Something old, something new, something from our Jurassic period
Jeg kan stadig huske, første gang jeg for alvor hørte Behemoth. Det er efterhånden en del år siden, men jeg kan stadig ihukomme følelsen af gru, som Nergals dystre vokal og grumme riffs fremkaldte dengang. Det føltes oprigtigt ondt og uhyggeligt. Det var dengang, man kunne se Behemoth være opvarmningsband på et sted som Vega.
Det er dog ved at være mange år siden, at Behemoths musik fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Faktisk var det næsten så grelt, at jeg nærmest kun havde spot og spe til overs for dem. Sidste år beviste de polske mørkemænd dog, at de stadig kan formå at lave ordentlig satanrock, og nu, allerede et år efter, er Nergal & Co. klar med en ny udgivelse, nemlig I, Scvlptor – en kombination af nye numre, genindspilninger og, naturligvis, covernumre med gæsteoptrædener!
With a little help from my friends
I, Scvlptor skal ikke ses eller forstås som et traditionelt album, eller en EP for den sags skyld. I sin grundessens er udgivelsen her en rodekasse med alverdens strøtanker nede i sig. De otte numre har ikke meget tilfælles, udover ét gennemgående tema: nostalgi.
Nergal lader virkelig til at være inspireret af sin musikalske fortid og opdragelse de her dage. Han har rejst rundt med Misþyrming, hvor der udelukkende blev spillet musik fra Behemoths debutplade (som blev genudgivet for et par år tilbage). Derudover har han været rundt med både Blood Fire Death og Venom (Mantas & Abaddon) og hyldet sine helte. Man kan jo håbe, at hele det her gedigne nostalgi-trip vil have det endelige resultat, at den næste reelle Behemoth-skive bliver mere sort, grumset og öld skööl, end de sidste to-tre skiver har været .
Titelnummeret er klassisk post-The Satanist-materiale, altså storladen blackened death med power chords, der bliver hevet op og ned af gribebrættet. “Lord ov the Horizons” skyder dog alle forhåbninger om et mere gammeldaws Behemoth ned. Nummeret her minder delvist om “Bartzabel” fra I Loved You At Your Darkest, tilsat en ordentlig dosis Ghost. Det sidstnævnte skyldes mestendels, at Nergal synger rent igennem det meste af sangen – hvilket er sjovt, når nu han tidligere har udtalt, at han ikke bryder sig om sin clean vokal. Nummeret har et underligt gotisk flair, og jeg skal indrømme, at det er så langt fra, hvad jeg forbinder med – og ønsker – af Behemoth. At bandet så har valgt at inkludere nummeret hele to gange, fatter jeg absolut intet af. Bevares, den ene variant er en 'rough studio mix', men forskellen er så minimal, at det næppe er andre end dem selv, der kan høre den. “Rise of the Black Storm of Evil”, en gammel omgang fra The Return of the Northern Moon-demoen fra 1993, er tilbage og har fået sådan en ansigtsløftning, at selv Madonna ville mene, det er gået for vidt.
Den oprindelige version er et klassisk trve black metal-nummer, fra dengang Nergal lød mere som Abbath. Den moderne fortolkning er så langt fra det, at det endte med at lyde som et meget liberalt covernummer … og apropos covernumre! Behemoth har inviteret Dimmu Borgir-vokalisten, Shagrath, med til at synge Venoms udødelige klassiker In League with Satan.
Og jeg skal da love for, at den ikke får for lidt! Topfin, moderne og varm produktion, syv-strengede guitarer og en generel professionalisme, der er lige til et 12-tal. Det er bare, igen, så ufatteligt langt fra originalen og vel egentlig også fra alt det, som Venom oprindeligt stod for. Det er faktisk et elendigt cover hvis jeg skal være helt ærlig. Det er alt for poppet, pænt og poleret, og tilføjelsen af den syv-strengede guitar giver det hele en fæl, fæl aura af moderne dude-core.
Heldigvis slipper Behemoth markant bedre afsted med deres cover af et af de bedste black metal-numre nogensinde, nemlig Bathorys “The Return of Darkness and Evil”. Det er dog ikke den fremragende version, de ellers udgav tidligere på året, men en live-version fra en koncert i Athen, hvor de – af åbenlyse årsager – har legendariske Sakis Tolis med på vokal. Se, det er fedt! Tolis og Nergals vokaler komplimenterer hinanden fremragende, og man kan især høre, hvor fedt Tolis synes, det er at være med. Men har man set, hvor sjovt han har haft det med også at være med på hele Venom (Mantas & Abaddon)-touren, så ved man, at nok har han selv opnået legendestatus, men han er stadig lige så stor fan af musikken i dag, som han var da han bare var en stor knægt.
Send in the clowns
The Shit Ov God mindede mig om, at Behemoth stadig kan – hvis de vil. Der er en grund til, at Nergal er en af de få black metal-millionærer på planeten. Intet af det ændrer dog på, at I, Scvlptor i det store hele er en ret ligegyldig udgivelse. Jovist, de få nye numre er da udmærkede, og måske endda bedre end enkelte sange fra netop The Shit ov God (heriblandt titelnummeret), men det er nok kun de færreste super-duperfans, der synes, resten af materialet her er værd at smide penge efter. Jeg kan endda også nemt forestille mig, at en del af de ældre fans nærmest vil se genindspilningen af “Rise of the Blackstorm of Evil” som decideret blasfemi – hvilket jo er dejligt ironisk. I, Scvlptor er mest af alt en pauseklovn, og nu har vi set den, vi har grinet, vi har krummet tæer … Nu er vi videre, nu må klovnen godt gå hjem, tørre sminken af, og så bliver vi siddende pænt på de billige rækker og venter på, at stjernen indtager manegen.
