Ungdommens metalmessias udgiver første album
Når PRESIDENT bliver nævnt på diverse metalfora eller til forfesten inden en maratonmetalkoncert i Amager Bio, er meningerne splittet i to meget opdelte lejre. Den ene gruppe mener, at PRESIDENT er overproduceret industriplantet musik, der ingen steder har hjemme i vores højtelskede metalverden. Den anden side ser mere positivt på tingene og applauderer, at der findes innovation inden for metalmusikken, som både holder den unge generation engageret og skaber nye fans, som ikke tidligere har været interesserede i metal. Jeg anmeldte PRESIDENTs koncert på Copenhell, og her var det helt tydeligt, at puristerne havde holdt sig langt væk og givet plads til den nysgerrige ungdom på en varm og støvet sommerdag foran Pandæmonium.
Nu udgiver PRESIDENT deres første fuldlængdealbum, Blood of Your Empire – og der er klare forventninger i begge lejre. Den ene halvdel er stensikker på et flop, og den anden tror, det kan blive til noget stort. Men hvor lander vi egentlig?
Mellem elektroniske elementer og funky piano
De elektroniske elementer har fået et hak opad siden bandets succesfulde EP, King of Terrors. Desværre. Fem af albummets ti sange var udgivet som singler inden Blood of Your Empire, og disse sange står allerede som en lettere falmende kontrast til, hvad den resterende halvdel af albummet byder på af overraskelser. Med tanke på, hvordan bandet udgav samtlige singler inden King of Terrors, havde jeg trods alt frygtet og forventet et opsamlingsalbum. Paradoksalt nok betyder det, at albummet byder på mere uudgivet musik, end hvad man muligvis først havde forventet.
Når det kommer til overraskelser, er det særligt ”Hate Figure” med Ando San som rap-feature, der giver anledning til at tænke: ‘Hvad foregår der egentlig?’. Jeg efterlades med mange modstridende tanker, og jeg har ærligt talt svært ved at finde ud af, hvad jeg egentlig synes. Jeg lander i et limbo, hvor jeg finder visse elementer fede og i lige så høj grad alt for poppede. Ydermere afsluttes albummet med ”White Devil”, hvis underliggende rytme består af et lettere funky pianospil, hvor man endnu en gang sidder og tænker, om det mon er galt eller genialt. Efter et par gennemlytninger hælder jeg dog en smule mere til sidstnævnte.
Alt i alt komplementerer den elektroniske retning den moderne, emotionelle metalcore med gennemtænkte og velskrevne tekster omhandlende alt fra politik til mentale udfordringer. Dog får vi ”Sleepwalker”, som starter med den noget genbrugte ‘Nobody gives a fuck about you’-lyrik, der med garanti resonerer hos samtlige sorthårede teenagere, hvis værelser prydes af billeder af Bad Omens’ forsanger, Noah Sebastian. Til gengæld får det andre, herunder undertegnede, til kortvarigt at krumme tæer og tænke: ‘Hvorfor?’. Den autotunede vokal kører for fulde gardiner på flere af numrene, og man får et par enkelte flashbacks til de første numre, som PRESIDENT udgav i deres blot 14 måneder lange karriere – numre, som stadig til dato står som de stærkeste i deres bagkatalog.
Hate it or love it – PRESIDENT er deres egne
De to lejre forbliver opdelte. Puristerne vil knuge deres knoer, til de er hvide som papir, stå med armene over kors og føle sig bekræftede i deres profeti om, at PRESIDENT på ingen måde er metal. Den modsatte lejr, som i øvrigt bidrog til et udsolgt Brixton Academy i London på få minutter, vil ligeledes føle sig bekræftet i deres profeti – den profeti, der applauderer nytænkning og originalitet. Personligt hælder jeg mod sidstnævnte. Jeg knuselsker ikke albummet, men klapper dog ivrigt i hænderne, når der skrues op for intensiteten, og metalcorens kræfter bliver sat i spil – selvom det desværre ikke er så ofte, som jeg ville have ønsket det.
PRESIDENTs stil er gennemført og original, og der findes tydeligvis et enormt publikum, som er klar til at bakke op om dem. Jeg synes dog, at PRESIDENT var bedre i deres oprindelige form, hvor der var mere plads til breakdowns og klassiske metalcoreelementer. De soniske eksperimenter vil ingen ende tage på albummet, og hvorvidt det er en gennemtænkt gimmick fra pladeselskabet eller et originalt kunstnerisk udtryk, må stå hen i det uvisse.