Nailed to Obscurity

Allerede kl. 18:03 tordnede Journeys velkendte toner af ”Seperate Ways” ud af salens højtalere som introduktion til aftenens første indslag: tyske Nailed to Obscurity. Kontrasten kunne næppe have været større, da frontmand Raimund Enenga slog gabet op til sætåbneren ”Black Frost”, en mikstur bestående af gutteral growl a la Mikael Åkerfeldt samt et lead riff, der henledte tankerne på ”Toss ’n’ Turn” fra danske Mugshot. Lyden var generelt håbløst afstemt, hvorfor clean vocal-sektionerne nærmest poserede som et pantomimespil, mens Jann Hillrichs trommer som yderligere konsekvens heraf fremstod som de eneste identificerbare instrumenter. Den støvede loungestemning blandt de herrer guitarister Dieken og Lamberti samt bassist Carsten Schorn på både ”Protean” og ”Desolate Ruin” annullerede tillige ethvert initiativ fra den ellers veloplagte forsanger, og festen blandt publikum kom aldrig for alvor i gang. En sætlængde på 32 minutter viste sig derfor alt rigeligt.

Sætliste:

1. Black Frost
2. Protean
3. Liquid Morning
4. Clouded Frame
5. Desolated Ruin      

5/10

Dark Tranquillity

Aftenens øvrige fortropper behøver næppe nogen nærmere introduktion. Gøteborgscenens pionerer gæstede Danmark så sent som i foråret, hvor de sammen med finske Ensiferum nedlagde Pumpehuset den 3. april. Publikum var således allerede fortrolige med det nyeste materiale, og genkendelsens glæde var tilsvarende stor, da svenskerne lagde fra land med ”Identical to None” fra deres seneste udspil, Moment. En udgivelse der samtidig satte tyk streg under bandets position som en af Sveriges mest værdifulde eksportvarer på metalscenen.

Tilbage stod spørgsmålet, hvorvidt Mikael Stanne med følge var i stand til at omsætte det øvrige bagkatalog til scenen denne aften. Hvis der var skyggen af tvivl, blev den eftertrykkeligt gjort til skamme. Stanne selv var fra første færd i fuld vigør, og den til lejligheden opstillede baggrundsskærm med sangtekster udgjorde en indbydende invitation til fællessang, hvilket skabte god kontakt til publikum. Efter lidt knas med teknikken, fik vi nogle virkelig velspillede riffs på ”Atoma” og i særdeleshed ”The Dark Unbroken”, hvor både Christopher Amott og Johan Reinholdz for alvor trådte i karakter. Det var tydeligt, de følte sig mere velbevandret i materiale, de selv har været med til at indspille.

Der var vitterlig tale om et kvantespring på samtlige parametre i forhold til aftenens øvrige opvarmning, og skal jeg endelig finde lidt malurt i bægeret, hvilket som bekendt er anmelderens privilegie, så virkede Martin Brändströms keyboard ikke helt afstemt på ”Lost to Apathy”, der erstattede ”Terminus (Where Death is Most Alive)” på sætlisterne efter koncerten i Lyon. Et nummer, der i min optik ville have fremhævet Brändströms evner i endnu højere grad, om end disse fik en markant genrejsning på blandt andet ”Cathode Ray Sunshine” og ”House Passed In Exile”. Jeg kan kun bøje mig i ærbødig respekt for Dark Tranqullity, der efter 30 år stadig holder et umanerligt højt niveau og efter min bedste overbevisning har masser af gode år i sig endnu.  

Sætliste:

1. Identical to None
2. Lost to Apathy
3. What Only You Know
4. Atoma
5. Cathode Ray Sunshine
6. The Dark Unbroken
7. Hours Passed In Exile
8. Phantom Days
9. Misery’s Crown

8/10

Amorphis

Turopsætningen med Eluveitie fremhævede finnernes helt åbenlyse fortrin, da Amorphis har sat et tydeligt præg på folk metalscenen gennem deres lyriske univers. Bandet besøgte, i øvrigt sammen med Nailed to Obscutity, senest Amager Bio i januar 2019 for at promovere udgivelsen af Queen of Time – en koncert, der blev afviklet til stor tilfredshed for forrige udsendte på trods af et noget sløvt publikum. Tirsdagens forestilling endte derimod ikke blot med at overgå finnernes seneste besøg, den henviste samtidig aftenens øvrige hovednavn til rollen som andenviolin. En helt igennem uforglemmelig oplevelse fuldt på linje med den mageløse magtdemonstration, som Symphony X fremviste i selvsamme lokaler tilbage i foråret 2019, og som til dato fremstår som en af de bedste koncerter, denne anmelder har haft privilegiet af at overvære.

En enkelt fremmødt fan viftede, blandt hujen og løftede horn, stolt det finske flag, da lyset gik kl. 20:10, og indledningsvis trakterede os med tonerne fra ”Northwards”, første skæring fra Halo. Som en arrig terrier, bed blændende Tomi Joutsen sig øjeblikkeligt fast i publikum. Et knusende greb der ikke på noget som helst tidspunkt blev løsnet igen. Santeri Kallio stemte efterfølgende i med en fængende keyboardintro ikke ulig Deathstars ”Death Dies Hard”, på ”On Dark Waters”. Veludført som det var, smagte nummeret dog hen ad promovering for den nyeste skive. En sjælden kikser tittede frem under ”Silver Bride”, hvor lyssætningen ved enkelte passager gav granatchok blandt forsamlingen på bagerste rækker, undertegnede inklusive. En mindre detalje, der dog hurtigt gik i glemmebogen med leveringen af ”Into Hiding”, hvor indspilningen af Kasper Mårtenssons oprindelige introkomposition blev benyttet, inden Jan Rechbergers dobbeltpedal satte svingning i parykkerne. Det blev også til spotlight for bassist Olli-Pekka Laine, der iført sin obligatoriske Axl Rose-bandana satte punktum for et medrivende nummer.

