Overbalance eller bevidst skub

På sin vis står vi alle ved kanten og kigger ned i dødens mørke. Hvert øjeblik det skal være, kan vi enten ved en bevidst handling eller et tilfældigt uheld læne os lidt for langt frem og falde ned i intetheden. For langt de fleste er det tidens tand eller en sygdom afledt deraf, der er årsag til, at vi får det sidste skub. Men hvordan føles øjeblikket lige inden, vi får overbalance og falder? Det har amerikanske Pisscorpse muligvis filosoferet over på deres seneste plade, Precipice of Death.

Dødens mange ansigter

Hvad end bandet har filosoferet sig frem til, bliver serveret råt for usødet, da Pisscorpse gør sig i grindet war-metallisk død – eller som bandet kalder det: Bestial Grinding Death.

“Beaten to Deformity” åbner dog i noget mere rolig og velkendt hardcoret dødsmetallisk stil, med grindede tendenser. Rytmen er nu af den mageløse arrige slags, hvor kontaktfladen mellem vandrør og knæskaller virkelig kan mærkes. På “Barrel Full of Limbs” begynder bandets mix af Meth Leppard og Profane Order for alvor at blomstre: grindstarten, der nådesløst hamrer, inden at war-metallens vrede sætter alt i lys lue, og det afsluttende breakdown reducerer alt til støv. Et lydbillede, som “Putrescine Addiction” endda formår at trække ned på et endnu mere barbarisk niveau, hvor den indre krigsliderlige kokainafhængige neandertaler virkelig svælger i nydelse. Primitiv vold, ildspåsættelse og destruktion er muligvis en god opsummering af, hvordan Pisscorpse omfavner døden på Precipice of Death.

Og dog. For i det øredøvende kaos kaster “Cemetery Fodder” og “Postmortem Perversions” hvinende guitarer, kvælende mørke og skurrende tyngde, som var de afkommet af Caustic Wound og et Stalinorgel. Det er intet mindre end et fremragende bombardement. Specielt set i sammenhæng med “Heretical Opposition” og “Savagery Exposed”. Disse numres større fokus på hardcoren og dens nærmest lettilgængelige groove er et glimrende modstykke til mørket og den drabelige grindkrig, resten af pladen fører – i denne sammenhæng er lettilgængeligt selvfølgelig kun ment som et reduceret granatchok. Døden skal ikke være behagelig, men ubehagelig, som alle, der har aet et rivejern forkert, ved, har mange facetter. Det afsluttende breakdown på “Savagery Exposed” er desuden fælt og råt nok til at afstedkomme mindst en håndfuld samtaler eller tre med din psykolog.

Den eneste anke til Pisscorpse og deres 18 minutter balancegang med døden er en til tider ensformig struktur. Lidt for ofte er numrene stykket sammen af en grindstart, en midte blandet af død, grind og krig, der afsluttes med et breakdown. Der skulle Meth Leppards Gatekeepers lige have været nærstuderet lidt mere.

At sove stille ind er for tabere

Døden kan nok også være en ensformig størrelse, og i det samlede billede efterlades der ikke et nævneværdigt negativt aftryk. På Precipice of Death kommer Pisscorpse glimrende rundt om, hvordan det føles at blive skubbet ud foran dødens ustoppelige godstog og på samtlige leder og kanter blive makuleret fysisk såvel som psykisk.