Genfærd - Blodhævn

Blodhævn

Udkom

Type:Album
Genre:Black metal
Spilletid:58:13
Antal numre:9

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Hævngerrige gespenster

Det er små fem år siden, at Genfærds debut Genfærd så månens lys, og nu er kultisterne klar med deres andet album – den svære toer, hvis man ønsker at bruge den kliché. Bandet har længe teaset for, hvorledes albummet ville lyde, og hvad fans kunne forvente. Ikke fordi det virkede til, at posen var blevet rystet specielt meget (eller overhovedet), men når man nu engang spiller totalt öldskööl trve kvlt black metal a la tidlig Burzum, Darkthrone og Marduk, så er store forandringer heller ikke noget, man bør forvente. Der er ikke just en mangel på dansksproget black metal, så det er et marked, hvor konkurrencen er hård – ergo er man nødt til at gøre ét eller andet anderledes, hvis man ønsker at komme fremad. Så det store spørgsmål er derfor, om Blodhævn har dét? Let’s find out!

Finesse og galgeskrig

Umildbart så lyder Genfærd stadig som Genfærd, og Blodhævn lyder på mange måder som både bandets egen debut, men også som en perlerække af albums, der alle kommer fra 1990’ernes Norge. Er det en skidt ting? Næh, ikke spor, og der er faktisk nogle små detaljer hist og pist, som giver den københavnske kult deres eget særpræg. Det er ikke noget stort, men det er nok til, at man sidder og tænker ”hov!” – og det kan være nok! Det er trommeslageren K’s brug af hi-hatten og bækkener, som giver albummet en promille af finesse, der normalt ikke er noget, man forbinder med black metal-trommer, som ofte bare er blastbeats fra start til slut. Dem er der skam også masser af, men kombineret med hans kælen for messingdelen af trommesættet får slagsektionen af bandet en mere komplet lyd. Så er der vokalisten T med sin ejendommelige stemme. Til tider knækker den nærmest midtover, hvilket i alle andre genrer ville være en katastrofe, men her giver det blot albummet en endnu mere desperat, kaotisk og manisk lyd – lyden af en fortabt ånd, der ikke kan få lov til at gå over til det hinsides, men i stedet skal bruge en evighed fanget i skærsilden.

Havde det ikke været for de to, så kunne albummet nok nemt gå for at være en glemt Darkthrone-demo – om end Blodhævn har en bedre produktion end stort set hele deres diskografi.

Så det er altså ikke årets mest originale album, vi sidder med her, men som jeg startede med at skrive, så ville det også være tåbeligt at forvente det, når der nu er tale om en afart af en genre, som er ultrakonservativ og hylder nogle fastmejslede musikalske idealer og dyder. Ergo er det jo perfekt, at Blodhævn får mig til at tænke på 1990’ernes Norge – det kan da kun have været ét af de mål, Genfærd har haft med albummet, og det lykkes, for helvede, hvor det lykkes! Bare tag et nummer som ”Trællegang”, der med sine marchtrommer og tremoloriffs går lige i hjertet på en, som var det Lucifers egen trefork!

En hyldest til Bøhmænd

Blodhævn er et studium i ægte, nådesløs og kompromisløs trve kvlt black metal – intet mindre. Det er en hyldest til de norske bøhmænd i KISS-ornat med alt, hvad det indebærer – minus kirkeafbrændinger og knivmord, heldigvis! Der er smæk på fra start til slut, og den københavnske kult leverer et stærkt, andet album – så hil Satan!

Tracklist

  1. Galgenat
  2. Splittelse
  3. Trællegang
  4. Hævnen
  5. Varslet
  6. Foragtens Flammer
  7. Det Grå Rige
  8. Det Sidste Svigt
  9. Hedengang