Fine lækkerier fra Italien
Tælle til én, tælle til to…
Da nærværende plade fra italienske Chronic Hate landede på mit imaginære skrivebord, legede jeg en lille leg med mig selv. Nej bare rolig, det var ikke noget frækt, men blot en lille gætteleg, hvor jeg på fem minutter skulle nævne så mange italienske metalbands som muligt. Hmmmm, Lacuna Coil og Fleshgod Apocalypse. Ja tak, det var to. Rhapsody of Fire? Nu hører jeg ikke så pokkers meget symfonisk power, men mente da bestemt, de var fra Italien. Og jo, ganske rigtigt. Tre bands kunne jeg nævne. Ikke særligt imponerende.
Efter en hurtig tur på Google var jeg igennem ‘nå ja, for pokker’-fasen, da Nanowar of Steel, Forgotten Tomb og mægtige Death SS dukkede op, men mine evner ud i metal fra støvlelandet forbliver uimponerende. Men hey, nu kan jeg tilføje et mere; nemlig Chronic Hate, der bestemt ikke må undervurderes.
Plejer er død
Chronic Hate har godt og vel et kvart århundrede på bagen, men Defeating the Oblivion of Life er kun deres tredje langspiller. Kvintetten fra San Michele al Tagliamento nær Venedig har turneret med mastodonter som Obituary, Suffocation, Fleshgod Apocalypse og Pungent Stench – og man forstår godt hvorfor. De har fuldstændig styr på, hvordan man skruer fed death metal sammen, som både er tro mod den klassiske OSDM, men også rummer mere moderne lyd og dynamik. Chronic Hate ved godt, at death metal anno 2026 ikke kun behøver rumme tunge riffs, gutteral vokal og enerverende ensformigt smadder. Den må godt tage chancer og lade sig inspirere af det mere detaljerede og melodiske. Og det fungerer rigtig godt på de fleste numre.
Åbningsnummeret, “The Wrong”, og efterfølgeren, den kulsorte “Blastphemy”, har solide varierede riffs, velplacerede temposkift og fænomenale trommer. Man hænger sig ikke i det konforme, men lader musikken føre an. Præcis som danske Shadowspawn gjorde på deres nyeste plade Cadaver Dogs, hvor der var talrige sofistikerede detaljer og tekniske lækkerier. Det er der også på “Regurgitated Brains”, hvor trommerne virkelig kommer til deres ret. Og så er de endda indspillet fuldstændig akustisk. Ingen samples, ingen midi – kun den relativt nye grydebanker Nicolàs Petri og hans gudsbenådede evner. Imponerende! Og guitarsoloen? Jamen altså, det er bare flot. Generelt vil jeg gerne bede om flere flotte melodiske soli i min death metal. Det holder.
Derudover skal “Born to Appear”, “Handcuffed” og titelnummeret nævnes, da de ligeledes er flot håndværk. Ikke så ørehængende bangere som de ovennævnte, dog stadig rigtig fine. Korte og præcise kompositioner uden så meget pjat. Men det er “Mass Destraction Program” og den ti minutter lange “Despair…in Sorrow”, der skiller sig ud. Førstnævnte med sin næsten Behemoth-inspirerede blackened death og sidste med flot aggressiv death metal, der tager sig god tid til at udvikle sig og flyder over i et decideret smukt instrumentalt stykke, inden det rinder ud. Det er lækre sager.
Ny suppe i bollerne
Defeating the Oblivion of Life er ikke en revolution inden for death metal. Ej heller byder den på noget, vi aldrig nogensinde har hørt før, men den har en håndfuld skæringer, som er rigtig fede og fortjener mindst et par lyt fra fans af genren. Der bliver nemlig tænkt ud af boksen, og i dette tilfælde på den rigtig fede måde. Bevares, 40 minutters gammeldaws death metal fordelt på 12 forudsigelige numre kan også noget. Men det er et skønt, frisk og kærkomment pust, når bands som Chronic Hate kan sparke lidt liv i sagerne, som de gør på glimrende vis her.