En lille jætte rejste
For tredje gang i streg begav vi os til jætternes rige, der denne fredag aften var en smule anderledes end ellers. Allerede da vi trådte ind ad døren, mødtes vi af merchområdet, mens der var bygget en lille scene op henne i hjørnet ved siden af baren. Dette års Udgårdsfest skulle nemlig afholdes i Pumpehusets Sort Sal i stueetagen, der kan huse op til 400 stående gæster. Så vidt jeg kunne tælle, var salen ikke fyldt helt op, så det var nok grunden til, at Kransalen ikke var i brug denne aften. En ulempe ved den lille sal var dog, at den langsomt, men sikkert varmede sig op til nærmest umenneskelige temperaturer. Man kunne så have håbet på, at lyden ville være i orden, men et gennemgående problem var den ret svingende lydkvalitet, hvor trommerne til tider var alt, alt for høje og særligt druknede vokalisternes stemmer, der undertiden slet ikke kunne høres.
En anden ting, der var anderledes end ellers, var festivalgæsterne, der – i modsætning til ellers – var troppet op i deres almindelige tøj, og antallet af udklædte festgæster, som ellers er det charmerende ved en festival som denne, kunne tælles på en hånd. Det skyldtes nok, at lineuppet i højere grad havde fokus på bands med blandt andet black- og postmetal-elementer og ikke på et mere melodisk hjørne af folkmetallen som de sidste par år. Men det til trods gik Heavymetal.dk’s udsendte til opgaven med krum hals.
Vætte
Efter undertegnede havde set den danske supergruppe Vætte live til Vinter Metal i Aalborg sidste år, var glæden over at måtte opleve dem igen meget stor. Bandet overbeviste i sin tid med iørefaldende melodier, medrivende keyboardpassager og et helt fortræffeligt samspil, hvor alle delelementer kom til deres ret. Bandet åbnede med “Blandt Kryb Og Kravl”, der udkom som single i starten af september. Allerede her var trommerne en kende for høje sammenlignet med de øvrige elementer. Langt hen ad vejen formåede sanger Joachim Asmussen dog at skære igennem den buldrende lydmur, hvilket særligt gjorde sig til kende på andet nummer i sættet, “Askeblod”, hvor også keyboardet spillet af Tobias Larsen kom til sin ret. Beklageligvis var bandet dog plaget af gennemgående tekniske problemer med keyboardet, hvilket gjorde, at der var passager, hvor det slet ikke kunne komme i brug. Tekniske problemer af anden art kom til udtryk på “Dødedans”, hvor Asmussen blev assisteret af gæstevokalisten Olivia Vestergaard, hvis stemme slet ikke kunne høres. Musikernes evner, og hvad de ellers har præsteret i andre livesammenhænge, taget i betragtning håber jeg, at jeg får mulighed for at opleve dem under bedre forudsætninger en anden gang.
HELGE
Med en lille forsinkelse indtog seksmandsorkesteret HELGE scenen. Inden bandet for alvor kunne begynde, blev stemningen sat af Helge himself, der rensede scenen med en stor “røgelsespind”, hvis ret tunge odør blandede sig lifligt med sved- og øllugten, der allerede havde bredt sig i den glohede sal. De fremmødte blev mødt af et facetrigt og massivt lydlandskab, der strakte sig fra black- over folk- til progmetal, hvor særligt samklangen mellem Danny Woe og Torsten Madsens stemmer fungerede rigtigt flot, da der blev skabt en fin balance mellem de bløde og de rå toner. Endnu et element, der taler for HELGE, var bandets evne til at skabe alsidige lydflader, hvor velovervejede temposkift bidrog til en dynamisk oplevelse. Der var desværre også enkelte passager, hvor forholdet mellem trommen og de øvrige elementer ikke stemte helt, hvilket dog var symptomatisk for hele aftenen. Samlet set leverede HELGE en performance, som de sagtens kan være tilfredse med. Det var første gang, jeg oplevede HELGE live, men det bliver bestemt ikke den sidste.
Maunah
En del af lineuppet denne aften var også det splinternye band Maunah, der tilbage i juni udgav deres debut-EP, Heimaland, og nu var de så klar til at spille deres allerførste livekoncert: “første gang i verdenshistorien”. Helt grønne var medlemmerne dog ikke, for flere af musikerne er eller har været del af allerede eksisterende bands. Således var det også tydeligt, at vi havde at gøre med folk, der virkelig kunne deres kram. Bandet formåede at forene melankolske og følelsesladede melodier med fængslende og tunge riffs, ledsaget af en buldrende rytmesektion, samtidig med at de gennemgående udviste en kæmpe spilleglæde, som publikum kvitterede for med begejstrede tilråb mellem sangene. Et nummer, hvor dette blev særlig tydeligt, var “Heimaland”, hvis velovervejede intensitetsskift båret af guitaren og den tunge basgang holdt lytterne fast og tog dem med på en sanselig rejse til længst svundne tider. Dertil bidrog i særdeleshed Søren Koldsen-Zederkofs vokal, der sammen med Mads Laursens stemme gik op i en højere enhed. Undertegnede vil dermed vente spændt på, hvad fremtiden bringer for Maunah.
