Formskiftende finner fylder 35

På med paphatten og frem med papirflaget: Amorphis kan i år fejre 35 år som et af tungmetallens mest standhaftige og nysgerrige navne. Og som det sig hør og bør, starter vi med et tilbageblik: Siden 1990 har de finske pionerer nægtet at stå stille og bevæget sig ubesværet fra raspende dødsdoom over psykedelisk rock til progressiv melodød med atmosfæriske og folk-prægede nuancer. Med Tomi Joutsens entré i 2006 finder bandet for alvor en ny glød og undgår den stagnation, der på samme tid truer med at marginalisere den melodiske dødsmetal. Det er dog navnlig perioden 2015-22, der fortjener at blive hyldet. For her hæver Amorphis konsekvent barren for det muliges kunst. Under the Red Cloud. Queen of Time. Og senest Halo. Neoklassiske mesterværker, der for tid og evighed har sikret Joutsen, Kallio og det øvrige ensemble ærestaburetter i genrens allerhelligste haller. Dermed bærer nærværende Borderland, allerede inden nålen sættes i skiven, et lidt urimeligt forventningspres.

På grænsen mellem det guddommelige og det gudsjammerlige

Med Borderland bevæger Amorphis sig i spændingsfeltet mellem storhed og stilstand. Albummet bærer mærkbart præg af bandets rutine og tekniske formåen, men afslører samtidig de første tegn på metaltræthed efter et årti med næsten fejlfrie udgivelser. Produktionen er varm og fyldig, og Tomi Joutsens vokal leverer som altid med overlegen præcision. Santeri Kallios stemningsmættede keyboardflader lægger tillige et solidt fundament under mange af numrene. Alligevel savner man den nerve og det overskud, der tidligere gav bandet en udefinerbar X-faktor. Numre som ”Bones” og ”Dancing Shadow” rummer få, sporadiske højdepunkter, men mangler gennemslagskraft og vedvarende intensitet. Kompositionerne står tilbage som blege silhuetter af det, Amorphis tidligere har bedrevet – tænk blot på bangere som ”The Bee”, ”On the Dark Waters” endsige omnipotente ”Under the Red Cloud”.

I perioder anes en gryende usikkerhed om, hvilken retning bandet egentlig vil tage. Det er tydeligt, at de stadig mestrer det melodiske håndværk til fulde, men energien og passionen virker delvist slidt af tidens tand. Arrangementerne pendulerer mellem velkendte strukturer og forsigtige eksperimenter, men sjældent smelter de to dele sammen til noget, der virkelig fænger. Samtidig udebliver den drivkraft og kompromisløse tilgang, der engang var at finde blandt gruppens adelsmærker. På Borderland er de til gengæld afløst af en ubegribelig dumdristighed. Jeg siger ikke, at et hook insinuerende tyskertechno fra 90’erne nødvendigvis behøver at udgøre et problem (eller … det gør jeg jo nok), men når ”Light and Shadow” får én til at tænke på Scooters ”Nessaja” … avavav!

På trods af åbenlyse mangler leverer albummet stadig musikalske detaljer, som loyale fans af bandet uden tvivl vil værdsætte. Joutsens facetrige vokal og det dynamiske samspil med rytmesektionen er fortsat fra allerøverste hylde. Hæder bør også tilfalde ”Despair”, der bryder med idéen om at slutte på en opløftende note – et mørkt og modigt statement i kontrast til Jacob Hansens blankpolerede produktion, som dominerer de øvrige numre. Men selv disse passager formår ikke at sløre fornemmelsen af en gruppe, der i stigende grad kører på autopilot. Borderland er langt fra en fadæse, men det er bestemt heller ikke det værk, man fejrer sit 35-årsjubilæum med.

Misforståede hensyn

I sine bedste faser lægger Borderland sig som en naturlig forlængelse af Halo. I sine værste driver den ud i forglemmelsens grå tågebanker. Bandet siger selv:  ’there was a shared, almost subconscious desire to focus on rich atmosphere and strong melodies. […] It’s more accessible than Halo and has a modern and fresh feel — yet completely true to who we are’. Men det er, efter min bedste overbevisning, helt forfejlet. Amorphis har aldrig handlet om let tilgængelighed eller tomme kalorier. Den rolle er allerede udfyldt af andre aktører på scenen (Arch Enemy, In Flames, Amon Amarth … fortsæt selv listen). Jovist, Borderland er moderat dragende, hvilket vidner om, at bandet stadig kan skabe klangbilleder af fornem karat. Men i sidste ende fremstår albummet som symbolet på et band i kamp for at genskabe magien – en plade, som nok tilfredsstiller de mest hengivne, men sjældent overrasker eller brænder sig fast i hukommelsen. Far er ikke vred – far er en helt ny form for skuffet. Øv i anden potens!