Første stop: Amager

Det er ikke mere end to år siden, at danske SPLIT så dagens lys. Siden da har bandet udgivet debut-ep’en 2300 – en tribut til hjemstavnen Amager – lagt diverse spillesteder ned, og, nå ja, så har de også rundet Roskilde Festival 2025 og scoret en plads på sommerens Copenhell. Det er lidt af en bedrift, må man sige, og derfor er forventningerne da også tilpas høje forud for udgivelsen af ensemblets anden ep, A Thousand Reflections.

Hardcore på godt og ondt

Det første egentlige nummer, ”The Shepherd”, brager af sted og cementerer, at SPLIT stadig befinder sig vel inden for den moderne hardcore: Der er fart over feltet, aggression og kontrolleret kaos. Produktionen sidder noget nær lige i skabet, som det jo ofte er tilfældet, når Chris Kreutzfeldt (CABAL m.fl.) har været indover, og de enkelte instrumenter samt Benjamin Jeppesens frådende vokal får rigelig plads. Desuden bidrager et lille intermezzo cirka halvvejs igennem nummeret med både dynamik og stemning. I det hele taget er der noget over nummerets stemning eller atmosfære, som leder tankerne hen mod genrefætrene i The Last Ten Seconds of Life og Humanity’s Last Breath – som jo i øvrigt ikke er de værste at læne sig op ad.

Lidt mere trægt går det på ”Greater Than God”, der trods en fin feature fra Neckbreakker ikke rigtig formår at udmærke sig, men blot smelter sammen til en suppe af hardcoreelementer, vi alle sammen har hørt utrolig mange gange før. Samme problem gør sig gældende på den korte ”Slither”, der tonser og tonser, men aldrig rigtig kommer nogen vegne.

Der er ingen tvivl om, at SPLIT klarer sig bedst, når de tør eksperimentere en smule og tilføjer nogle elementer, der bryder den ellers ret forudsigelige bro-core-formular. På åbningsnummeret var det intermezzoet, på ”Better Alone” er det et lille instrumentalt mellemspil, der er øvrigt sagtens kunne have fyldt mere. Ligeledes gør eponyme ”SPLIT” sig bemærket med sine i hvert fald momentane Slipknot-vibes – det er ikke synderligt originalt, men fungerer og puster interessant liv i nummeret.

Gør noget vildt – split det ad!

I vores anmeldelse af 2300 var konklusionen, at amagerkanerne med fordel kunne skrue ned for den stereotype sejfyr-core og i stedet fremhæve det mere eksperimenterende, det ulmende og det skæve. Det er naturligvis en kreativ beslutning, der ligger hundrede procent hos bandet, men lad mig bare gentage opfordringen, for det er klart i disse momenter, at SPLIT udmærker sig. Dermed ikke sagt, at de skal give køb på hele deres grundopskrift, for de er et godt hardcoreband, de gør det godt, og de lyder godt. Hvis det skal holde i længden – og også uden for livescenen – tror jeg bare, der skal lidt mere til. Lidt krydderi. Lidt uventet.