Fra posttraumatisk rock til posttraumatisk gaze

Bandet med det lange navn og de lange sange, A Horrible Death to A Horrible Man, er atter klar med en udgivelse. Dette er den tredje, og spørgsmålet er, om de nu får succes med ændringen af deres lyd fra posttraumatisk rock på Escape, Escape (2015) til posttraumatisk gaze. Det var i hvert fald ikke noget hit på den foregående udgivelse First Light (2019). Den skarpe læser vil have bemærket, at der er to gengangere fra den seneste udgivelse, First Light, i form af ”First Light” og ”Too Soon”. De udgør to sjettedele af Days Gone By eller, for den matematikkyndige, 33,3 % af albummet! Dermed er det nok også begrænset, hvor meget bandets lyd har ændret sig på denne skive, men herfra håbes det, at de to sange har fået et ordentligt gennemsyn og tuning.

Drænende dødsensalvorlig depri-gaze

Albummet starter lige på og hårdt med sangen ”Other”, som blæses i gang med en hurtigt guitarspil og en jævn trommerytme, som kort efter bliver fulgt af en meget monoton og bedrøvet vokal. Guitarspillet danner en melankolsk lydmur, som man netop kender det fra mange black metal-bands og nogle enkelte shoegazebands. Grunden til, at jeg siger nogle enkelte shoegazebands, er, at mange shoegazebands har en opløftende atmosfærisk lyd, som giver sådan en ”Ah, jeg lægger mig lige på stranden og nyder forårssolen og den blå himmel, mens jeg har det her i ørerne”-vibe. Der er atmosfæren på Days Gone By væsentlig anderledes, da deres atmosfæriske lyd er mere ”Jeg lægger mig lige midt på vejen i skybruddet med en kop kold kaffe og håber på, et fartøj snart ender min nyttesløse tilværelse”. Lydmæssigt slår det mig, som hvis du tager Afsky, fjerner næsten al melodi og skifter Ole Luks ikoniske skrig ud med hunden Droopy på skønsangvokal. Det er måske en overdrivelse, der fremmer forståelsen. Reelt har lyden en del Sort Sol over sig, dog fremstår A Horrible Death to A Horrible Man mere gazy, mere depressiv og monoton end Sort Sol.

Produktionen på Days Gone By har heldigvis fået et stort løft i forhold til First Light, da lydbilledet nu er blevet stort, fyldigt og atmosfærisk. Det giver også god mening, at bandet har taget den nye udgave af sangen ”First Light” med, da den virkelig har været en tur igennem maskineriet og er blevet tunet og trimmet. Det er klart albummets bedste skæring med melankolske guitarer, som runger ud i intetheden med ekkoeffekter, og sangen skifter flere gange fra et grandiost, larmende lydlandskab til et mere roligt, dødsensalvorligt depressivt lydlandskab. Når lydbilledet er mest intenst i sangen, føles det, som om hele verdens dårligdomme vælter ind gennem ens øregange. Selvom dette er albummets bedste skæring, så rammer den ikke de helt store klinger. Man sidder ikke med gåsehud eller bliver blæst bagover på nogen måde. For selv ”First Light” lider af det, som er albummets helt store problem: netop at der er ufatteligt meget tomgang. Det føles, som om en autopilot er slået til, og der ikke er tænkt meget i at gøre lytteoplevelsen interessant med melodisk variation eller mere dynamik og fylde til vokalen – især vokalen må siges at være det helt svage led på Days Gone By.

Ligegyldighedens langgaber

Det helt store problem for A Horrible Death to A Horibble Man er, at det bare aldrig bliver superintenst, spændende eller virkelig interessant for lytteren. Musikken er ramt af stor forudsigelighed og monotoni og bliver en stor grå masse, der flyder sammen. På trods af at de får skabt nogle flotte melankolske lydflader, så er indholdet, der akkompagnerer dem, bare ikke specielt appetitligt. Jeg elsker selv melankolsk musik og noget, der kan ramme de helt mørke følelser. Selvom man kan mærke, at det er det, bandet sigter efter, så gør den store monotoni og følelse af ligegyldighed, at man bare ikke rigtig kan tilslutte sig musikken. Der mangler vokalvariation, melodier og nærvær i musikken. Noget, der gør, at man virkelig kan mærke, at den gråvejrstilstand, bandet vil trække os med ind i, er noget, de virkelig mener, og ikke bare er en slags tomgang i livets eksistentielle ligegyldighed. Albummet er ikke dårligt, men det er bare heller ikke ret interessant. Hvis man vil have musikkens svar på en gråvejrssøndag, hvor man intet orker og generelt er nedtrykt over, at endnu en uge fanget i livets rutiner snart starter, så er det her album løsningen på det.