Viborg Metal Festival 2024
Dagen derpå
2024 er året, hvor Viborg Metal Festival fylder 10 år. Hjemmesiden fortæller, at arrangørerne bestræber sig på at give både små og etablerede bands en mulighed for at optræde, og at man forsøger at få kunstnere til byen, som ikke giver koncert rundtomkring i Danmark op til VMF. Og det var ikke løgn, for lørdagens udenlandske kunstnere er ikke booket til andre koncerter i Danmark i 2024. Og det er lidt af et scoop, at VMF havde fået et band som Ensiferum til deres lille by! Andre ting, der er værd at nævne, er de gode garderobe- og toiletforhold samt det fine udvalg af mad- og drikkevarer. Overalt på Paletten blev man mødt af søde og imødekommende medarbejdere – hensyntagen står i det hele taget skrevet med stort i Viborg, og hjemmesiden opfordrer til, at man ikke råber på gangene. Det var der heller ikke nogen, der gjorde, så jeg går ud fra, at Jørgen havde en dejlig 80-års fødselsdag! Der er to ting, der ikke fungerede optimalt – faktisk er det én ting – og det er, at tidsplanen ikke blev overholdt. Da vi nåede frem til Ensiferum, der var sat til klokken 00.00, var der tyve minutters forsinkelse – og det er noget, der batter, når man har været i gang siden klokken 16. Medvirkende årsag til forsinkelsen var de to konferencierer, der tydeligvis ikke på forhånd havde aftalt, hvem der skulle sige hvad og hvornår. Det startede med, at de lovede, at man ville kunne købe billetter til VMF 2025 i merchboden til halv pris som early-early bird. I næste pause hed det så, at man kunne få rabatten på hjemmesiden i løbet af aftenen, hvilket også blev ændret igen-igen, så enden af historien blev, at man kan få 10 procent rabat, hvis man køber billetten på hjemmesiden i denne uge. Uanset om man køber sin billet nu eller senere, kan man i hvert fald se frem til Gutalax og Blaze Bayley næste år.
Kill Trip
Selvom det danske sludge-band Kill Trip havde fået den utaknemmelige opgave at åbne andendagen for en flok søvnige metalhoveder klokken 16.00, var der fra det øjeblik, de trådte ud på scenen, ingen tvivl om, at bandet var max klar til at give de fremmødte et ordentligt spark i numsen med en god omgang tung, beskidt og metallisk hardcoredrevet sludgerock. Og det var lige det, de gjorde, for kombinationen af Rasmus Justesens vrede vokal forstærket af guitarist Thomas Gajhedes brølen på korfronten og den dertil kommende ustoppelige buldrende bas leveret af Claus Langkjær var mindst lige så god som en stærk kop kaffe om morgenen. Særligt på “Standing in Blood” fra bandets nyeste udgivelse, Sifting the Ashes, var samspillet helt fortræffeligt, og gruppen osede af energi. Især Gajhede holdt den gode kontakt til de fremmødte, og man kunne ikke andet end smile af hans sjove bemærkninger. Det, man måske kunne klandre bandet for, er, at sangene i sættet var en smule ensformige, og at der til tider ikke blev sunget tydeligt nok, men samlet set var dette en glimrende start på denne aften, og vi kan se frem til, at Kill Trip gæster Devil Cook Festival 2024 i Aalborg den 19. april.
Space Parasites
Lidt senere end planlagt gik det tyske thrash metal-band Space Parasites på scenen med den energiske Nadine Woelk i front, hvis fremtræden bedst kan beskrives som en blanding af Nina Hagen og Rabia von Katzenstein. Denne excentriske blanding genspejlede sig også i vokalen, der på ukonventionel vis kombinerede en kats hvæsen med onde heksehyl. Stemmen var dog ikke særlig voluminøs – eller også var mikrofonen indstillet for lavt – hvilket desværre gjorde, at den ikke altid formåede at trænge igennem det massive lydbillede, hvor særlig guitaren leveret af Sebastian Daschke og Matti Schneider fik lov til at skinne. De to var ikke kun øre-, men også øjeguf – i hvert fald hvis man kan lide patronbælter og nittebesatte skridtbeskyttere. “Rot in Hell” var særlig iørefaldende med guitarfræs til den helt store guldmedalje, mens T-Moes bas fik fuld skrue på “Voodoo Heartbeat”. I de 40 minutter, denne koncert varede, blev publikum godt underholdt, og det blev på intet tidspunkt kedeligt, selv om man ikke kendte sangene på forhånd.
