Infected Rain

Jeg kan lige så godt starte med at være helt ærlig, jeg havde aldrig hørt om Infected Rain før, men metalcore fra Moldova? Spændende! Derudover kan jeg læse mig til, at deres sangerinde Lena Scissorhands er blevet kåret til ”den mest excentriske vokalist i Moldova” - superspændende!

Nu ved jeg umådeligt lidt om musikscenen i Moldova, så jeg skal jo ikke kunne sige, hvem der ellers var nominerede til denne ”pris”, men umiddelbart var hendes vokal nu ikke specielt excentrisk. Det var ganske ordinær growl/clean, som man kan forvente af et metalcore-band.

Og dette beskriver faktisk Infected Rains musik ret så fint; nemlig helt gennemsnitlig metalcore, præcis som da genren voksede sig frem tilbage i midten af 00’erne. Bandet havde dog en hel del energi, og de var også ret gode på en scene, hvilket opvejede den svært generiske og formulariske musik samt masser af breakdowns, headbang og hoppen rundt omkring som et Tigerdyr på speed.

Alt i alt en noget flad start på aftenen, men som Lena fortalte kort før de gik fra scenen, så var dette også show nummer 42 – så måske metaltrætheden var begyndt at sætte ind hos de tre bands? Spoiler: Det var den.

5/10

Lacuna Coil

Igen ikke et band jeg selv har dyrket, men dog nogen jeg kender – det er trods alt et af de største italienske metalbands i nyere tid! Nogle ville måske mene, at de burde have været hovednavnet i aften, netop fordi de nok er de mest kendte (måske det skyldes, at folk kan udtale deres navn?), men sådan er der jo så meget. Men jeg har personligt aldrig oplevet dem live, ej heller ved jeg meget andet end, at de er et stort navn i goth-scenen, at deres sangerinde Christina Scabbia har dannet par med Jim Root fra Slipknot, og hun medvirkede på et halvtamt cover sammen med Dave Mustaine for en del år siden.

Deres seneste album Black Anima er generelt blevet taget godt imod, og nu da de har Richard Meiz fra Genus Ordinus Dei (et band de ofte har haft med på tour, og som jeg selv har hørt en del) med på trommer i stedet for Ryan Blake Folden, så var jeg faktisk relativt spændt på at opleve en omgang storslået, italiensk goth.

Der gik dog ikke længe, før skuffelsen kom rullende som en tidevandsbølge. For at promovere, Black Anima var bandet klædt i sorte klæder med hvide klatter, og guitaristen Diego Cavallotti og bassisten Marco Zelatini var smurt ind i make-up, der ville få Insane Clown Posse til at blive jaloux. Lyden var flad, og Christinas vokal havde fået så mange effekter på, at det halve kunne have været nok. Og for at det ikke var nok, så var bandet trætte og energiforladte – ja, nærmest statiske. Og jo jo, så kunne det da godt være, at Diego satte en dildo på sin guitar under et par numre, men det får man ikke Rammstein-agtig energi af!

 

Publikum var dog vilde med Lacuna Coil trods den ugidelige og flade koncert – jeg må indrømme, at jeg følte mig som drengen fra Kejserens Nye Klæder, der pegede på bandet for at påpege, at de jo netop intet havde på.

Jeg var ikke fan af Lacuna Coil før, men jeg havde da glædet mig til at se dem. Nu har jeg så set dem, jeg er fortsat ikke fan, og jeg tror måske, jeg havde fået mere ud af at sidde derhjemme og høre en af deres plader i stedet.

4/10

Eluveitie

Tilbage i april smed jeg ti store kranier efter Eluveities seneste album Ategnatos. Det er uden tvivl deres bedste album i årevis og klart på en top tre over deres bedste albums nogensinde. Derfor blev jeg svært begejstret, da de annoncerede, at de ramte Danmark hele to gange i år (at jeg så måtte misse den ene gang, er jo, hvad der kan ske). Deres helt specielle blanding af folkemusik, melodisk dødsmetal og alverdens spøjse instrumenter kan noget helt særligt, og derfor har deres musik alt, hvad hjertet kan begære og noget for enhver smag, uanset om man er til headbang, fællessang eller folkedans.

Efter to ligegyldige koncerter havde jeg virkeligt set frem til en eller anden form for musikalsk redning, men det skulle vise sig at være en lettere halvhjertet redning. For selvom Eluveitie gik på scenen badet i lys og til lyden af en meget højlydt lur, så kom de aldrig rigtig i gang. Lyden var fortsat ikke noget at skrive hjem om, og faktisk virkede det, som om at der var blevet skruet ned siden Lacuna Coil, så selvom Chrigel skrålede så højt, han kunne, kunne man stadig høre folk mumle i krogene, og især på de stille numre var dette et problem.

Man skulle ellers tro, at et band med så stort et fokus på fællessang kunne formå at få folk til at skrige med og engagere sig, men ak. Det hjælper måske heller ikke, at et af deres helt store numre, ”Call of the Mountains”, blev fremført på tysk i stedet – en sær beslutning ærligt talt.

Bandet var dog ligaer foran begge opvarmningsbands, og selvom de ikke væltede rundt som Infected Rain, så var de gode til at dække hele scenen – hvilket er imponerende, når man tænker på, hvor mange de er i bandet, samt hvor besværlige nogle af instrumenterne er at slæbe rundt på.

Men hvor folk var tossede med Lacuna Coil, så var der ikke helt så meget energi at finde blandt publikum under aftenens sidste koncert – desværre. Måske skyldtes det en lang uge, måske var det pga. en mørk, kold december og julestress – det er ikke til at vide.

Bandet smed hits i hovedet på folk, men fik ikke den store respons retur, og som aftenen skred fremad, begyndte bandet også at virke lidt trætte i det, hvilket jeg helt klart også ville være efter 42 shows verden over. Så min konklusion på min sidste koncert i året 2019 må være, at det ærligt talt var en noget slatten aften, som hurtigt vil gå over i glemmebogen trods enkelte lyspunkter.

7/10