Vendetta Fest - Copenhagen 2022

Findes der mon et udenlandsk pladeselskab, der har flere danske bands i stalden end Vendetta Records? Jeg tvivler. I flere år har det tyske label, der især specialiserer sig indenfor black metallen, holdt en såkaldt Vendetta Fest i hjemlandet, hvor flere af selskabets markante bands stiller op. I den forgangne weekend lagde Stairway i Vanløse for første gang hus til en dansk version af festen fyldt med noget af det bedste, som Vendetta har at byde på fra Danmark plus et par spændende udenlandske navne. Det kunne Heavymetal.dk selvsagt ikke gå glip af.

FREDAG:

  1. Glemsel
  2. Gespenst
  3. Ligfærd
  4. Sunken

Glemsel, der netop har udgivet den roste Forfader, var fredagens første band, men lad mig hellere komme med en disclaimer med det samme: Som far til københavnernes trommeslager lever jeg næppe op til almindelige standarder om journalistisk ingrite… intitigret… øh… det der, som folkene bag Satans Sorte Vinyler heller ikke helt havde styr på. Men når nu forsanger og guitarist i bandet, Asmund Iversen, er hovedmanden bag begivenheden, fortjener hans band i det mindste et par ord med på vejen. Som nævnt i omtalen til eventet ”spilles der både på det rå og det melankolske”, når Glemsel optræder, og det var præcis, hvad vi fik, da Vendettafesten blev skudt i gang.    

Det ellers altid forholdsvis afdæmpede black-publikum så i hvert fald ud til at leve sig godt ind i både de stemningsfulde passager, som den lange afslutning i ”Ansigterne”, de tunge/doomede passager i ”Det Gamle Må Vige” og især ”Brændt Levende” fra gruppens Demo. Der var (overraskende) mange mennesker foran scenen allerede her til åbningsbandet, så det tyder på, at gruppen har gang i noget, som det danske blackfolk sætter pris på. Men tag ikke mit ord for det, for karakteren der gives her, er ikke min alene, men baseret på en lille rundspørge blandt flere af tilskuerne – bl.a. nogle stykker som også oplevede Glemsel på Stengade for et par uger siden. De mente, at det var en bedre præstation denne gang, og således blev Vendetta Festen skudt rigtigt fint i gang

8/10

Gespenst fra Aarhus albumdebuterede i 2016, og sidste år udkom Den Sidste Færd, der var en vellykket omgang atmosfærisk blackmetal fusioneret med funeral doom og endda en snert af noget ambient. Der var mest fokus på det doomede black under jydernes sæt, der dog ikke helt levede op til Den Sidste Færd, som jeg ellers selv er meget begejstret for. Der opstod nogle lydproblemer i pausen mellem første og andet nummer, og den slags bryder altid rytmen lidt. Det var i hvert fald, som om der gik lidt tid, inden Gespenst for alvor kom i gang igen. Ærgerligt, for med hjælp fra et par af bysbørnene i Arkæeon - der i øvrigt optrådte her på Stairway for et halvt års tid siden sammen med Glemsel og Slægt - havde duoen i Gespenst samlet et både dygtigt og rutineret liveband, der desværre ikke brændte helt igennem. På deres to plader er det de doomede og atmosfæriske passager, som overtegnede holder mest af, men denne aften beviste aarhusianerne på trods af ovennævnte faktisk, at de absolut også kan spille black metal. Der skal bare lige høvles et par knaster af hist og pist tror jeg.

6/10

Selvom sjællænderne i Ligfærd har været i gang siden 2005, er det yderst sjældent, at de har begunstiget os med liveoptrædener. Så vidt vides er det i hvert fald mindst fem år siden sidst, og det var derfor ikke kun på grund af gruppens hurtige og aggressive black metal, som man især kan høre det på Den Ildrøde Konge fra 2018, at jeg var yderst spændt på endelig at opleve gruppen live. At jeg ikke var den eneste, var ret tydeligt, for gulvet foran scenen blev hurtigt pænt fyldt op. Der gik heller ikke mange sekunder, før det slog mig, at for et band, der angiveligt ikke rigtigt gider at spille live, gik Ligfærd umanerlig oplagt til stålet! For alle de gamle, såvel som de nye, sange blev leveret med smittende energi og et for det meste temmelig stort overskud. Især stod ”Hierusalem” og ”Sværdet & Bettelstaven” meget stærkt – begge kommer de fra gruppens nyeste udspil Salvator Mundi (anmeldelse er på vej!). Ligfærd mestrede både de tunge og dommedagsvarslende passager og mindre overraskende de infernalske/maniske riffs understøttet af, hvad der må være blandt kongerigets mest intense blastbeats.

