En ambitiøs rejse
Franske Blut aus Nord har gennem tre årtier har været med til at definere og rykke grænserne for atmosfærisk black metal. Bandet kan ikke klandres for at lave det samme album to gange og deres 16. fulde udgivelse er ingen undtagelse. Med Vindsval i front lægges fundamentet for Ethereal Horizons gennem den udforskende tilgang til musikken.
Ambitionsniveauet er (stadig) tårnhøjt, og skiven er tænkt som én lang rejse, hvor lytteren inviteres med ind i en introvert, flydende oplevelse, afkoblet fra verden. Og langt henad vejen lykkes missionen også. De syv numre tager sig bedst ud ved sammenhængende opmærksomhed de 51 minutter, turen tager.
Transformerende black med mange facetter
Fra første færd lægges stemningen på ”Shadows Breath First” med flydende synth, som efter kort tid eksploderer i et velkendt univers af atmosfærisk black metal. Ret kort inde i nummeret ændrer det dog karakter med ren vokal og kommer mest af alt til at minde om thrashet progressive metal iblandet black. Der er ikke langt fra mellemstykkets udtryk til fx Dream Theater, dette ment positivt. De mange skift er kendetegnende for albummet i sin helhed, og det er også styrken ved oplevelsen.
På ”What Burns Now Listens” og ”The End Becomes Grace” gives guitarmæssige nik mod 90´ernes thrash i fx Metallica, og sidstnævnte nummer må fremhæves som Ethereal Horizons højdepunkt, såvel kompositorisk som tidsmæssigt. Over 12 minutter svinger musikken igennem sig selv, transformerer, istemmer, afsøger og afslutter, hvilket meget passende også er albummets kulmination og sidste skæring.
”The Fall Opens The Sky” lægger ud med en galopperende, aggressiv nærmest desperat første del for pludseligt at udtone til en lige så lang flydende, rytmisk messende passage for igen at transformere sig ind i det sorte, som nu mere virker som et triumferende klimaks end afmægtigheden, der lagde an. Det er en fornøjelse at være med på den tur, fordi de egentlig ret store skift føles ganske naturlige - det er ganske imponerende komponeret. På samme måde er ”The Ordeal” en lyttemæssig lækkerbisken.
Og alligevel lykkes ambitionen ikke helt. ”Twin Suns Reverie” virker med de sfæriske synths alene nærmere som en afbrydelse end den bro, den muligvis er tænkt som, og ”Seclusion” ender som et nummer, der mere skal overstås end nydes sammenlignet med de andre, stærkere kompositioner.
Med sit proggede udtryk peger Ethereal Horizons mere tilbage mod Hallucinogen end andre udgivelser, og mængden af ren vokal og rytme/melodiskift gør, at det samlede udtryk er mere lyst end fx Disharmonium´ernes dissonans eller 777-æraens industrielle dysterhed. Det gør også Ethereal Horizons lettere tilgængelig and mange af sine forgængere. Det understøttes også af, at lyden er velproduceret fra ende til anden. På trods af mange, også bastante, udtryk, er der plads til alle instrumentelle indslag. Musikken er ren og flot – og fremragende udført.
Mod hvilke horisonter?
Ethereal Horizons sætter barren højt og når også næsten over den. De mange højdepunkter er en fornøjelse at bevæge sig igennem, men få dele medfører, at albummet som helhed ikke hænger helt sammen. Med Vindsvals tidligere udfoldelser skal tiden vise, om Ethereal Horizons kommer til at stå alene, eller den bliver fulgt op af flere værker i samme tematiske stil. I første omgang har Blut aus Nord lavet endnu et album ulig noget tidligere.
