Velkommen tilbage, Gontier
Alienation er det ottende studiealbum fra canadiske Three Days Grace og markerer et markant kapitel i bandets karriere. De blev dannet tilbage i 1997 og har siden da været garanter for alternativ rock med stærkt emotionelle temaer. I 2013 forlod forsanger Adam Gontier bandet, og Matt Walst overtog vokalen. Perioden efter var præget af både kunstnerisk fornyelse og splittede fanreaktioner, men Three Days Grace bevarede deres kommercielle gennemslagskraft og fortsatte med at levere solide albums og stærke liveshows. Og nu er den originale forsanger, Adam Gontier, så tilbage sammen med Walst, og de to skal fremover dele frontrollen. Men kan Gontier leve op til tidligere tiders succeser, og kan de to dele spotlightet i front? Det vil vise sig.
Nye tider, ny lyd... Og dog?
Med åbneren ”Dominate” får vi med det samme Three Days Grace, som vi alle kender dem med masser af tyngde og slåen på brystet. ’I will dominate. Seize the day. Ring the bell. Storm the gates.’ Teksten egner sig både til at skråle i bilen og til at løfte jern i træningscenteret. Resten af albummet bevæger sig ligeledes i velkendt territorium, for det byder på hård rock krydret med alternative metal- og post-grunge-elementer, tunge guitarer og de store omkvæd. Udover ”Dominate” er også ”In Waves” og ”Another Relapse” både aggressive, punchy og leverer den kant, som tidligere udgivelser flød over med. ”Apologies” og ”Mayday” bevæger sig til gengæld mod mere introspektive højder, og ”In Cold Blood” og ”The Power” viser bandets evne til både at være brutal og melodisk på samme tid.
Det bedste ved albummet er uden tvivl vokaldynamikken mellem Gontier og Walst. Gontiers velkendte, skrøbelige rasp og følelsesladede levering suppleres fint af Walsts stærkere, mere melodiske stemme, og når de to harmonerer, står det tilbage som nogle af de mest mindeværdige øjeblikke på pladen. Det giver Alienation en emotionel dybde og variation, som tidligere udspil har manglet lidt. Dog ville jeg gerne have hørt mere af Gontiers ufiltrerede vokalstil, som vi kender den, fra da han stod alene i front. Den meget effektbehandlede vokallyd på visse sange gør, at jeg indimellem føler mig distanceret fra den ellers stærke følelsesmæssige kerne, hvilket er en skam.
På den ene side, så giver den nye dobbeltvokal-konstellation altså albummet en helt ny dynamik, hvor fortidens rå nerve binder sig sammen med nutidens melodiske tæft. På den anden side, så er produktionen næsten blevet for poleret og radiovenlig til at bibeholde det rå og hårde udtryk. Den rå, kompromisløse energi er ellers et af de primære elementer bag deres tidligere pladers markante lyd og succes. Tekstuniverset holder sig på godt og ondt til præcis den vante gænge. Alle kan være med her, for hvem føler sig ikke set og hørt på numre omhandlende indre dæmoner?
Fremmedgørelsen og genkomsten
Alienation er en solid og til tider imponerende genkomst for Three Days Grace. Albummet bygger fint bro mellem bandets fortid og fremtidige projekter. Med Gontier tilbage foran mikrofonen sammen med Walst har bandet skabt en sjælden balance mellem aggression og melodi, som jeg virkelig værdsætter. Der er stadig plads til mere risikovillighed og rå energi, men Alienation bekræfter, at bandet stadig kan levere melodisk og følelsesladet rock, der rammer både hjertet og adrenalinen.