Hellmaze
Midtjyske Hellmaze blev introduceret med historien om majsen Majken, der har været med rundt på tur de seneste år. Spørgsmålet er så, om denne indtørrede grøntsag var et passende symbol på kvartettens optræden denne aften. Svaret er nej, for Hellmaze havde styr på både vokal og instrumenter. Humøret var også i top, hvor sanger Rafal Malewski førte det forventningsfulde publikum igennem de 40 minutter i selskab med en god omgang thrash. Hans alsidige stemme gik fint igennem med både clean sang, råb og vanvittige grin. Sammen med Michal Gajos, der er medarrangør af VMF, fik han fyret et hav af fede guitarsoli af, hvor dobbeltguitaren var specielt lækker på “Slave”. Publikum fik også lejlighed til at sætte sit eget præg på koncerten med “hey”-råb, moshpits og wall of death, men det var især bassist Simon Lindberg Nyholm, der er i blivende erindring hos denne anmelder, da han gennemgående var meget aktiv på scenen og afsluttede koncerten med sin bassolo i “Rise”. Når alle disse rosende ord så er sagt, må man desværre også konstatere, at Hellmaze ikke er unikke nok i deres lyd til at udløse mere end syv kranier.
Distant
Som planlagt indtog det hollandske deathcore-band Distant, der allerede havde været i Danmark i slutningen af 2023 som opvarmningsband for Lorna Shore, scenen klokken 19.20. Det, der mødte publikums ører under denne koncert, var tungt, langsomt, brutalt og noget, der først og fremmest tiltaler inkarnerede deathcorefans, som der var en del af i Viborg denne lørdag aften. For i løbet af de cirka 40 minutter, som sættet varede, var der breakdowns og guttural brølen for alle pengene. Desværre opvejede det ikke, at sangene nærmest var blottet for variation og unikhed. Lydmæssigt var der, udover musikkens noget kedelige udtryk, et tilbagevendende problem – nemlig trommerne, der til tider var så altoverdøvende, at resten af musikken druknede i dem. Men der er absolut ingen tvivl om, at bandet består af musikere, der virkelig kan deres kram og har en solid fanbase i Danmark –det ville dog gavne dem en del at stoppe deres navlepilleri og få lidt variation i deres lydbillede.
Cytotoxin
Med en lille forsinkelse trådte de østtyske brutale dødsmetallere fra Cytotoxin iført gasmasker, der skulle beskytte dem mod røgmaskinernes giftige dunst, ud på scenen akkompagneret af ildevarslende baggrundsmusik. Det, der så mødte det forventningsfulde publikums ører, var en altnedpløjende støj, der let kunne udløse en kernenedsmeltning i en atomreaktor. Dermed var der rent musikalsk gennemgående ikke meget andet at spore end vrede grisegrynt og en ubarmhjertig, ustoppelig wall of noise, der udfyldte hele rummet. Til gengæld var underholdningsværdien så meget desto større, da forsanger Sebastian Grihm alias Grimo forstod at opretholde en god kontakt til publikum. Så med sin skønne accent, der mest af alt mindede om Das Sound Machine, forklarede han publikum, at de denne aften kun havde to opgaver: at købe Cytotoxin-merch og skabe et nyt stof ved navn Cirkelplutonium. Og for at der ikke skulle være noget at misforstå, havde han medbragt et dertil egnet rundkørselsskilt, der blev holdt op, når pitten blev sat i gang. Denne opgave tog de fremmødte meget alvorligt, for både “Corium Era” og “Radiatus Generis”, der var en “fast song with all the notes at the same time”, gav rigelig lejlighed til at få sig en svingom i den stadig voksende cirkelpit. Derudover var sidstnævnte sang den, hvor man kunne høre flest delelementer ud af den massive lydvæg, og man således rent faktisk fik mulighed for at værdsætte bandets formidable guitararbejde leveret af både Fabrice Töpfer alias Fonzo og Jason Melidonie. Men for variationens skyld måtte der da heller ikke mangle en wall of death, så sangen “Radiophobia” blev introduceret med: “If you don’t know what it is, just stand in the middle”. Efter en opfordring til at lave nogle strækøvelser blev der igen skruet op for larmen, og med mikrofonen proppet helt ned i halsen brølede sangeren løs godt akkompagneret af de andre bandmedlemmer, der gav alt, hvad de havde i sig. Grimo var flere gange nede blandt publikum for at holde løjerne kørende, og selv om det ikke var let at skelne en sang fra den næste, så havde dette show en underholdningsværdi, jeg sjældent har oplevet før.