Det var som tidligere nævnt en aften, hvor der blevet performet på nærmest umenneskelig højt niveau. ”The Moon” udgjorde et af de bedste clean vocal indslag, hvor også en atmosfærisk midtersekvens akkompagneret med glimrende lyssætning virkelig understøttede symbiosen på scenen og dermed også smittede af på et medlevende publikum, der lystigt sang med. Klassikeren ”Black Winter Day” blev leveret i overbevisende stil, og guistarist Tomi Koivusaari, der stod for den oprindelige growl på Tales from the Thousand Lakes versionen, så da også svært tilfreds ud med den opdaterende fortolkning. På trods af det obligatoriske punktum bestående af ”House of Sleep” fik vi aftenens ubestridte klimaks i form af ”The Bee”. Her gik alt op i en højere, harmonisk enhed med Tomi som en sand konge af kuben tronende over salen med udstrakte arme til buldrende applaus fra en underdanig pøbel, og for en stund var jeg, komplet med gåsehud og selvsiddende smil på læben, henført til livefølelsen fra mine yngre år. Superlativerne og lovordene stod nærmest i kø, og det var vitterlig småtingsafdelingen inden for lyd og lys, der adskilte Amorphis fra absolut topkarakter.

Sætliste:

1. Northwards
2. On the Dark Waters
3. Death of a King
4. Silver Bride
5. Into Hiding
6. Wrong Direction
7. The Moon
8. Seven Roads Come Together
9. Black Winter Day
10. My Kantele
11. The Bee
12. House of Sleep

9/10

Eluveitie

På bagkant af finnernes overlegne optræden var Eluveitie sat på alvorligt sisyfosarbejde. Allerede under afviklingen af ”Exile of The Gods” stod det da også klart, at helvetierne aldrig helt ville nå samme niveau. Synergien mellem Fabienne Erni og Chrigel Glanzmann havde indledningsvis markante udfordringer, dels grundet Ernis halvskingre toneleje, dels fordi Glanzmann, på trods af sine mangfoldige musikalske talenter, ikke besidder nogen stor livevokal. Til gengæld stod Nicole Ansperger skarpere i billedet med sit dragende violinspil, der også stjal fokus under efterfølgeren ”Nil”. De gennemtrængende, vokale mislyde plagede fortsat leveringen af ”Deathwalker”, hvor den hårdtprøvede frontmand dog fremviste talenter på tinfløjte, mens Michalina Malisz bød ind med en solo på sin hurdy-gurdy, inden ”Epona” gav rampelys til henholdsvis Kay Brems bass, Matteo Sisti med sin sækkepibe og ikke mindst Alain Ackermann, der har passet gryderne siden 2016.

Fabiennes stemningsfyldte solo ”Anu” blev på mange måder vendepunktet for schweizerne efter en mildt sagt slingrende start, der nemt kunne have affødt dumpekarakterer. Så galt gik det imidlertid langt fra takket være livreddende førstehjælp fra lydboksen. Nu gik de flotteste klangbilleder gennem salen, hvor Fabienne som en hybrid mellem Sharon Den Adel og Dolores O’ Riordan på fornem vis blev akkompagneret af dejligt nedstemte riffs samt soli fra Rafael Salzmann, der indtil da havde ført en forholdsvis anonym tilværelse på scenekantens venstrefløj. Herfra så Eluveitie sig ikke tilbage, og på crowdpleasere som ”Ambiramus” og ”King” forvandlede Amager Bio sig til interimistisk hoppeborg inden ”Breathe” med sin klassiske beretning om længsel og afsavn gav soloreprise til Malisz. 

Shout-out til turnéens øvrige kolleger var et gennemgående tema for samtlige frontmænd på tværs af aftenens optrædenerne. Chrigel forpassede da heller ikke endnu en mulighed herfor, inden hoppeborgen blev slæbt tilbage i salen, og publikum brød ud i fornyet fællessang under ”The Call of the Mountains”, der samtidig markerede slutningen på aftenens hovedsæt. En udtalt lettelse at slippe for den tyske version, der af uransagelige årsager var at finde på sætlisten under seneste besøg. Vi slap dog ikke for det prætentiøst indstuderede ”nu er det slut-ritual”, hvilket da også faldt noget jorden, da encoresættet startede inden publikum overhovedet kunne nå at kalde bandet tilbage på scenen. Det virkede ærlig talt, som om tidsplanen var ved at skride, og både ”Aidus” og titelnummeret på seneste udgivelse ”Ategnatos” blev forceret uden hverken nerve eller nærvær. Det havde nu ingen synlig effekt på det feststemte publikum, der tillod Fabienne og det øvrige entourage at krone et fornemt comeback på ”Inis Mona”. Bangeren fra Slania sendte afslutningsvis en sidste hilsen fra Chrigels tinfløjte og Sistis sækkepibe, der med en velspillet solo satte punktum for en aften, der trods en problematisk start, endte med at sende Eluveitie videre på turen med oprejst pande. 
 

Sætliste:

1. Exile of the Gods
2. Nil
3. Deathwalker
4. Epona
5. Anu
6. A Rose for Epona
7. Thousandfold
8. Ambiramus
9. King
10. Breathe
11. The Call of the Mountains
Encore:
12. Aidus
13. Ategnatos
14. Inis Mona

7/10