Lidt godt fra hver vokalskuffe 

Helge fra Esbjerg udkom den 4. marts 2022 med deres debut-LP Neuroplasticity, og frembragte dermed et nyt og friskt pust til den allerede bemærkelsesværdige danske black-scene. Bandets tekster er på mange måder black metal i den form, man forventer den med tekster om dæmoner, naturen, depression og alle de andre klichéer. Men her er vokalerne både skrattende og kvækkende, som vi så godt kender dem - men også dybe og growlende, hvilket blandt andet gør, at bandet skiller sig ud fra mængden. Udover det har bandet også fremragende clean-vokaler (eller det normale mennesker kalder sang), som yderligere fremmer det imponerende ved bandets lyd. 

Ligepå og hårdt

Neuroplasticity starter meget forfriskende helt lige på og uden nogen former for akustisk eller synth-intro, som man så tit hører på black metalalbums. Det er sgu egentlig for en gangs skyld meget rart. For nogle gange gider man bare ikke at høre 7 minutters ild, der knitrer, og vind der suser i træer, før man får lov til rent faktisk at høre musikken. 

Produktionen er virkelig rar her. Den er tæt på at være en perfekt blanding mellem den velkendte båndoptager-lyd, som giver lytteren flossede trommehinder ved lytning i mere end 10 minutter ad gangen, og en mere clean produktion, der er behagelig, men som ellers kan virke kedelig, hvis der er for meget af den. Det er for mig vigtigt på sådan et album. For når noget er så larmende, som black metal traditionsvis er, så skal det altså også lyde ordentligt. 

Albummet har mange facetter, og bandet viser sig fra mange sider. Jeg blev især imponeret over de clean-vokaler, som er spredt udover numrene. Jeg kunne ikke finde ud af, om det var den ene vokalist (Danny Woe) eller den anden (Torsten Madsen), men det er i hvert tilfælde vellykket. Det giver mig associationer til bands som Hamferð, der har de samme episke og tragiske vibes over sig. 

Trommerne på albummet giver også en virkelig god dimension, da de er veleksekverede uden at blive alt for tekniske og unødvendigt flashy. Det kan for mig godt ødelægge et album, hvis trommerne fuldstændigt overdøver alt andet fordi dobbeltstortrommen er så vanvittigt hurtig, at ens hjerne slet ikke kan følge med. Der er også et virkelig catchy element til albummet, som ellers er en sjældenhed i black metal. På nummeret “Dying to Become” bider den growlede sætning “And the vultures are coming” sig fast i mit øre, da den bliver gentaget mange gange igennem sangen og bliverefterfulgt af en smukt sunget bro. 

Der er også elementer af rendyrket black på numre som ”Thrall”, hvor lange blastbeats og kvækkende vokaler fylder det meste af sangen. Det er lækkert, for så får man alligevel den der følelser af ægte black metal, samtidig med at der også er plads til noget innovation. Generelt har både bandet og albummet også en folk-vibe, som man på en eller anden måde kan mærke er til stede. Og med de kompositioner, som bliver kreeret, bliver der på magisk vis skabt en følelse af melankoli, uhygge og natur, som er helt enestående, og det må man tage den sorte hætte af for. 

Rendyrket black metal-ånd 

På Neuroplasticity er der ingen tvivl om, at bandet består af en gruppe musikere, som ved, hvad de laver, og som har haft en tydelig vision om, hvad de gerne ville præstere og opnå med dette album. Det er en smuk og melankolsk, men på samme tider grusom, fortælling om dæmoner, hallucinationer og onde kræfter på god gammeldags facon, men med en hel del nytænkning og innovation vævet ind. Der er saft og kraft på alle instrumenter, men trommerne og vokalerne står virkelig ud, og det kan man kun have respekt for i et black metalband, for der er det netop de to elementer, der tit dør i et kaotisk hav af dissonante reverb-indsmurte guitarer. 

Alt i alt er det en debut-plade, som bandet virkelig godt kan være stolte af, og en imminent udgivelse til virkelig at give høje forventninger til deres næste skive. Godt gået, og bliv ved!