En hård fødsel

Vi skal muligvis tilbage til Guns ’n’ Roses’ jammerlige Chinese Democracy for at finde et album med en længere og mere vanskelig skabelseshistorie end Solbruds fjerde studiealbum, IIII, men nu er det her endelig. At IIII var værd at vente på, har jeg selv været klar over siden november sidste år, hvor jeg, sammen med kolleger fra andre danske metalmedier og en lille gruppe heldige fans, fik lov at høre hele albummet i Flemming Rasmussens Sweet Silence-studie. Det var en fantastisk oplevelse, men kan den mon gentages hjemme i lænestolen?

Rammerne sprænges

Svaret på det spørgsmål kommer senere, men er dog ret åbenlyst. Der er imidlertid et andet spørgsmål, der trænger sig på, for hvordan i alverden skriver man kort og bare nogenlunde præcist om et atmosfærisk black metal-værk, der varer over 90 minutter, inkorporerer et væld af andre musikgenrer end black, og som ovenikøbet består af fire vinylsider, der hver repræsenterer et af de fire elementer luft, vand, jord og ild? Svaret er, at det kan man selvfølgelig ikke. Derfor kommer det følgende til at sprænge alle rammer for en normal anmeldelse her på Heavymetal.dk, men jeg giver Solbrud skylden!

Historisk set har gruppen altid fungeret som et sangskriverkollektiv, hvor alt blev skabt i fællesskab. Det er en krævende måde at skabe musik på, og processen havde i stigende grad slidt på medlemmerne hver især. Derfor besluttede de for flere år siden, at deres fjerde studiealbum skulle bestå af fire albumsider – en skrevet af hvert bandmedlem. Alt er arrangeret og indspillet i fællesskab naturligvis, men tekst og musik er skrevet alene, hvilket efterlader denne stakkels anmelder (og dig, kære læser) uden et valg: Alle fire sider, alle +90 minutter skal selvfølgelig under behandling!  

I: Luft

Første element er luft, skrevet af gruppens trommeslager, Troels Hjorth. ”Hvile” starter albummet med en langsom akustisk intro og efterhånden både akustisk og elektrisk guitar. Det foregår i et afdæmpet, doomet tempo, og det føles, som om der er lige så højt til loftet (eller måske rettere himlen) som i blackgaze. Riffs fra melo-blacken bryder ind, og tempoet sættes op. Trommerne fører os nu tilbage til Grieghallen i start-90’erne, og produktionen er knivskarp, selvom den fremstår 100 % organisk og levende. ”Hvile” afsluttes, som den starter, med vindeffekter og akustisk guitar og så en perfekt udført overgang til en af singlerne, ”Tåge”.  Det er en sang, der, som så meget andet på dette album, peger tilbage til 70’ernes hard rock, og ”Tåge” er så vanvittig storslået, at jeg godt kunne høre den blæse ud af anlægget i en gammel støvet firehjulstrækker hele vejen til Kashmir. Det her giver ny mening til ordet ’episk’! Samtidig er kadencen i Ole Luks levering af vokalen perfekt afstemt med den knejsende rytme. En fabelagtig afslutning på IIII’s første side, og der er godt nok noget at leve op til resten af vejen.

II: Vand

Side II, begået af bassist Tobias Hjorth, består af ”Når Solen Brydes” del I til IIII, og man må sige, at tallet fire går en del igen her. Første del er en kort instrumentalintro, der lyder præcis så stemningsfuld, som vi kender Solbrud. Del II starter med traditionel black metal, der afbrydes af et helt eminent temposkift knap fire minutter inde, hvorefter endnu en omgang gåsehudsmetal indfinder sig. Vi får også kirkeorgel og et ret doomet stykke, der leder over i en (ja, hvad ellers?) episk afslutning med kvindekor og sågar en simpel, men smuk guitarsolo. Det her album bliver ved med at levere! Gør dig i øvrigt selv den tjeneste at se den stop-motion-video, Tobias Hjorth har lavet sammen med Aske Steensen til sangens del III. Den lægger på smukkeste vis nye lag på fortællingen, som ellers er ret åben for fortolkning. Solbrud formår igen at få black metal til at passe så smukt sammen med 70’ernes prog og hard rock, men lad os lige glemme alle de engelske guitarhelte for en stund, for jeg får bare de vildeste Franz Beckerlee-vibes i den afsluttende solo på del III. ”Når Solen Brydes” var den del af IIII, der var længst om at komme ind under huden på mig, men lur mig, om den så ikke ender med at være den mest langtidsholdbare?

