Hvor finske Sonata Arctica, med kun få forandringer, holder mere eller mindre fast i samme episke uptempo power metal-stil på de tre album, jeg har anmeldt her på sitet ("Ecliptica", "Silence" og "Winterheart's Guild"), så har de foretaget noget af et æstetisk skifte på dette deres sjette album "The Days of Grays".

Der er stadig tale om power metal af den episke slags, men på denne plade har bandet en antaget symfonisk tilgang, og dette menes bogstaveligt, da der gøres brug af symfoniorkester, og der er også en gæsteoptræden af Pettu Kavilaakso fra Apocalyptica på cello på adskillige numre. Derudover er tempoet sat ned generelt, og der er mere fokus på groove og tunge stykker. Jeg synes heller ikke, at hverken guitar eller keyboard får så meget råderum her, som på tidligere udgivelser, og det kan da godt være en konsekvens af den symfoniske tilgang, men også af, at den oprindelige guitarist - den superdygtige Jani Liimatainen - forlod bandet i 2007. Og så virker en del af numrene på "The Days of Grays" også generelt mere progressive og komplekse end på i hvertfald "Ecliptica", "Silence" og "Winterheart's Guild". Der gøres heller ikke så meget ud af fængende omkvæd her (med "Flag in the Ground" som en mærkbar undtagelse).

Virker denne nye symfoniske og tungere stil så?

Ja, og nej.

På ja-siden kan nævnes de nye dimensioner, som den symfoniske og mere groovy tilgang tilfører. Et godt eksempel herpå er "Deathaura", der med sine tunge riffs og mørke orkestrale elementer er et af de bedste Sonata Arctica-numre, jeg har hørt, og den samme mørke stemning, der er lidt uvant for Sonata Arctica, findes også i mellemstykket is "The Last Amazing Grays", som kombinerer et groovy riff med dramatisk symfonisk musik. "Zeroes" hører efter min overbevisning også til et af de bedre numre på denne plade, og det er samtidigt et af de mest rockende numre, og de måske mest afvigende nummer fra deres normale stil. "Juliet" har også en lidt interessant opbygning, hvor intensiteten stiger, og her er brugen af symfoniske elementer i det mest intense stykke ret effektivt. Jeg synes også at, i og med, at tempoet er blevet sat lidt ned, trommespillet er blevet væsentligt mere varieret end tidligere.

Men deres stilskifte betyder også, at Sonata Arctica har ofret nogle af de elementer, der ellers definerer dem som episk power metal-band. Der er som sagt skruet gevaldigt ned for det neoklassiske lir på både guitar og keyboard, og det savner jeg faktisk lidt. Jeg synes også, at, selvom de tunge og groovy riffs og den mørke stemning appellerer til mig, så kunne jeg egentligt godt have tænkt mig at der var bare et par uptempo power metal-numre mere, end der er på "The Days of Grays". Og jeg synes, det er en skam, at Sonata Arctica har opgivet de fængende omkvæd, da det ellers var en af deres forcer og noget af det, jeg holder mest af på deres tidligere udgivelser.

Dette er også pladen, hvor ostemetret endelig kommer op i det røde felt, og det gælder mere præcist "No Dream Can Heal a Broken Heart" og "As if the World Wasn't Ending", hvor jeg synes de symfoniske elementer gør det hele lidt for sukkersødt til min smag.

Denne anmeldelse afslutter min episke dannelsesrejse udi den episke power metal, og det er egentligt meget passende at afslutte dette med at anmelde Sonata Arctica's seneste album. Jeg tror, at "The Days of Grays" - som er et interessant og anderledes album - måske vil appellere mindre til fans af power metal generelt og mere til fans af den finpolerede episke power metal, men nogle af de mere groovy og tunge riffs og den mørke stemning kan måske skuffe dem, der forventer glad, fængende uptempo power metal. Til gengæld kan jeg forestille mig, at det er guf for fans af gotisk metal. Men, hvis man er til bands som Symphony X, så tror jeg faktisk godt, at man ville kunne lide "The Days of Grays".