Djævelsk doom fra øverste hylde
Okkult ondskab med aarhusiansk afsender
Aarhusianske Dread Witch blev dannet i 2023 og har på ganske kort tid markeret sig som et interessant navn på den danske sludge- og doomscene. Med debutalbummet Tower of the Severed Serpent fik trioen slået fast, at de bestemt ikke er bange for at lade tingene blive både tunge, beskidte og djævelsk dystre. Nu følger de op med Cult, hvor der fortsat er rigeligt med både slæbende sludge og okkult doom på menuen. Og med en plads på årets Copenhell-plakat er der ingen tvivl om, at Dread Witch er et navn, der skal holdes øje med.
Sludge, doom og gedekranier
Efter en kort introduktion i form af atmosfæriske og melodiske “Born Again” tager Cult for alvor fat med det tonstunge og djævelsk onde titelnummer. Det er diabolsk doom og slæbende, snasket sludge, når det er allerbedst. Dyb dissonant guitar, rungende men knastørre trommer, og en bas der brummer så dybt, den knapt nok er hørbar. Tænk lavtempo Eyehategod, der kanaliserer Weedeater og Monolord med en ung og growlende Phil Anselmo på vokal. Ikke dårligt, vel?
“The Summoning” fortsætter i samme boldgade, hvor det bliver tydeligt, at især den doomede og okkulte del af gruppens musikalske univers har fået endnu mere plads end på forgængeren. Med et tempo så langt tilbage på slaget, at det nærmest er ved at vælte, og en messende, ond vokal fra den pokkers dygtige Mikael Rise, er det umuligt ikke at få en uhyre klaustrofobisk fornemmelse af uhygge i kroppen. Men jeg kan lide det! For hvad venter der mon lige om hjørnet? Jo, såmænd en overraskende hurtig og næsten punket lille sag i form af den ganske fængende “Cyclops”. Og samme trick gentages, når vi når frem til “Marrow”. Dread Witch formår nemlig at holde lytteren på tæerne ved hele tiden at bryde det langsomme og massivt tunge udtryk med små afstikkere i andre retninger.
Således fortsætter herlighederne gennem en fremragende lytteoplevelse på 36 minutter fordelt over otte skæringer. Lækker, langsom sludgedoom tilsat delikate bidder af punk, thrash og et lille drys psykedelisk galskab. Det fungerer nærmest upåklageligt, og da den særdeles flotte afslutter “Omen of Oblivion” efter otte minutters ren doom-fryd endelig når i mål, er det svært ikke at føle sig dejligt gennemrusket af ren og skær ondskab. Måske skulle jeg alligevel hænge de der gedekranier op i stuen, gå med omvendt kors om halsen og helt holde op med at vende den anden kind til? Også lyd og produktion sidder lige i skabet. Trommer og guitar har i særdeleshed den helt rigtige mudrede, skrabede og lettere dissonante klang, og den slags beskidte lydunivers, der mest af alt minder om muggen kælder af alt for gammel beton, er faktisk ikke det nemmeste at ramme i et studie. Derfor skal der også lyde en stor ros til Tue Madsen for arbejdet bag knapperne. Det er ganske enkelt fornemt skruet sammen, og man bliver næsten lidt stolt af at være dansker, når ens landsmænd kan præstere noget så vellykket.
En herlig tur i afgrunden
Det er svært at have andet end lovprisninger og rosende ord tilovers for Dread Witch. Når både lydbilledet og den ganske særlige måde at gribe doom-genren an på bliver behandlet så nuanceret, som det er tilfældet på Cult, er der god grund til at finde de store karakterer frem. Helt op i den absolutte top kommer vi dog ikke, for når man skærer intro og andet fyld fra, er der reelt kun seks numre og omkring en halv times musik at gøre godt med. Et par ekstra skæringer havde med stor sandsynlighed trukket mig endnu længere ned i afgrunden og givet den samlede lytteoplevelse det sidste lille pift. Men det er trods alt bagateller i det store regnskab. Cult scorer otte flotte kranier, og så er der ellers mødepligt, når Dread Witch indtager Refshaleøens havefest til sommer. Vel mødt!