III: Jord

Efter 45 minutters fremragende musik ville de fleste dødelige være klart til at lukke ned, men Solbrud er slet ikke færdige med os endnu. ”Ædelråd” indleder jordsiden, som er skrevet af guitarist Adrian Utzon Dietz. Han leverer guitardrevne stemningsbilleder, mere Solbrud-classic, akustisk guitar og endnu flere indslag hentet direkte fra 70’ernes prog og hard rock, inklusive en fremragende og melodisk guitarsolo. Den lange afslutning på dette nummer indledes med tremologuitar, men er ellers rendyrket guitarorgastisk 70’er-prog tilsat enkelte black-elementer. Jo, men kan godt høre, at det her er guitaristens nummer, hvor apokalypsens fire ryttere kommer forbi i en mægtig historie om nederlag, krig, sult og død. ”Sjæleskrig”, der afslutter side III, udkom første gang på Levende i Brønshøj Vandtårn og blev dengang tænkt som en pause fra alle de fræsende blastbeats. På det livealbum virkede ”Sjæleskrig” som en meget naturlig udvidelse af københavnernes soniske univers. Det fungerer også her, hvor den tilbagelænede stil med Brian May-guitartoner endda passer endnu bedre ind i det samlede udtryk. Måske var denne sangs vellykkede premiere på Levende endda med til at give Solbrud blod på tanden og dermed inspirere resten af IIII’s tilblivelse?

IIII: Ild  

Sidste kapitel af dette imponerende værk består af tre sange, hvor især den første, ”En Ild Som Tusind Sole”, er umiskendelig Ole Luk (man fornemmer retningen, han har taget med Afsky). Smukke melodier danner rammen om en rystende fortælling om en heksebrænding, hvor det er offeret selv, der fortæller historien. På ”Aske” omfortolkes indledningen fra ”En ild …” til fire floydianske anslag på guitaren. Rent guf for musiknørder. Heksen bliver ved med at fortælle sin historie helt frem til, hun brænder op og bliver til aske, men ifølge denne rystende beretning er hun også blevet sat fri fra undertrykkelse og barbarisk (over)tro. Sjældent er Ole Luks vokal, der kan rumme så meget smerte, kommet mere til sin ret end her. På ”Postludium” varieres startmotivet endnu en gang, mens den black-metalliske storhed og intensitet øges langsomt nummeret igennem. Man sidder og ønsker sig, at det er lyden af heksen, der hjemsøger sine nedrige bødler. Dette postludium fungerer dermed som en gribende afslutning ikke bare på ildsiden, men på hele IIII. Jeg bøjer mig i støvet …

Den umulige drøm er mulig

IIII virker som et nødvendigt album. Solbrud måtte simpelthen give hinanden mere frihed efter mange år med en i stigende grad slidsom kollektiv skriveproces. Men IIII er også et eminent album, der lykkes med at gøre det, der ellers synes umuligt: at kombinere 70’ernes prog og hard rock med atmosfærisk black metal fra øverste hylde. I et anfald af storhedsvanvid kan jeg godt få den tanke, at Solbrud har skrevet dette fascinerende album direkte til mig, for jeg kan tjekke stort set alle bokse af og siger ’ja tak’ til alle indslagene med Floyd, Zeppelin, Queen, Wishbone Ash osv. osv. Da jeg første gang hørte om omfanget og ambitionerne, der ligger til grund for dette epos, kunne jeg godt være bekymret for, om københavnerne havde gabt over for meget med IIII. Den bekymring var aldeles overflødig, og det er svært ikke at få den tanke, at årets album er udkommet allerede i årets anden måned.