Er der mon noget lækkert?

Cancer er et rigtigt old school death metal-band, der startede i Telford, UK i 1987 over et par øl på en tilfældig pub. Siden 1995 har de været opbrudt og genforenet flere gange, end jeg gider at tælle. Senest i 2022, hvorefter alle medlemmer er nye med undtagelse af grundlægger og frontmand John Walker. Denne skive er således den syvende i en række af flere stærke udgivelser. Især deres tre første skiver er legendariske, hvorfor de blev genindspillet med en klædeligt bedre produktion i 2014. Den forrige skive Shadow Gripped, var en blandet omgang, hvor der var omtrent tre numre, der var virkelig fede, for eksempel det sætlisteklar ”Garotte”. Resten af pladen var ikke af samme kvalitet og blev lidt en bøvlet, sammensat og egentlig halvkedelig omgang dødsmetal, og det synes jeg, verden har nok af.

Lidt en blandet pose

Inverted World er en af de skiver, der bliver bedre, jo mere man graver sig ned i lyrikken og de fine detaljer i musikken. Nummeret ”Enter the Gates” giver fuld gas på både chugs, fine, korte riffs, lange brøl og synkoperede 1990’er-agtige trommer, som Cancer er mestre i at kombinere. Produktionen er tydeligvis i top, og chugs og riffs får god plads.

”Amputate” rammer ørerne som en syngende lussing, med den helt rigtige opskrift a la Cancer – det er et superfedt nummer, hvor Robert Navajas guitarsolo flyder over flere tempi. Jeg garanterer, at ”Amputate” er på sætlisten til deres efterårsturné.

Det basrige og sidste nummer, ”Corrosive”, genopretter håbet og glæden ved Cancers særlige måde at strikke et old school brutalt nummer sammen på. Her kommer bassisten, Daniel Maganto, til sin ret, og ikke bare i introen, men hele nummeret igennem dominerer han i ordets bedste betydning. Baslyden er virkelig tyk, og Maganto får vredet al tyngde ud af den bas!

Albummets og det nye lineups virkelige stjerne er trommeslageren, Gabriel Valcázar, der får kompositionerne og chuggene til at poppe. Han leger med stammerytmer og får de langsomme sekvenser i for eksempel ”When Killing isn’t Murder” til at spille 100 %. Det er fedt, at han ikke bare kører downbeat og blastbeat, men benytter ældrel elementer som synkopering.

Der er et par sange, hvor Walker prøver med noget kluntet spokenword/semicleans. Noget, han gerne må lade være med i en fart, for det ødelægger det ellers insisterende flow, resten af bandet lægger for dagen. Walkers halsbetændte brøl kan desuden godt blive anelse ensformigt, og årene kan godt spores i hans vokal, selvom hans frasering er helt i top.

Lyrikken er, som Cancer gør det bedst, fyldt med virkelighedens absurde eksempler på ekstrem vold med døden til følge, iblandet et afmålt drys af samfundskritik a la Black Mirror. På trods af par underlige strofer af hensyn til rytmen, så er Inverted World godt skrevet og har mange små guldklumper, jeg gerne vil opfordre til, at man er nysgerrig efter.

Kritikpunkter til trods er dette lineup og albummet det bedste, Cancer har lavet siden The Sins of Mankind fra 1993.  

Det smager jo ret godt

Cancer kan godt! Det er jo helt tydeligt, at de kan lave fede numre, der har den der kompromisløse og rå produktion, der smager af West Midlands-/Birmingham-metal som for eksempel Napalm Death, Anaal Nathrakh og ja, endda Bolt Thrower, når det er bedst. Når det er bedst! På Inverted World er der omtrent fire-fem numre, der virkelig er fede og forhåbentlig vil klæde mange playlister og sætlister i fremtiden, og en halv god klat, der dog fortjener den plads, de har fået på pladen. I modsætning til Shadow Gripped, hvor de tre gode numre var de første tre på pladen, er de gode numre på Inverted World fordelt med maksimal spredning på tracklisten. Heldigvis er de gode til at tage hits med på turné, og de laver fede liveshows, hvis du har muligheden, bør du se dem live!

Hvis du nød Inverted World med Cancer, så tjek Carcass’ Heartwork, Cynic, Monstrosity, Grave eller det nyere Obituary ud.