Når arrene bliver en del af melodien
Der er noget næsten paradoksalt over Walkways. Det israelske band fra Tel Aviv har altid haft en forkærlighed for at lade noget meget tungt og noget meget sårbart stå side om side. De kan levere et riff, der føles som et slag i brystkassen, og få sekunder senere lade Ran Yerushalmis vokal åbne et vindue ind til noget langt mere skrøbeligt. Bandets tredje album kommer syv år efter Bleed Out, Heal Out og føles på mange måder som et album om det, der sker, når man har overlevet noget, men stadig bærer sporene med sig. Walkways beskriver selv albummet som en meditation over tilbagefald, heling, vrede, accept og den stille beslutning om at fortsætte.
Tunge skuldre og store omkvæd
Musikalsk placerer Walkways sig stadig solidt i den moderne alternative metal. Der er tydelige spor af nu-metal, metalcore og groove-metal, men også en stor forkærlighed for melodier, der vil noget mere end bare at fylde et breakdown. Åbningsnummeret "A Reminder" er et godt eksempel. Det begynder næsten filmisk og tilbageholdende, før guitarerne langsomt vokser frem. Yerushalmi bevæger sig fra ren, sårbar vokal til kraftige udbrud, og nummeret fungerer som en slags programerklæring for resten af albummet. Den efterfølgende "A Fuck You, A Thank You" er mere beskidt, mere aggressiv og langt mere uforudsigelig. Her kan bandet få mulighed for at vise tænder, og den dynamik er netop en af pladens styrker.
Hvis der er ét element, der virkelig holder A Reminder sammen, er det Yerushalmis vokal. Han har et imponerende register og skifter mellem melodisk sang, desperate råb og næsten maniske screams. Når han er mest aggressiv, lyder han næsten hen ad Corey Taylor. Som en mand, der har fået nok og er klar til at rive døren af hængslerne. Men han har også en enormt varm og melodisk stemme, som gør numre som "All For You" og "A Kiss On The Forehead" så effektive. "All For You" er et af albummets følelsesmæssige højdepunkter. Nummeret er dedikeret til Yerushalmis søn og viser den mere omsorgsfulde side af albummet. De tunge guitarer forsvinder ikke, men de får lov til at arbejde for melodien i stedet for bare at dominere den.
Bar Caspi og Yoni Menner står for guitararbejdet, og de to er afgørende for albummets balance. Deres riffs kan være direkte nu-metal-inspirerede og groovy, men de kan også åbne sig i mere atmosfæriske passager. Guitarerne bygger et massivt lydbillede omkring vokalen, mens de holder sangene melodiske og tilgængelige. Det er effektivt ,om end ikke nødvendigvis verdens mest revolutionerende guitararbejde. Uanset hvad, så tjener det sangene. Det samme gælder Avihai Levy på bas og Priel Horesh på trommer. Rytmesektionen er ikke sat i verden for at stjæle rampelyset, men for at give Walkways deres tunge, gyngende fundament. Især på "A Devil's Mist (Fire)" og "A Virus. Prove Me Wrong" bliver groove-elementet centralt. De hjælper til med, at man bliver trukket gennem musikken i stedet for blot at lytte til den.
Der er dog alligevel et par anker undervejs. De to korte interludes, ”Abiding Stress To Unstress” og ”Alone Together”, bryder nemlig flowet unødvendigt op med robotstemmer, vejrtrækning og ambient lyd. På nogle udgivelser kan det give dynamik, men her bliver det desværre et par pauser fra det, der gør A Reminder rigtig stærk. For albummet er i mine øjne allerbedst, når de slipper håndbremsen. Mellemspillene er ikke decideret dårlige. Men der er andre musikalske virkemidler, Walkways allerede bruger, som kan fortælle historien færdig. Og selv om idéen om at lade albummet være en hel rejse giver mening tematisk, bliver man som lytter også nødt til at spørge, om alle stoppene på rejsen er nødvendige. Nogle steder føles det lidt, som om Walkways har fundet et stærkt riff, et godt omkvæd og en interessant stemning, men derefter har haft svært ved at vide, hvornår de skulle sætte punktum.
"A Devil's Mist (Fire)" har et nærmest uimodståeligt groove og et omkvæd, der inviterer til fællessang. "Again & Again & Again" viser en mere hektisk side af bandet, mens "A Kiss On The Forehead" vokser fra noget næsten skrøbeligt til en regulær arena-hymne. Albummets længste nummer, "Autonomic Wrath", giver plads til at trække vejret. Nummeret begynder næsten svævende, før guitarerne langsomt vokser og til sidst vælter ind over lytteren. Det er en fin illustration af albummets grundidé: Ro og kaos er ikke modsætninger, men to sider af samme oplevelse. Afslutningen, "A Smile (Soul Deep)", går i den helt modsatte retning. Her lægger bandet våbnene fra sig og lader Yerushalmis varme vokal bære sangen. Det giver albummet en mere eftertænksom landing end den typiske metalplade, der bare slutter med et sidste stort brag.
Balancen
A Reminder er en bemærkelsesværdig plade. Når Walkways er bedst og slipper kræfterne løs, så er det gåsehudsfremkaldende godt. Men der er et par for mange mellemspil, og nogle af de senere numre kunne med fordel have været skåret lidt ind til benet. Walkways finder ikke nødvendigvis nye musikalske territorier på hver eneste sang. Men de har noget på hjerte, og de tør lade det larme. A Reminder handler om arrene, man helst ville skjule, men som måske i sidste ende er beviset på, at man kom igennem. Og musikalsk gør Walkways det samme. De tager deres gamle sår, skruer op for forstærkeren og gør dem til melodier.