Crom-hvem?

Ordet ‘cromlech’ kommer af walisisk og betyder noget i stil med dysse eller jættestue. Det er et ret sejt ord, og seje ord er altid gode som navne til metalbands. Det er nok derfor, der, ifølge Metal-Archives, er mindst 15 bands, der hedder Cromlech – at ingen af dem så spiller funeral doom, kan undre en, navnet taget i betragtning.

Nå, men tyske Cromlech her – ikke at forveksle med det andet band ved navn Cromlech fra Tyskland – startede egentligt tilbage i 1994. Kort tid efter besluttede de sig dog for at holde en lille bitte pause på godt og vel tre årtier – hvorefter det endeligt lykkedes at få smidt et album på gaden. Nu, kun to år efter, er bandet allerede klar med opfølgeren, nemlig Of Owls and Eels. En titel, der snupper prisen for at være den mest bemærkelsesværdige, jeg har set i hele 2025. Så må vi bare håbe, at musikken er lige så bemærkelsesværdig.

Ironiske højdepunkter

Man skal ikke mange sekunder ind, før man tydeligt kan høre, at Cromlech er et 1990’er-blackband. Allerede fra det første, reelle, nummer ”Past Forever” vælter det ind med soniske referencer til Dimmu Borgir, Immortal og (tidlig) Ulver – som jo alle er skønne orkestre. Problemet er bare, at i og med Of Owls and Eels lyder som et musikalsk potpourri af forskellige berømte norske bands, ja, så bliver det de små, kiksede aspekter, man forbinder med Cromlech.

Tag for eksempel den utroligt malplacerede keyboardsolo i ”Past Forever”, som akkompagneres af et trommespil så fladt og monotont, at det lyder som noget, en livstræt musiklærer har fået en håndfuld tonedøve 2.-klasseselever til at fremføre. Resten af nummeret er, i og for sig, udmærket, men anonymt, så det bliver dén passage, man husker. Det samme gælder de to eksplosioner, som man finder i starten og slutningen af ”Owls in the Fog”. Det er sikkert tænkt, at de to skulle fremstå bombastiske for virkeligt at cementere, hvor imposant et band Cromlech er. En fin ide, men realiteten er, at da de er omtrent 100 % højere end resten af musikken, så gør det decideret ondt at lytte til – at de så også mestendels lyder som en, der skubber hele trommesættet ned ad et sæt kældertrapper mere end en reel eksplosion, hjælper heller ikke.

Ironien er dog, at hvis man ser bort fra disse mange graverende fejltrin, ja, så er der pludseligt intet bemærkelsesværdigt ved Of Owls and Eels. Musikken er overordnet udmærket, og pladen lyder grundlæggende også fin, men det er alt sammen så galoperende anonymt. Cromlech er simpelthen ikke i stand til at skabe noget, man ikke har hørt tusinde gange før i løbet af de sidste par årtier.

Nevermore!

Af én eller anden årsag får albummets titel mig til at tænke på den bizarre gåde fra Alice i Eventyrland: ’Hvorfor er en ravn ligesom et skrivebord?’. Associationen skyldes muligvis, at de begge er absurde og uden mening. Tilsyneladende kom Lewis Carroll selv med et bud, ikke et svar, tilbage i 1897, små 30 år efter bogen blev udgivet – sikke et tilfælde i øvrigt. Svaret er ifølge forfatteren: ’Begge er i stand til at producere enkelte noder, de er dog alle flade’. Cromlech er, ganske lig ravnen og skrivebordet, i stand til at producere enkelte noder, men resultatet må siges at være ganske fladt. Så, for at blive i ravnemetaforerne, har jeg ikke mere at sige end, at hvis ikke Cromlech virkeligt ryster posen, noget så gevaldigt endda, så vil jeg høre fra dem … Nevermore.