Fra Grunge til øhm… Noget andet!
Jeg skal indrømme, at jeg slet ikke var bekendt med københavnske A Horrible Death to a Horrible Man, før jeg fik pladen tildelt. Det var i øvrigt med følgende sætning: ”De lyder som en to-akkords black-udgave af Alice in Chains med Jim Morrison som forsanger” – hvilket faktisk er en utroligt præcis beskrivelse, men det kommer vi til. Bandet har eksisteret siden 2010, og de spiller det, de kalder for ”post-traumatic rock”, en lidt besynderlig genre, der ikke siger ret meget om dem eller musikken. Hvis man sammenligner First Light med deres debut, Escape Escape, så er det svært at tro på, at det er samme band. De har forkastet deres tidligere grunge-lyd, men har dog valgt at holde fast i den nihilistiske minimalisme, der dog er at finde i grunge-genren.
Er vi der snart… Hvem er du!?
First Light består af fire numre, og er vel dermed næsten en EP, hvis ikke det var for numrenes længde – det korteste nummer, ”Too Soon”, er på seks minutter. Men hvis man bare hører albummet ud i en køre, er det komplet umuligt at skille de fire numre fra hinanden. De kører bare derudaf som ét langt nummer – og ikke på den gode måde. Samtlige numre følger samme formel dvs. en masse ekko og rumklang – derudover kender de kun to tempi: komatøs og ADHD.
Musikken er som sådan spændende nok, altså hvis man skal sidde og lege ”musikalsk associationsleg”. For når man sidder og lytter til First Light, bliver man konstant mindet om en række af andre musikere og bands, som alle har det tilfældes, at de er noget, man hellere vil lytte til end A Horrible Death To A Horrible Man. Der er passager, hvor man tænker på ORM, passager hvor man tænker på Sigur Rós, passager hvor man tænker på Kraftwerk, og passager hvor man tænker på Alice in Chains. Men trods alt dette, så formår AHDTAHM bare aldrig at slå igennem – det forbliver den samme grå suppedas, som luller en i søvn.
Musikken virker rodløs og retningsløs, de virker ikke, som om de selv ved, hvad de vil, hvor de vil hen, eller hvordan de kommer derhen. De er som en gruppe Alzheimers-patienter på roadtrip uden GPS. Jeg kan heller ikke lure, hvem de har tænkt sig at målgruppen skal være – for med den entusiasme (eller totale mangel på samme), som det lyder til, de har lagt i projektet, ja, så kan det da heller ikke være dem selv, der har fået noget ud af det. Det er som et dårligt samleje, hvor man ikke engang gider at stille spørgsmålet, ”Så... Var det også godt for dig?” for at prøve at redde ansigt med lidt charme.
It’s dead, Jim
Der er ingen charme, ingen entusiasme, ingen ildhu, ingen retning, ingen noget-som-helst over First Light. Jeg er med på, at post-rock ofte handler om minimalisme, men ikke så meget, at man har sparet selve pulsen væk. Ikke engang spartanerne var så spartanske! Man kan sagtens slippe af sted med at lave den slags musik, som AHDTAHM prøver på, men det kræver, at man gider. Og at dømme efter de fire numre på First Light, så er det tydeligt, at bandet simpelthen ikke gad.
