Lige siden jeg alt for sent opdagede Batushkas Litourgiya, har jeg haft et brændende ønske om at opleve disse sorte munkes ortodokse midnatsmesse live – og endelig fik jeg muligheden, da bandet for første gang siden en kikset opvarmning for King Diamond i K.B. Hallen i 2019 ramte Sjælland igen. Med sig havde de deres landsmænd i Hate samt amerikanske Summoner’s Circle og norsk/iranske Confess. At dette så skulle foregå samme aften, som Kanonenfieber og Grima indtog Spillestedet Stengade, resulterede i en Sophie’s Choice-situation, men det er så, hvad det er! Ligeså var Hotel Cecil et sted, jeg aldrig havde besøgt før, så alt i alt var der lagt i kakkelovnen til en særdeles spændende aften!
Confess
På grund af livet som familiefar i provinsen, DSB’s togtider og stormen Otto hørte jeg kun de sidste 10-20 sekunder af Confess, og ærlig talt tror jeg, det var rigeligt.
Summoner's Circle
Puha, hvor i alverden skal man dog starte? Lad os starte med det positive, da det ikke fylder så meget og derfor er hurtigt overstået. Aldrig før har jeg set et black metal-band med en keytar, så point for originalitet der. Derudover så det ud til, at medlemmerne, især bassisten, var ganske glimrende – desværre var lyden så ringe, at kun guitar og lilletrommen kunne høres. Ergo var der absolut ingen dybde, tyngde eller bund i musikken, som derfor fremstod ubeskriveligt flad, men jeg kunne da se, at bassisten tabbede og slappede løs. Keytaren kunne man heller ikke høre, hvilket for alvor blev tydeligt, da stikket faldt ud, og det ingen forskel gjorde. Vokalen blev aldrig mere end en sagte rumlen, der forsvandt i lyden af guitar og lilletromme.
Men trods disse udfordringer, så var det – desværre – ikke musikken, der fik lov at fylde. Næ, det der fyldte, var bandets mildest talt pinlige “ritual” af et show, som bedst kan beskrives som en okkult skolekomedie opført af en 3. klasse. Først blev et af medlemmerne fra Confess “ofret” på scenen, komplet med teaterblod og rollespilsdaggert. Derefter blev en særdeles letpåklædt ung dame fra publikum ofret, der blev ofret en teaterblodsindsindsmurt Baby Born-dukke, og slutteligt blev der flået sider ud af en bibel – den førnævnte unge dame valgte så at æde nogle af disse sider, fordi why the fuck not?
Jeg har intet imod et show eller teatralske elementer i black metal eller til koncerter – tværtimod, ellers ville jeg ikke være at finde til en Batushkakoncert, jo! Jeg har dog noget imod pinagtigt amatørteater, som hverken er gennemtænkt, gennemført eller gennemarbejdet.
Det show, som Summoner’s Circle havde med, var så tåkrummende pinligt, at jeg var tæt på at forlade Hotel Cecil. Jeg ville hellere se alle afsnit af Klovn på én gang end nogensinde at skulle bevidne det her lort igen. Jesus på potten, for en omgang elendigt makværk!
Det her var uden tvivl mit livs værste koncert.
Hate
Sidst jeg så Hate, var på Loppen i 2016. Dengang forsøgte de arme polakker at banke 30-40 trætte tilhørere op, hvilket aldrig lykkedes, men trods det var det en udmærket koncert. Her til aften var publikum vågnet og klar på en omgang sort dødsmetal fra østblokken. Hate er er band, som jeg har det ambivalent med. Deres musik og kunnen fejler intet, men trods det, så er det så ugudeligt jævnt og intetsigende. De er som Behemoth uden hits (at Behemoth så selv er gået hen og blevet noget værre juks, er en anden side af sagen). Og denne aften bekræftede blot mit forhold til Hate, nemlig at de – trods evner, kunnen og rutine – forbliver et utroligt kedeligt band, med sange der alle minder om andres b-materiale. Dog var lyden blevet utroligt meget bedre, så om ikke andet lød bandets metervare-black da fremragende. Trods at jeg næsten lige har anmeldt deres nyeste album, Rugia , kunne jeg ikke høre, hvornår de spillede numre fra det album eller de andre, da musikken er så ensformig, at jeg trods den nu fremragende lyd ikke kunne skelne. Så Hate kom, så og gik igen.
Batushka
Efter hvad der føltes som en ørkenvandring, trådte de polske munke endelig op på scenen. En scene, der var smukt dekoreret med diverse ortodokse remedier, lysestager, røgelseskar, ikoner og så videre. At hverken lys eller røgelse så måtte være tændt, på grund af hvad jeg antager var Hotel Cecils brandsikkerhedsregler, lagde en gedigen dæmper på stemningen fra start af – på samme måde som Amager Bio, der forbød Watain at bruge pyroteknik sidste år. Men trods denne hæmsko faldt man straks ind i Batushkas univers, og man købte illusionen om at være til ortodoks messe fra første sekund, for her har vi at gøre med et band, der forstår, hvordan man bruger kostumer, kulisser og andre teatralske effekter på den rette måde. Sætlisten bestod af en blanding af samtlige udgivelser, lige fra mesterværker Litourgiya til den udskældte opfølger Hospodi, hvis sange ironisk nok fungerede som de bedste i et livemiljø. Lyden var fortsat helt fantastisk, og især Barts vokal og de to korsangere gik rent igennem og det lød nærmest bedre end på pladerne, og hvor var det dog fantastisk at opleve et så fantastisk nummer som ”Yektenia III” på egen krop – hold da op! Man kan jo altid efter en koncert sidde og tænke, at man hellere ville have hørt X sang i stedet for Y, men alt i alt bestod sætlisten af en fair fordeling fra samtlige plader. Bandet var på alle måder i absolut topform, og deres forskellige religiøse fagter og gerninger virkede overbevisende. Der, hvor problemerne dog opstod, var, når man vendte sig mod publikum.
Den her går ret specifikt ud til den ene enfoldige bondekarl, der blev ved og ved med at moshe – hvem helvede mosher til meditativ atmo-black!? Dertil har vi de sædvanlige klaphatte, der kaster øl, og som ikke kan holde kæft, når der er stille passager, eller når bandet specifikt tysser på publikum, og slutteligt; så kan det da ikke være rigtigt, at jeg bliver bedt forklare folk i køen til garderoben, hvad Batushka går ud på EFTER koncerten! Hvem møder så uforberedt op? Jeg bliver så træt, så træt.
Alt i alt bød Hotel Cecil på en aften, hvor jeg langt det meste af tiden følte, at jeg burde været taget på Stengade i stedet. Heldigvis reddede Batushka da aftenen, selvom publikum strittede imod.