Indimellem var det dog, som om det gik lige stærkt nok, og bandet ikke fulgtes helt ad, men hvad kan det dog ikke blive til, hvis gruppen fremover i højere grad beslutter sig for at begunstige de danske spillesteder med deres besøg? Alt i alt trak de små skønhedsfejl ikke ned fra en yderst medrivende optræden. Jeg glæder mig allerede til næste gang og der behøver ikke at gå fem år, tak.

8/10

I modsætning til Ligfærd havde aftenens sidste band, Aarhusianske Sunken, ganske ofte fremført deres storslåede og atmosfæriske blackmetal foran det danske koncertpublikum. Selvom der har været lidt udskiftninger undervejs, var det tydeligt, at her var vi vidner til et både rutineret og sammenspillet band. Specielt forsanger Martin Skyum imponerede med sin intense optræden og på den danske black scene uforlignelige vokal. En sindssyg intens præstation! Stemningsfulde passager blev helt som forventet blandet med rendyrket raseri og smuk misantropi. Lysshowet, der udelukkende bestod af spots bag musikerne, blandet med de konstante stroboskoplys og utallige røgmaskiner i overgang, understregede, at der skulle være fokus på atmosfære og introspektion. Efter Ligfærds opvisning havde jeg min tvivl, om det var en god ide at fortsætte med Sunkens mere indadvendte stil, men den tvivl blev hurtigt gjort til skamme. Alt blev leveret med stor overbevisning. En noget nær perfekt afslutning på fredagens program.

8/10

LØRDAG:

  1. HELGE
  2. Naxen
  3. Ninkharsag
  4. Afsky

Første dag på Vendettafesten var altså en ret stor succes. At der var voldsom metal-aktivitet på de københavnske spillesteder denne weekend blev tydeligt på andendagen, for her var markant færre tilskuere.  Til gengæld var det, som om dem, der rent faktisk mødte op, kompenserede med en mere entusiastisk tilgang til lørdagens fire koncerter.

Helge fra Esbjerg er det nyeste medlem af den danske Vendetta-familie, og her på Heavymetal.dk var vi svært begejstrede for deres debutalbum 'Neuroplasticity', der udkom for bare et par måneder siden. Gruppen havde fuld fokus på hedningestemning med knogler, røgelse og vikingelook, og det lagde baggrunden til gruppens lidt utraditionelle blanding af black, melo, folk og prog. Helge er et band, der tydeligvis godt kan lide at bryde grænser og hatten af for det. Deres i metalsammenhæng temmeligt utraditionelle navn har de valgt, fordi hele projektet i høj grad udspringer fra den ene af gruppens guitarister, Helge Nørbygaard. Det var da også tydeligt, at det betyder ekstra meget for ham, for selv med ansigtet gemt under en kutte kunne man ikke undgå at se ham stå og synge med som en anden Steve Harris. Det var ellers de to ’rigtige’ vokalister, der dominerede på scenen. De gjorde et forbilledligt arbejde med både rene vokaler, growl og black skrig, mens resten af bandet fremstod lidt anonyme, også på trods af chefens omtalte indlevelse. Det virkede dog, som om det ikke kun var mig blandt publikum, der havde lidt svært ved helt kunne finde ud af, hvad det egentligt er, Helge vil med deres udtryk. Men at der helt klart er noget at bygge på, viste de med tydelighed på mægtige ”Dying To Become”, der præcis som på pladen var en ren triumf.

