Der gror ikke mos på en rullesten, men …
I 36 år har Sigh været lig med kulsort vanvid. Ondsindede riffs, avantgardistiske taktarter, totalteater og flammende sværd. Man siger jo, at der ikke gror mos på en rullesten, og Mirai Kawashima må siges at være en sten, som har rullet nonstop i snart fire årtier. Man ved slet og ret ikke, hvad man får, når man sætter en Sigh-plade på – udover at man så absolut bør forvente det uforventelige. Vi her på Heavymetal.dk har faktisk kun anmeldt Sigh en enkelt gang, hvilket næsten er lige så imponerende og overraskende. Det gør vi så op med nu, for vanvidsorkestret er klar med deres 13. plade! Kakatte koi!
Kikset syretrip
Med sin kombination af folkemusik, electronica og ekstremmetal er det umuligt ikke at sammenligne Sigh med ungarske Thy Catafalque. Kawashima er dog bare lige nøkket mere bims, end Tamás Kátai nogensinde har været. Albummet hopper og danser konstant mellem 70’er-syrerock og så bister 90’er-black metal – og endda nogle gange i samme sang.
Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg bestemt foretrækker black-Sigh frem for syre-Sigh. Ydermere er de mange skift ikke altid lavet lige elegant. Det bliver tit og ofte lidt kluntet, når der lige pludselig skal hoppes fra Black Sabbath til Immortal, og nu og da fremstår disse skift også en kende forcerede.
Når man tænker på, at Sigh tit bliver beskrevet som et fuldstændigt vanvittigt orkester, så er Goh-Ka forbavsende kedeligt og ordinært – som om Kawashima havde fået et ordentligt skud litium.
Bortset fra det, så er der også numre, som er decideret rædsomme samt dybt irriterende. “Kuso-shi 4, 5 and 6” er en prøvelse at komme igennem. Nummeret lyder som noget, en flok efterskoleelever kunne have klasket sammen på en eftermiddag ved at sample Yoko Onos vokalpræstationer og så ellers bare slå nogle tilfældige potter og pander sammen. “Unputenpu” er også komplet spild af tid, og ikke engang Mikael Åkerfelts uomtvisteligt talentfulde guitarspil kan redde den omgang. Kombinationen af det lalleglade cirkus-riff, Kawashimas black-vokal og de japanske fløjter er intet mindre end tortur i en sådan grad, at man begynder at lede efter et eller flere spidse objekter, som man kan bruge til at perforere sin egen mavesæk med.
Heldigvis er der da enkelte lyspunkter hist og pist. “Jimmenjushin” er et udmærket nummer, og “Jingoku-Zoshi 1 - Unkamusho” er særdeles glimrende. Men derudover er der ikke ret meget, der er værd at bruge sin tid på at lytte til.
Et lettelsens suk
Det eneste suk man reelt udbryder her, er et lettelsens suk, når albummet stopper med at spille. Jeg er virkelig skuffet over Goh-ka, og albummet her demonstrerer, hvor hårfin grænsen er mellem god avantgarde-musik og elendig avantgarde-musik. Når man insisterer på at blande genrer og samtidig blæser på de gængse regler og konventioner, så skal man virkelig holde tungen lige i munden, medmindre man gerne vil ryge ud på røv og albuer. Goh-ka lander måske ikke decideret sådan, men det er bestemt heller ikke en køn landing.
