af ens tempel, der brænder i natten

Tiefe Erde karakteriseres af en mesterfuld legen med forskellige typer af mørke. Der veksles mellem utroligt mørke passager fyldt med dissonans og passager i en mere standard mol, der i deres sammenligning lyder episke, og åbner op for hele lydbilledet. For eksempel første riff ud af introen på ”Trug”, der med sin tremolo-melodi, som spilles ved at bøje strengen, imens den spilles på, føles som en kæmpe vægt, der løftes fra ens skuldre, trods dens melankoli. De sidste tre minutter af ”Visol-Bolvis” er også fantastisk skrevet på dette plan. Langsomt men sikkert, riff efter riff, bliver tonaliteten og akkordvalget lysere, indtil det næsten når et Deafheaven-agtigt niveau, og så kommer mørket og dissonansen tilbage lige til sidst, som håbet der bliver knust under fod. Denne vekslen fungerer utroligt godt og er altid tilrettelagt med henblik på at skabe størst mulig følelsesmæssig virkning.

Noget, der også tilføjer markant til denne følelsesmæssige virkning, er den sparsomme men effektive brug af diverse kor- og orkesterelementer. ”Drangsal” begyndes med en messing-crescendo, hvoraf instrumenterne vender tilbage igen løbende i sangens baggrund for at fuldende lydbilledet under lead-tremolo. ”Drangsal” bør også nævnes for opbygningen, der sker mod sidste del af sangen, hvor forsanger Skoll von Kallenheim råber ”Mein Haus ist Erde, mein Haus ist Feuer/Mein Tempel ist Asche, mein Tempel ist tot” på en måde, der oprigtigt lyder, som om han har mistet alt. Der er også flere klaver-drevne interludium på pladen, såsom ”Nächtlich”, der igennem sine tre minutter bevæger sig fra et dybt og varmt mørke mod en kvalmende klarhed i klang.

Desværre, med en varighed på en time, begynder Wandar at miste pusten lidt til sidst på Tiefe Erde. Fra omkring midtvejs, med ”Erden”, bliver idéerne lige det svagere, end de var på første halvdel af pladen. Det er stadig gode sange, og højdepunkterne er lige så prangende som tidligere, der er blot lidt flere sektioner, der føles som fylde i sange, der ellers ikke havde brug for det. Til eksempel har ”Hetäre” en staccato messing-crescendo mod slutningen, der lyder fanden-i-voldsk fed. Sangens første halvdel mangler bare den x-faktor, som tidligere akkordrundgange og riffs havde, da den bevæger sig i de forskellige arter af mørke i meget længere tid. Slutnummeret ”Gestirne” lider også af samme problem, hvor opbygningen mod albummets store outro, og selveste outroen, med Kallenheims DSBM-skrig oser af den samme uro og melankoli som tidligere på pladen, men de første tre af de tolv minutter kunne godt undværes.

Ud af asken, skønhed

Skønheden i ekstremmetal er ofte svær og finde, men på Tiefe Erde har Wandar skabt et pragteksemplar. Der er en smuk skrøbelighed i den måde, hvorpå de fremstiller det mørke, der tynger pladen. Selvom, det når at blive lidt langtrukkent til sidst, fandt jeg stadig mig selv dybt tilfreds med pladen som helhed efterfølgende. Der er flere elementer af lyden, som jeg ikke nåede ind på, der taler til en velovervejet skrivningsproces styret af dygtige sangskrivere. De vandrende bevægelser gennem hele spektret af tonalt mørke, understreget af stærk optræden fra alle medlemmer, kreerer et lydunivers af aske og brand i natten, man som lytter fortaber sig i under næsten hele oplevelsen.