Finsterforst
Sydvesttyske Finsterforst indtog denne aften en skandinavisk scene for allerførste gang og var tilsyneladende glade for at blive modtaget så godt af de fremmødte gæster, der alle havde samlet sig foran den lille scene. Som var de seks musikere lige klatret op af en mineskakt, var deres ansigter og tøj helt indsmurt i en sort uidentificeret masse, og sekstetten var således klar til at berige de fremmødtes ører med det, de selv betegner som “black forest metal”. Det, der særligt vakte begejstring hos undertegnede, var den veleksekverede inddragelse af harmonikaen, der bidrog med et lag af melodiøsitet til det ellers barske guitardrevne udtryk. Det hørtes især på “Fluch des Seins” fra Zerfall udgivet i 2019, hvor den medrivende harmonika stod i skærende kontrast til den bragende rytmesektion og de onde growls leveret af Oliver Berlin. Også “Mach Dich Frei” fra pladen af samme navn hørte med sin tunge stampende grundrytme til blandt sættets højdepunkter – og dette på trods af at vokalen ikke altid gik lige godt igennem. Begejstringen hos de fremmødte var i hvert fald stor, så mon ikke de seks gæve tyskere begiver sig til Danmark igen i fremtiden.
Hamferð
Scenen lå øde og tågeomsluttet hen, da faretruende atmosfæriske toner lød gennem højtalerne i den lille sal. Badet i blåt lys indtog de seks færinger fra Hamferð scenen og lagde ud med “Í hamferð” fra deres seneste udgivelse, Men Guðs hond er sterk, hvor lydbilledet stod skarpt, og særligt Jón Aldarás vokal, der spændte fra blid skønsang til massive growls, var imponerende. Også efterfølgende “Ábær”, ligeledes fra deres nyeste udspil, var kendetegnet ved en tonstung, langsom instrumentering, som blev underbygget af det nærmest symfoniske keyboard, der kombineret med Aldarás dybe growls gav nummeret en unik og kontrastfuld fremtoning. Og som klipper i brændingen tårnede sekstetten sig op fra tågen, der krøb hen over scenegulvet og trodsede et større mandefald blandt publikum. Sættet blev afsluttet med “Evst” fra pladen af samme navn udgivet i 2013. Nummeret skabte med sin slæbende basgang og den dragende melodi en fin afrunding på sættet, der varede en lille time. På intet tidspunkt under koncerten tog bandet kontakt til publikum, hvilket lod de seks færinger fremstå ret anonyme. Man kunne nok argumentere for, at de på den måde lod musikken tale for sig selv, så det er snarere en personlig præference, om det påvirker oplevelsen eller ej. Musikalsk var der dog stort set ikke en finger at sætte på Hamferðs performance.
Einherjer
So, we meet again
Heldigvis varede det ikke 23 år, inden Einherjer skulle gæste en københavnsk scene igen, så efter lidt over et år var de fire nordmænd tilbage og klar til at berige Udgårdsfests gæster med skønne toner fra det høje nord. Om det var bandet eller det sene tidspunkt, det vides ikke, men i hvert fald tyndede det stærkt ud i publikums rækker i løbet af denne ellers helt fantastiske koncert.
Drager fra det høje nord
Frygten for, at endnu et godt band skulle lide under Pumpehusets tvivlsomme lyd, var stor, da Einherjer indtog scenen klokken 23.10. Men da tonerne fra “The Blood and the Iron” fra deres nyeste udspil, North Star fra 2021, rungede gennem salen, var der absolut ingen tvivl om, at vi ville afslutte aftenen på et højdepunkt. Og selv da Frode Glesnes’ bas kort svigtede, og han derfor ikke kunne varetage vokaltjansen, overtog guitarist Tom Enge på vokal, og bandet kunne fortsætte ufortrødent, uden at man lagde synderligt mærke til de tekniske udfordringer. Et nummer, der ligeledes var et bevis på bandets samspilsevner, var “Crimson Rain” fra Norwegian Native Art udgivet i 2000. Her var det særligt den vellykkede balancegang mellem de melodiske og de tunge guitarpassager, der vakte begejstring hos undertegnede. Også “Stars” tydeliggjorde med sin pulserende rytme atter en gang nordmændenes evne til at kombinere en harmonisk atmosfære med bragende midtempo stampere. Bandet afsluttede denne aften med ørehængeren “Far Far North” fra deres EP af samme navn udgivet i 1997. Og bandt således sløjfen på en aften præget af både op- og nedture.
Rosinen i pølseenden
Einherjer udviste gennemgående høj musikalitet og professionalisme, da de udover at byde publikum på en performance af høj kvalitet ikke lod sig gå på af de tekniske udfordringer, der kom deres vej. I den forbindelse vil jeg rose deres lydmand, der var lige så meget på som bandet selv. Han var hele tiden i gang ved pulten og bevægede sig med jævne mellemrum ud i salen for at tjekke lyden. Det tager jeg hatten af for, og jeg håber således på et snarligt gensyn!
