Alle gode gange 6(66)

Det her er sjette gang, jeg anmelder Behemoth, og dermed tiende gang, jeg anmelder noget, som gode, gamle Nergal står bag. Det er ikke just nogen statshemmelighed, at ovenpå den enorme og velfortjente succes, som bandet opnåede qua sit magnum opus, The Satanist, har Behemoth kørt i rundkreds. Nogen ville måske endda mene, at de rent kreativt har stået i stampe det sidste årti – noget, bandet, desværre, bekræftede så sent som tilbage i 2022. Nergal selv har dog udtalt, at Behemoths 13. udgivelse vil være den stærkeste samt mest filosofiske, de nogensinde har udgivet – et postulat, man dog kun kan betvivle, for lad os alle være helt ærlige: The Shit ov God er en lortetitel. Så er spørgsmålet dog, om det også er en lorteskive.

Mindre teater, mere nævekamp!

Ovenpå både I Loved You At Your Darkest og Opvs Contra Natvram, som lige så godt kunne have heddet The Satanist 2 og The Satanist 3, er det oplagt at tænke/frygte, at man nu sidder med part fire. Der går dog mindre end 30 sekunder, før man opdager, at det faktisk ikke er tilfældet – tak, Satan!

Tag nu bare intronummeret ”The Shadow Elite”, der lyder markant mere som en sang fra Demigod eller Evangelion, og det er da ikke utænkeligt, at det at have genudgivet sine to første udgivelser for få år siden har fået bandet til at skue tilbage – hvilket i denne kontekst er et ganske velkomment.

Helt overordnet er der blevet skruet gevaldigt ned for de store teatralske armbevægelser, og The Shit ov God er afgjort det mindst artsy-fartsy album, Behemoth har udgivet i næsten 20 år, Det er også det korteste album, de har lavet siden Satanica fra 1999.  Med andre ord så er det her album en markant mere bastant og hårdtslående type, end man nok havde forventet fra Behemoth anno 2025, og jeg er lige dele imponeret og overrasket. Som en, der godt kan lide Behemoth, er det ligeså utroligt rart, at de har taget sig gevaldigt sammen. Når det så er sagt, så er The Shit ov Gods største problem hverken den gudsjammerlige titel, den ukristeligt banale lyrik eller Nergals besættelse af bogstavet ’V’. Nej, problemet er, at selvom samtlige numre på albummet er ganske gode, så er der ikke ét, der er rigtig godt. Med andre ord så er der ikke en sang, man kan pege på og sige: ’Bum, dén der, det er hittet!’ – og det er selvsagt et problem.

De grå hår til trods

Det virker til, at i jagten og iveren efter, at spille tungt, vredt og hurtigt igen så glemte de hedenske polakker lige, at man også godt må gøre sig umage. Det til trods så er der dog ingen tvivl om, at efter at have sovset rundt og pillet sig så meget i navlen, at der er udsyn til rygraden, så er Behemoth tilbage. Jovist, de grå hår er da tydelige, og ridserne i lakken ligeså, men Nergal & co. står endnu, og de må faktisk godt blive stående et par år endnu, for bilen er gasset op igen, og tomgangen er ophørt – wroom, wroom!