Giddy up!
Sleep Theory blev dannet i 2019 i Memphis som et soloprojekt for vokalisten Cullen Moore. Senere kom Paolo Vergara til med bas, Landen Terry med guitar og Alex Washam på trommerne. Sidstnævnte nåede dog aldrig at være med til udgivelsen af deres debut-ep, Paper Hearts, der udkom i 2023, da han blev udskiftet med Ben Pruitt. Terry blev efter udgivelsen udskiftet med Daniel Pruitt, og den konstellation udgav debutalbummet Afterglow den 16. maj 2025. Bandet selv ser albummet som et bevidst skridt mod en både hårdere og mere direkte lyd, så de kan ride videre på den bølge, som deres tidligere numre som ”Another Way” og ”Numb” skabte.
Moderne, melodiøs og genkendelig
Allerede med åbneren, ”Static”, viser bandet sin stil og sit niveau. På vokalsiden er der både clean og screams leveret af Moore og Daniel Pruitt. Og selvom de hver især er stærke, så får de hinanden til at lyde endnu bedre på de numre, hvor de synger samtidig. Guitarriffene bakkes op af både synth og elektroniske elementer – og leverer en skarp moderne lussing. Det er måske ikke ligefrem nyskabende, men til gengæld fungerer det umanerligt godt. Præcis samme model kan man i øvrigt høre på numre som ”Paralyzed” og ”Just a Mistake”.
Med ”Stuck in My Head” leverer bandet en solid earworm med både fede hooks og syng-med-venlighed, og den har været svær at få ud af hovedet igen. Med de efterfølgende to numre kan lytteren få pusten igen med først ”Gravity”, der er mere poppet og med fokus på vokalerne, og dernæst balladen ”Afterglow”, der næsten lyder som et Daughtry-nummer. ”Numb” samler heldigvis tøjlerne op og sætter igen tempoet op med et langt tungere vers – ikke mindst et omkvæd samt breakdown, der kan få ørerne til at gløde og fødderne til at hoppe.
Der er elementer i Sleep Theorys numre, der går igen og virkelig løfter albummet som helhed. Det er blandt andet trommerne, de bombastiske omkvæd og brugen af synths. Jeg kunne godt have brugt en guitarsolo hist og pist for at bryde formlen, men bandet har tydeligvis fravalgt det til fordel for at fintune breakdowns præcist til hvert nummer.
Musikalsk rummer Afterglow skift mellem fængende, næsten poppede omkvæd og tungere, nedstemte vers. Deres synths og elektroniske elementer glider ind i mixet som lim, der binder moderne klangfarver til metallen. Tekstmæssigt kredser albummet om indre konflikter, tab, svigt og længsel efter forbindelse; og især numre som ”Paralyzed” og ”III” fremstår som personlige udgydelser, der både søger katarsis og fælles genkendelighed. Dog er det med musikken som med teksterne, bandet kunne godt tåle lidt risikovillighed og turde at give et par overraskelser undervejs.
Solen er gået ned, men hvor længe fortsætter aftenrøden mon?
Afterglow positionerer Sleep Theory som en stærk, moderne aktør i krydsfeltet mellem tung rock og radiovenlige melodier. Pladen er en velproduceret, emotionelt effektiv debut. Melodierne sidder lige i skabet, vokalduoen skaber god dynamik, og overgangen mellem de kommercielle hooks og de tungere passager føles langt hen ad vejen naturlig og helstøbt. Bandet har store ambitioner og leverer solidt håndværk, men lidt for ofte vælger de sikkerheden fremfor at udfordre genrekasserne. Ambitionerne er store, og målet med at ville kombinere stadionmelodier med moderne og aggressive teksturer, så pladen både kan spilles i radioen og lave ravage i pitten, er de lykkedes med. Jeg ser det samlet som en opløftende debut, og jeg glæder mig til at se, hvor langt Sleep Theory vil gå for at definere deres egen lyd fremover.