Store sko passer til store fodspor

Allerede som 15-årig blev Wolfgang Van Halen udråbt til at være et multitalent, som både kunne spille bas, trommer og ikke mindst guitar, af bl.a. Rolling Stone og Esquire. Når man er søn af en legendarisk guitarist som Eddie Van Halen, følger der vanen tro høje forventninger med allerede fra barnsben, men i stedet for at hænge sig i fars skørter, fandt Wolfgang de største syvmilestøvler frem fra skabet, som han kunne finde, og forsøgte at vandre så elegant som muligt i de gigantiske fordums spor. Respekten for og dedikationen til hans fars karriere var dog så enorm, at Wolfgang følte sig forpligtet til at bede sin far om tilladelse til at bruge bandnavnet Mammoth, som Eddie selv havde brugt, før det legendariske rockband skiftede til det famøse Van Halen, alle kender, i 1974. Farmand var vild med ideen, og mammutten blev genoplivet fra dyrekirkegården. Trods bandtitlen og den klare inspiration er den moderne lyd markant anderledes. Til tider er vi ovre i en rockstil a la Tremonti (som Wolfgang selv tidligere var medlem af), men pladen bærer dog også præg af sprøde og lette 80’ermetalriffs. En spændende kombination fra sønnike, som også selv var en del af Van Halen i en lang årrække.

En klar forbedring

Den eponyme debutplade fra 2021 var en rigtig god (og en tand undervurderet skive), som vi desværre ikke fik anmeldt i sin tid. Vi fik dog oplevet Wolfgang til Copenhell 2023, som du kan læse om her. Opfølgeren med det fantasiløse navn Mammoth II fortsætter heldigvis takterne og er ikke bange for at afvige fra de mest gængse formularer i et forsøg på at fremvise flere facetter af Wolfgangs talent. Hardrockgenren er ikke ligefrem kendt for at have sange, der nærmer sig syv-minutter-markøren, og det er befriende at lytte til en skive, hvor alle instrumenter på et eller andet tidspunkt i løbet af spilletiden får mulighed for at skinne selvstændigt igennem. ”Take a Bow” er et pragteksempel på et atypisk nummer, som både formår at fremstille bas og guitar excellent og er spækket med små detaljer fra start til slut på klassisk progressiv facon. Åbningsnummeret ”Right?” er mere klassisk konstrueret, hvor trommerne brager løs og dominerer langt hen ad vejen, før det hele til sidst kulminerer i et virvar af instrumenter, der komplementerer hinanden. Wolfgang har også vokalmæssigt en pæn røst, der egner sig særdeles godt til den lidt mere kantede rocktype, og numre som ”Another Celebration at the End of the World” og ”I’m Alright” fremhæver fint vokalen uden at gå på kompromis med instrumenterne bag – som alle er ført af Wolfgangs egne hænder. Det eneste, han ikke selv har stået for, er produktionen, som sidder lige i skabet.

I og med at kreativiteten fremvises på en del flotte numre, er det tilsvarende skuffende, at der har sneget sig et par numre ombord, som lyder, som om at de kunne være opført af Goo Goo Dolls eller Train i deres 2000-2010-periode. ”Waiting” er den største synder og fremstår decideret kedeligt sammenlignet med resten af skiven i sit forsøg på at lyde som en dyb og intens kærlighedserklæring. ”Better Than You” overskrider sin varighed med et par minutter og føles som b-udgaven af ”Take a Bow”, som pladen tidligere har navigeret lytteren igennem. Overordnet set er lyrikken, hvad der forventes af en plade på denne størrelse, men her er der også plads til forbedring i fremtiden. Enkelte sekvenser huskes, men de fleste banale tekster glemmes hurtigt. Heldigvis har Wolfgang dog sparet os for de mest gængse rim, som trods alt giver melodierne plads til at udvikle sig udover haikuterritorie. Tak for det!

En istid til forskel fra Van Halen

Med et navn, der associerer så tydeligt til Eddie Van Halen, kunne man på forhånd frygte, at Wolfgang ville lægge sig for tæt op ad sin fars tidligere triumfer. Dette er heldigvis ikke tilfældet, og det er i den grad lykkedes for WVH at fortsætte jagten på sin egen store karriere. Albummet fungerer i høj grad som en LED-storskærm i en fjernsynsbiks: Alle specifikationer og teknikker bliver fremstillet lettilgængeligt for brugeren, uden det kræver stort indblik i hverken historien bag eller genren i sig selv – men vælger man at sætte sig godt ind i tingene, bliver man belønnet tifoldigt med lækre detaljer og spændende variation. Til trods for et par alt for sukkersøde numre er opfølgeren en god videreudvikling fra debuten, og den generelle instrumentharmoni er godt sigende for Wolfgang som person: en mand med masser af talent.