 

6/10

De danske debutanter blev efterfulgt af nogle tyske ditto, nemlig Naxen, hvis første album, Towards the Tomb of Times, udkom i 2020. Mit første møde med gruppen var på YouTube, hvor de lavede en af de bedste Corona lock-down koncerter, jeg overhovedet fik set, og stor var min glæde, da jeg opdagede, at Vendetta Fest havde booket dem som den ene af de to udenlandske gæster på festivalen. Naxen byder på stærk alsidighed i deres ellers i høj grad atmosfæriske udtryk, og det må man sige de bragte med sig til Stairways scene. Den eneste der så ud til at kede sig under tyskernes på en gang intense og stemningsfulde sæt, var den lokale lystekniker, for bandet brugte samme lyssætning hele vejen igennem uden noget gøgl overhovedet. Det virker måske kedeligt, når man ikke har oplevet det, men det understregede sangenes intensitet og fungerede faktisk rigtigt godt. De knejsende riffs og underskønne melodier på ”To Welcome The Witherring” og ”The Odious Ordeal” samt ikke mindst de kortvarigt næsten proggede indslag i ”The Disappearing Door To Dignity” blev leveret med overbevisning og indlevelse. Samlet set var det en opvisning i stemningsfuld og intens black på et ekstremt højt teknisk niveau. Ikke så levende og organisk som nogle af festivalens andre indslag måske, men alligevel temmelig fascinerende.

8/10

Engelske Ninkharsag fuldendte hattricket med debuter her på Stairway, og det var endnu et navn, som overtegnede havde glædet sig voldsomt til. For deres The Dread March Of Solemn Gods strøg direkte ind på min personlige top 3 liste sidste år. Men kunne englænderne også levere varen live? Desværre mødte de op uden den ene af deres to guitarister, for han havde åbenbart problemer med sit pas. Ak ja, Brexit er en udfordring for mange. På trods af en decideret heroisk indsats fra det fremmødte trekløver, var det bestemt også en udfordring for dem, for vi manglede virkelig guitar nummer to i briternes melodiske og stærkt Dissection-inspirerede black. Et stykke inde i sættet udbrød forsanger og (eneste) guitarist, Kyle Nesbit, da også at "we perform as a threepiece for the first and only time!" 

Men selv ikke disse udfordringer kunne skjule, at sange som ”Under The Dead Of Night”, ”Spectres Of The Ancient World” og ”Discipline Through Black Sorcery” er uslebne sorte diamanter, og det førte til den koncert med klart mest headbanging på festivalen. Man kan kun håbe, at der snart bliver en anden mulighed for Ninkharsag at optræde med fuld besætning i Danmark. Copenhell er en oplagt mulighed for dette band, der leverer catchy black som få!

7/10

Sidst på måneden spiller Ole Luk afskedskoncert med Solbrud. Det er jo trist på den måde at tage afsked med det, der i løbet af de sidste 10 år er blevet en institution på den danske black-scene. Men når det betyder, at Ole Luk i højere grad kan fokusere på det, der er på vej til at blive det næste fyrtårn på scenen, hans soloprojekt Afsky, så er det jo absolut til at leve med. Ofte Jeg Drømmer Mig Død er en gudeskive, og jeg havde glædet mig enormt til at opleve sangene derfra igen.

Fra åbneren ”Jeg Bærer Deres Lig” (godt nok fra Sorg) til ”Angst” ramte Afsky den perfekte balance mellem atmosfære og ’gang i den’ under et helt fantastisk sæt. Vendettafestens deltagere tog da også imod med kyshånd og imponerende energi, her hvor klokken var ved at blive midnat. Det virkede, som om både band og publikum fik ekstra energi fra hinanden, og det blev for hele salen dermed også til et velkomment gensyn med Simon og Jonas fra Sunken, der endnu en gang agerede backing for Ole Luks smukke numre. ’Uopnåelig som stjernerne på himlen’ sang han på ”Oh Maaneløse Nat”, men Ole Luk stod jo lige der, som en af de mest funklende stjerner på den danske black-himmel. Vi fik endda på overraskende løssluppen vis, et kun delvist gennemøvet ekstranummer fra Oles Heltekvad projekt, som han jo har sammen med Simon Skotte og Simon Frenning, der jo alligevel allerede var på scenen denne aften. 

Fra Glemsel til Afsky – sikke en afslutning vi fik på en fremragende weekend i Vanløse.

9/10