Men hvor er resten?

Endelig kom den!

Gode og solide danske Swartzheim. De kommende arvtagere til den danske metaltrone. Live er de næsten på niveau med Baest. Ak ja, hypen vil nærmest ingen ende tage for det unge danske band. Én ting er sikkert, og det er, at Swartzheim alle dage har været garanter for voldsomt høj energi, når de trykker den af på scenen. Plader i fuld længde har der dog ikke været så mange af, og derfor har jeg næppe været den eneste, der har været spændt på dette album: langspilleren Wounds fra talentfulde Swartzheim. Men formår de at konvertere deres potente og aggressive udgydelser fra deres koncerter, når de går i studiet? Og kan de spille andet end den forrygende crossover-thrash, vi allerede kender? Ja og nej …

To år og en håndfuld numre senere

I alt for mange år manglede den danske scene et band som Swartzheim. Hvor var det der højenergiske band med det fandenivoldske udtryk, der med rod i den klassiske thrash metal kunne smide death metal, hardcore og diverse andre ting med ind i ligningen? Bandet, der kunne uddele soniske lærestreger fra de skrå brædder og få ørerne til at bløde? De var sgu ingen steder. Lige indtil seks unge folkeskoleelever dannede et band og pladedebuterede i 2021 med albummet Clinical Nightmare. Så for helvede, de her unge gutter var ikke bare talentfulde, de havde også nosser og skills nok til at erobre et helt lands metalpublikums hjerter. Derfor var den opfølgende og absolut godkendte ep, Sympathy, der kom et par år senere, et fedt bekendtskab. Den tilfredsstillede det mest akutte behov for nye skæringer, men som undertegnede også konkluderede i anmeldelsen, var to år lang tid at vente på sølle fire numre. Og nu har de så gjort det igen. Næsten da. Endnu to år er gået, og vi har fået fem nye numre.

Bevares, Wounds er en decideret langspiller, der indeholder ti numre og har en samlet spilletid på lidt over en halv time. Men den snedige matematiker kan hurtigt konkludere, at med en kort intro og ditto outro samt gentagelser af tre af de fire numre, der udgjorde ovennævnte ep, ja så er der reelt kun fem nye numre, man kan kaste sig over. Det kan jeg ikke undgå at være lidt skuffet over, men på den anden side er de fem sange heldigvis ret fede. Og musikken lyder stadig som et ungdommeligt barslagsmål mellem Slayer og Municipal Waste.

Titelnummeret og den efterfølgende “No One To Blame” er Swartzheim, som vi kender dem. Komplet med frådende vred vokal, der lægger sig solidt op ad de fabelagtige riffs og den forrygende rytmesektion. Disse to følges op af “Sympathy”, som vi jo har hørt før, og her, næsten halvvejs inde i pladen, tænker man som lytter, at det bestemt er en godkendt indsats, men at de unge mænd også gerne må ryste posen en anelse. Det gør de kun til dels på de udmærkede “Discarded” og “Spitting Nails”, og herefter skal vi igennem “Artillery” og “Execute”, som vi også kender. Det holder. For Swartzheim er sgu dygtige, men langtidsholdbart er det ikke. Og så er vi faktisk allerede ved at være ved vejs ende. “Thrown Away”, der er en rigtig lækker og ret så thrashy lækkerbisken, lukker og slukker reelt pladen inden den korte outro. Var det virkelig det? Ja, såmænd …

One-trick pony?

Wounds er en fantastisk flot produceret plade. Den lyder fuldstændig, som et album af denne slags skal. Bandet er dygtigt, spiller fede riffs, der bliver til rigtig fine numre, og vigtigst af alt er det lykkedes dem at indfange al den energi, de har på scenen. Den slags skal have ros. Men jeg kan ikke lade være med at spørge mig selv, om Wounds virkelig har været ventetiden værd? Jeg synes det ikke rigtigt. Pladen lyder umiskendeligt som Swartzheim, men opskriften på bandets musik er relativt simpel og til tider ret overfladisk. Jeg er med på, at fart, aggression og hidsige riffs ikke bare er tilgivelige i disse store mængder, men også udgør og definerer selve genren. Men hvis man er Swartzheim, bør man snart overveje, om ikke man burde komponere med lidt mere variation næste gang. Og måske lidt mere end blot en håndfuld nye numre.

Jeg stod engang i Royal Arena og ventede sammen med tusindvis af andre forventningsfulde thrash-fans på mægtige Slayer. Anthrax var et af supportnavnene, og midt i newyorkernes opvarmningstjans kigger min kammerat på mig og udbryder: ‘Det, de kan, mestrer de jo til perfektion – det er bare ærgerligt, de ikke kan så meget.’ Jeg måtte give ham fuldkommen ret. Og her føler jeg mig nødsaget til at sige det samme om Swartzheim, som jeg inderligt håber ryster posen til næste gang. Talentet rækker uden tvivl til mere.