Borknagar
Musikalsk set er norske Borknagar en interessant størrelse, da deres auditive form er skruet sammen af elementer, der traditionelt egentlig ikke passer sammen. Hvis jeg skulle sætte lighedstegn mellem deres lydbillede og noget andet, ville labskovs, der er kogt for længe, dog komme det nærmest. For elementerne af prog og black metal, der egentlig kunne gå hen at være helt spændende, er blevet så udkogte, at man står tilbage med en grålig-beige masse af enhedsgrød, der hverken er fugl eller fisk. Når dette så ovenikøbet kombineres med Simen Hestnæs’ noget tvivlsomme arbejde bag mikrofonen, der gjorde det svært at skelne den ene sang fra den næste, var det en lettere søvndyssende og blandet fornøjelse. I denne forbindelse vil jeg lægge trykket på blandet, for der var trods alt gode øjeblikke. Dertil hører uden tvivl “The Rhymes of the Mountain” fra Winter Trice, der var spækket med fede temposkift og godt guitararbejde, hvor specielt guitarist Jostein Thomassen overbeviste med en fin guitarsolo. Også syvende sang i sættet, “Voices”, hører til disse gode øjeblikke. På denne leverede keyboardspiller Lars A. Nedland en emotionel og let svævende vokalperformance, der passede perfekt til sangens sfæriske og trykkende stemning. Men samlet set fik de altså ikke overbevist undertegnede denne aften med deres show, der varede lidt over en time.
Ensiferum
Efter en lang og begivenhedsrig dag, hvor publikum var blevet præsenteret for en bred spændvidde af forskelligartet metalmusik, var vi nået frem til aftenens højdepunkt, der indledtes af bølgernes sagte brusen fra “Seafarer's Dream”, hvorefter finnerne ellers bare tonsede derudad med “Rum, Women, Victory” fra Thalassic udgivet i 2020. Under hele koncerten var energien i top – både på scenen og blandt publikum, for på trods af dagens strabadser sang alle mere eller mindre fint med, hvor særligt “In My Sword I Trust” blev en sand succes, da denne sang byder op til fællessang og god stemning. Dette var dog kun ét af mange højdepunkter, for noget, der også hev denne koncert op på et endnu højere niveau, var det facetrige kor leveret af bassist Sami Hinkka, guitarist Markus Toivonen og keyboardspiller Pekka Montin. Særligt de to sidstnævnte gjorde et ekstremt godt indtryk som vokalister på henholdsvis “Run From the Crushing Tide” fra Thalassic og klassikeren “Lai Lai Hei” fra Iron udgivet i 2008. Publikum fik ikke blot rigelig lejlighed til at bruge stemmebåndene til diverse syng-med-aktiviteter, men også til at moshe til den helt store guldmedalje, for tiende sang “From Afar” var ifølge sanger og guitarist Petri Lindroos uden tvivl en moshpit-sang. Under hele koncerten sad lyden virkelig i skabet, og på trods af det sene tidspunkt virkede de finske sværdbærere friske og veludhvilede og i stand til at trække de sidste kræfter ud af de fremmødte. Det var fedt, at Ensiferum ikke kun præsenterede os for de engelsksprogede sange, men også numre på deres modersmål, der gav en helt særlig stemning. Netop sådan et nummer, “Cold Northland (Väinämöinen Part III)”, afsluttede det regulære sæt på genial vis, men heldigvis blev publikums bønner og råb hørt, så bandet kom ud og gav et ekstranummer, der afsluttede denne 75 minutter lange koncert.